Apokalyptisk overskud
Populær
Killing Joke runder snart deres fjerde årti, men det stopper dem selvfølgelig ikke. Tværtimod. De musikalske lussinger har sjældent været hårdere eller bedre, end de er på bandets seneste album.
2. Dawn Of The Hive
3. New Cold War
4. Euphoria
5. New Jerusalem
6. War On Freedom
7. Big Buzz
8. Delete
9. I Am The Virus
10. Into The Unknown
Den nye plade med Killing Joke kan ikke roses nok. Kort og godt, den nærmer sig det såkaldt mesterlige. ’Pylon’, som pladen hedder, er suveræn. Ingen tvivl om det. Til tider er den melodiøs og tindrende smuk. Ofte er den hidsig som bare fanden og vel omtrent dobbelt så tung som gennemsnittet. Til tider forener og danner den bro mellem det melodiøst smukke og det krasbørstige og skytstunge. Og uanset om den er det ene eller andet, er den hele tiden melankolsk. Bundmelankolsk. Men som altid hos Killing Joke gemmer der sig revolte og opstand under overfladen af den melankoli, bandet som en automatisk bazooka kyler ud i ansigtet på lytteren. Og selvom pladen har Killing Jokes karismatiske signatur written all over, er den sin egen. Det er 35 sindssyge år siden, bandet debuterede med deres selvbetitlede genistreg. Det er i 2015, de smider karrierens sandsynligvis bedste plade siden da på gaden.
For de uindviede: Det siger ikke så lidt. ’Pylon’ er det britiske firkløvers 11. studiealbum til dato, der rundt regnet tæller i hvert fald en håndfuld af den slags storværker, man med mellemrum vender tilbage til igen og igen. ’Pylon’ er imidlertid kun deres sjette med bandets originale line-up bestående af Jaz Coleman på vokal og keyboard, Geordie på guitar, Youth på bas samt Paul Ferguson på trommer. De har angiveligt gået gennem ikke så få interne tumultperioder i løbet af deres mange år som band, hvilket har ført omtrent lige så hyppige udskiftninger af medlemmer med sig. ’Pylon’ er imidlertid bandets tredje album i træk siden 2008 med det originale line-up.
Barsk og hårdtslående
Som det ligeledes gjorde sig gældende hos andre (og i øvrigt helt anderledes) rockpunkbands i England i slut-70’erne og start-80’erne som blandt andre The Clash og Public Image Ltd., har der også hos Killing Joke altid været en gravalvorlig politisk agenda på spil i musikken. Det var der i begyndelsen af karrieren, og det er der stadigvæk i dag. Det var der også i midt-80’erne, hvor de ellers brød igennem med hittet ’Love Like Blood’ og bevægede sig fra semiundergrund til semiovergrund. Som hos deres britiske kollegaer var bandets politiske synspunkter fremtrædende, selv når de skrev hits. Politiske sange på hitlisterne? Those were the days!
Den politiske alvor har med tiden selvfølgelig fået et nyt ansigt i form af en ny lyd, men på 'Pylon' er alvoren heldigvis ikke blevet mindre værdig af den grund. Bandets soniske alvor smager muligvis ikke længere af våd, britisk asfalt og hættetrøjenihilisme, men kan vel siges i stedet at være blevet mere kontant. Armbevægelserne er blevet større hos Killing Joke, og bidskheden er (om muligt) taget til. De har muligvis miste lidt af det poetiske, der præger de bedste plader fra første halvdel af 80’erne, men er samtidig blevet mere hårdtslående, end de nogensinde har været før.
Fremmedgørelsen på smuk formular
Hårdtslående er det fra begyndelsen på ’Pylon’. Det er i kraft af et åbningsnummer som ’Autonomous Zone’, man forstår, hvorfor James Hetfield angiveligt er stor fan af Killing Joke. Sjældent har man hørt så køligt og overlegent et riff, som det Geordie her trykker af. Til trods for at Killing Joke over det seneste årti altså har fundet ind til en tykkere lyd, der i høj grad konnoterer metal, er det stadig den tungere ende af industrialgenren, der udgør hovedvægten af bandets udtryk. Og mange tak for det, eftersom det i høj grad netop er Colemans industrielle tangenter, der giver lydbilledets bastante tyngde dets mange nuancer.
Eksempelvis bliver det ikke meget tungere end på pladens andet nummer, ’Dawn Of The Hive’. Det kolossale samspil mellem nummerets drabeligt tunge bas, guitar og trommer giver på helt forunderlig vis dog det hele en aura af noget dansevenligt feisty, når det kombineres med Colemans udsyrede, underliggende, Hawkwind-associerende space-industrial-toner. Det er en form for musikalsk kontrarevolution. Herefter tager melankolien til på ’New Cold War’, alt imens bastantheden bliver på niveau, inden ’Euphoria’ stadfæster bandets suveræne evne til på melankolsk vis at sætte eksistentialismen og fremmedgørelsen på smuk, melodiøs formular.
Udfordrende og tankevækkende
’New Jerusalem’ er Killing Joke gone Swans, og det klæder dem egentlig meget godt at gå Michael Gira og co. i bedene – et band, som de altid har haft visse sammenligningspunkter med, dog sjældent så åbenlyst som lige i dette nummer. Senere gør balladen ’Big Buzz’ hele forskellen: et fantastisk smukt nummer som på sin vis synes at danne en form for trilogi med ’The Raven King’ og ’In Cythera’ fra de to første album siden gendannelsen af det originale line-up, ’Absolute Dissent’ (2010) og ’MMXII’ (2012). Og sådan kunne man blive ved. ’Pylon’ er spækket med bombastiske, smukke numre, der på fremstødende, besynderlig vis formår at rive lytteren ud af dennes komfortzone, samtidig med at det får hende eller ham til at danse i takt til den mangel på socialt og eksistentielt fundament, som Killing Jokes musik indrammer. Så alt imens vi venter på den danske klubkoncert, der formentlig aldrig sker, I give it up for Killing Joke: