Årsliste 2015 – Mads Pedersen

Populær
Årsliste 2015 – Mads Pedersen

Den danske undergrund imponerede, og ældre bands blev opdaget. Men koncerterne var mest festivalkoncerter for korrekturlæseren, der var lidt sløv til at gå til koncerter og til at forholde sig til musik i 2015.

Forfatter

2015 var et år, hvor tre flytninger, midlertidig hjemløshed og ditto arbejdsløshed var de mindste af korrektulæseren og redaktionssekretærens problemer; af samme grund kan der sagtens være album, der er blevet overset, for det blev til mindre musik og især færre koncerter end sædvanligt. Der tages forbehold for forglemmelser.

Årets danske album:


1. Kloster: ’Half Dream, Half Epiphany’ – Kan man sætte et kristent folk-album øverst på en Devilution-årsliste? Selvfølgelig kan man det, bare det er godt (og dystert) nok. Årets danske album. Klosters dystre, rugende, introspektive kristne folk trak fortjente anmelderroser og fik pladser på de fleste dagblades årslister. Et album, der ifølge Kloster-hovedmand (og Trouble-fan) Mikael R. Andreasen mest handlede om at rydde op på harddisken, men som alligevel fremstod som en sjældent helstøbt, velarrangeret og velskrevet enhed.

2. Denner/Shermann: ’Satan’s Tomb’ – Den klassiske guitarduo Michael Denner og Hank Shermann fandt sammen i deres hidtil mest vellykkede projekt uden for Mercyful Fate; mest vellykkede fordi mest Mercyful Fate-prægede, men også fordi d’herrer endelig fandt en god sanger i form af Sean Peck, der er den første post-Mercyful Fate-sanger i deres projekter, der har kunnet bære sangene. Et flot comeback. Dette mini-album følges op af en fuldlængdeudgivelse i 2016. Den kan man vel godt tillade sig at nære forventninger til?

3. Quiet Spring: ’Going Up Your Country’ – Anført af Morten Aron Larsen fra Spids Nøgenhat og soloprojektet Aron udgav Quiet Spring et fremragende, knastørt og velspillet countryrockalbum, der fik klichéerne til at fremstå, som om bandet selv havde opfundet dem.

4. Slægt: ’Ildsvanger’ – Debuterende Slægt fik masser af medvind i den internationale undergrund. Forståeligt, for debutalbummet ’Ildsvanger’ var spændende og meget vellykket debut med rå andenbølge-black metal, som bag den lo-fi produktion gemte på adskillige gode melodier. Årets bedste danske black metal-udgivelse og – modsat visse andre danske black-udgivelser – af international klasse.

5. Reverie: ’Bliss’ – At der var grøde i den danske undergrund, viste det unge dødsmetalband Reverie også med deres stemningsfulde lo-fi-dødsmetal med blackened og primitivt punk-proggede tendenser – som hvis Tribulation stadig ravede rundt i en mørk og klam kælder.

Det føles lidt unfair at udelade Undergang, der fortsatte i international klasse med ’Døden læger alle sår’, mens Encyrcle serverede flot speed metal med deres selvbetitlede debut.

I den mere rockede afdeling lavede De Underjordiske en habil syrerockpastiche på ’Ind i flammerne’, men Marching Churchs ’This World Is Not Enough’ og Hand of Dusts ’Like Breath Beneath a Veil’ fremstod dog noget skarpere og mere relevante og mindre stiløvende.


Årets internationale album:

1: Mgła: ‘Exercises in Futility’ – Bedst, som man gik og troede, at der ikke kunne vrides en dråbe mere vampyrblod ud af den traditionelle black metals fordærvede lig, fik polske Mgła – som jeg med skam at melde ikke har fået tjekket ud tidligere – et gennembrud med ’Exercises in Futility’, som viste, at andenbølgeformlen stadig er rasende effektiv, hvis ellers man har evnerne til at udfylde den. Et melankolsk og melodisk og sørgmodigt mesterværk i moderne black. Albummet tilførte ikke som sådan genren noget nyt, men udførelsen fik den alligevel til at rage tårnhøjt over det meste i år.



2: Tau Cross: ’Tau Cross’ – Der er langt mellem snapsene blandt de såkaldte supergrupper, der for størstedelens vedkommende nok burde holde sig til at udgive i deres hovedbands og så have sideprojekter for at kunne hamre bajere med vennerne i øvelokalet, når der er gået for megen rutine i hovedparforholdet. Men Tau Cross er undtagelsen, der bekræfter reglen. Rob ”The Barron” Millers (ex-Amebix) projekt med Away (Voivod) føltes som en perfekt opfølger til Amebix’ svanesang, ’Sonic Mass’ (2012). Som en episk, postapokalyptisk blanding af Killing Joke og Motörhead med et New Model Army-touch og Voivod-trommer – formidabelt.

3: Tribulation: ’The Children of the Night’ – Også svenske Tribulation fik et bredere gennembrud med et album, der efterlod forgængerens tydeligere proggethed til fordel for en ganske egenartet blanding af dødsmetal, progressiv rock, gotiske elementer, Watain-agtige melodier. En blanding, der ikke fremstod stilforvirret, men som et ret så vellykket amalgam – selvom forgængeren var bedre.

4: Killing Joke: ’Pylon’ – Killing Joke er et band, jeg altid har anerkendt som pionerer og relevante, men som jeg ikke har haft det helt store forhold til. Det fik ’Pylon’ så rykket eftertrykkeligt ved sidst på året, hvor den tribalistiske og apokalyptiske industrialrock med Jaz Colemans maniske vokal virkelig fik tag i mig. Måske tiden endelig er blevet apokalyptisk nok, til at jeg kan værdsætte Killing Joke?

5: King Dude: ’Songs of Flesh & Blood – In the Key of Light’ – King Dude leverede karrierens hidtil bedste album med denne samling hjemsøgende og hjemsøgte americana-sange.

Inden for black metallen kunne man godt have argumenteret for at putte nederlandske Kaeck med debuten ’Stormkult’ på en top 5; bombastisk og stormfuld black metal med glimrende evner udi sangskrivningens ædle kunst. Nederlandsk black metal markerede sig også med Wedergangers ’Halfvergaan ontwaakt’, der var en stærk debut. I det hele taget var black metal fra randområderne en positiv oplevelse; islandske Misþyrmings ’ Söngvar elds og óreiðu’ var en frenetisk og helvedes intens black metal-debut, der droppede alle shoegaze-prætentioner i det DeathSpell Omega-inspirerede lydbillede og kreerede et originalt værk i genren. Polske Cultes des Ghoules udgav midt i stadig dunkle opløsningsrygter endnu en sortmetallisk tour de force af allerondeste slags med ’The Rise of Lucifer’... hvis nu bare man havde en muggen kælder, et satanisk alter og en jomfru ved hånden ...

Uden for krypten, på rejse med stjernerne, fandt vi til gengæld DHG, der ikke er ret black længere, men som leverede et svært tilgængeligt progressivt album i form af ’A Umbra Omega’, som tog lang tid at komme ind på, men som sikkert belønner gentagne gennemlytninger. I den proggede boldgade fandt vi også de svenske neoproggere Anekdoten, hvis ’Until All the Ghosts Are Gone’ havde fortjent et større publikum. Men Anekdoten må nok affinde sig med en status som kultband i al fremtid.

Derudover skal Malthusians atmosfæriske og proggede death/doom/black-ep ’Below the Hengiform’ også fremhæves for vellykket originalitet i et genremæssigt grænseland, mens Sulphur Aeons monumentale ’Gateways to the Antisphere’ også fremhæves som et album, der fik rykket lidt ved portalen til den der antisfære.

I den meget lidt metalliske boldgade skal den britiske singer/songwriter Bill Fays 'Who Is the Sender?' nævnes som et yderst værdigt og hymnisk og åndeligt opløftende album i al sin britisk-underspillede lavmælthed.

Årets danske hit:

Quiet Spring: ’The Devil Rides Again’ – Quiet Spring lavede også en om Satan, og det var en af dem, der blev hørt meget. Den tyngde i trommerne i omkvædet er svær ikke at falde for.



Årets internationale hit:

King Dude: Deal with the Devil – Der var han igen, ham med hornene og klovene.



Årets genfundne klassiker:

Amebix: ’Monolith’ – Når nu man alligevel var i gang med at høre Tau Cross, stod den her alligevel og lokkede.



Den overså jeg i 2014:

StarGazer: ’A Merging to the Boundless’ – Udkom meget sent i 2014 og kom ikke på min årsliste. Det kunne den godt have været – et originalt og fremsynet progressivt dødsmetalalbum.

Årets Film:

Palle Demant: ’Born to Lose – en film om Lorenzo Woodrose' – Dokumentaren om Lorenzo Woodrose (Spids Nøgenhat, Baby Woodrose, Dragontears, Pandemonica), var et fint portræt af en af den danske rockscenes mest sympatiske originaler.

Årets opsamling:

Coil: ’Backwards’ – De britiske electronicapionerer Coil blev udsat for den første semiofficielle udgivelse af det sagnomspundne album ’Backwards’, der længe havde været fortabt i 90’ernes tåger. Mange af numrene er udkommet i radikalt bearbejdede og bedre versioner, men ikke desto mindre var det rart at få denne (pseudo)originale version af albummet.

Årets koncerter:

1. Candlemass: Metal Magic, 09-07-2015 – Candlemass med Mats Levén i front viste, hvor skabet skulle stå i doomkrypten. En magtdemonstration.

2. Sigh: Metal Magic, 10-07-2015 – Japanske Sigh spillede da lige hele den legendariske ’Scorn Defeat’, et af black metallens hovedværker. Det gjorde de på rasende højt niveau.

3. Primordial: Copenhell, 19-06-2015 – Primordial var – som på deres seneste album – i storform på Copenhell, og den evigt problematiske Helviti-scene ødelagde ikke nær så meget, som man kunne have frygtet. Og forsanger Nemtheanga leverede en ærefrygtindgydende præstation.

4. St. Vitus: Copenhell, 18-06-2015 – Doomlegenderne var uden Wino, men til gengæld var den originale forsanger Scott Reagers i topform på årets Copenhell. En stærk, stærk koncert.

5. Svartidauði: Loppen, 05-04-2015 – Det islandske black-band indhyllede Loppen i årtiets ondeste atmosfære med deres dissonante riff og ubehagelige fremtoning.

Årets internationale navn:

Tribulation – Svenskerne var her, der og alle vegne. Det ligner et gennembrud af de større, hvis de kan holde niveauet.

Årets danske navn:

Spids Nøgenhat – Her kan jeg citere mig selv fra sidste år: ”Udgav ikke noget nyt, men spillede en række fremragende koncerter [og] vandt priser [...]. Et yderst fortjent folkeligt gennembrud.” Derudover kom der både film og bog.

Årets nye internationale navn:

Misþyrming – De kunne lige så godt have været på min top 5, og de viste en mulig vej, som black metallen kan gå – det er ret godt gået.

Årets nye danske navn:

Slægt – Udkom med både et album og – sidst på året – en ep, der viste det internationale potentiale, og som fik masser af ros med på vejen. Sikke et debutår for black metal-bandet, der leverede langt federe ting end mere kendte kolleger.

Årets comeback:

Michael Denner og Hank Shermann – Når man hører den guitarduo på 'Satan's Tomb', går det op for én, hvor meget man har savnet dem. Lad det projekt vare meget længe, når nu vi ikke kan få den Mercyful Fate-reunion.

Årets optur(e):

- Jazzhouses program
- Metal Magic
- At se Primordial live
- At købe andelsbolig
- At starte eget forlag, Forlaget Sidste Århundrede, og udgive Unica Zürns roman ’Mørkt forår’ med et vist salg og positive anmeldelser til følge. Og et stort interview i Information. Forhåbentlig vil der komme mere overset suicidaltuberkuløs centraleuropæisk litteratur næste år.
- At tale for 1.000 mennesker i DR’s Koncerthuset om Nordpolen som litterært motiv var også helt okay.

Årets største skuffelse:

- Når man sådan gennemgår Jobs lidelser over et år, så er det svært at få tid eller motivation eller overskud til at gå og blive skuffet over et halvdårligt album fra Iron Maiden eller en Griftegård- og Morbus Chron-opløsning eller det første nederlag i Devilutions julefrokostquiz eller massiv hype til ligegyldigheder eller en grinagtig Danzig-coverplade og den slags ting. Desværre. Jeg ser frem til at ærgre mig mere over det til næste år.

Ikke desto mindre var det hårdt slag, at Lemmy døde i nærmest skrivende stund. Selvom han var en mand, der først begyndte at tænke på sit helbred, da han var midt i 60'erne (og udskiftede whisky og cola med rosévin i den forbindelse), så havde jeg alligevel ikke regnet med, at jeg skulle overleve Lemmy.

Største ønske for 2016:

- Mindre ligegyldig musik: højere standarder, færre udgivelser, mere kvalitetskontrol
- En mindre usikker jobsituation
- Flere udgivelser på Forlaget Sidste Århundrede
- Højere til loftet i almindelighed
- Mindre idioti.

Det glæder jeg mig mest til i 2016:

- Metal Magic
- Black Sabbath på Copenhell
- King Diamond på Copenhell
- Alice Cooper på Copenhell
- Blind Guardian på Copenhell.
- Der er sikkert også nogle album, jeg glæder mig til, men hvem har alligevel overblikket over kommende udgivelser? Ikke jeg.