Traditionelt - og så alligevel ikke
Populær
Danske Reverie rammer en herlig obskur stemning på debutalbummet 'Bliss', der byder på en fin omgang upoleret dødsmetal med stærke elementer, men kunne godt bruge et par riffs, der skar mere igennem i forhold til denne verdens hob af dødsmetalbands.
Reverie fik som support for Morbid Angel i december sidste år en unik mulighed for at præsentere sig for det bredere dødsmetalpublikum. Selvsamme aften benyttede Devilution lejligheden til at samles om julemad forud for koncerten, og flere fra redaktionen mødte derfor lige vel sent ind til arrangementet, og det medførte, at Reverie ikke blev nævnt for meget andet end deres brug af røgelse. Synd, for selvom bandet virkede lidt urutinerede på visse fronter, så var der et eller andet tiltrækkende over bandets ret oldschool dødsmetal.
Nu er debutalbummet ude, og man kan i ro og mag danne sig et indtryk af københavnernes tag på dødsmetallen. Det lyder som et historisk tilbagekig. Lyden er rå og meget langt fra moderne, polerede produktioner. Alligevel står de enkelte instrumenter skarpt i musikken, og sammen skaber de en okkult stemning. Ikke helt som black metal, men det emmer smukt af ondskab.
Vokalen er indhyllet af rumklang og ligger sygt over musikken. Det lyder fedt, specielt når vokalen ligger et sted mellem råb og growl, og rammer noget mere hysterisk, nærmest panisk, med et snert af tonløst, punket energi. Det punkede går igen i stemningen flere steder, og det klæder musikken, som får et ordentligt boost af energi på den måde.
Men hør lige bassen...
Riff-mæssigt mangler Reverie måske noget, der for alvor skiller bandet ud fra mængden, og får bandet styr på den del, så kan det kun blive sprængfarligt, for bandet har ramt et eller andet personligt i lydens virvar af dødsmetal, mørk stemning og et twist af punket fandenivoldskhed. Samtidig er det også noget af charmen i det: det lyder bekendt på den måde, der har fortryllet så mange til at blive fans af dødsmetal gennem tiden. Og så alligevel; et sted i den massive hærgen gennem der sig masser af herlige basfigurer, der giver øret appetit på virkelig at dykke ned i musikken, og som tilgift dukker der så flere interessante detaljer op i guitararbejdet. Det er blandt andet godt eksemplificeret ved de sidste to sange, 'From Sea to Shore' og 'Blind at Heart'.
Samlet er det sådan set et yderst fornuftigt udgangspunkt at tage afsæt i med et debutalbum. Reverie har helt klart fat i noget her.