Fin appetitvækker
PopulærDe gamle guitarronkedorer Hank Shermann og Michael Denner er sammen igen i det nye band Denner/Shermann. Det er der kommet en god lille ep ud af.
2. War Witch 4:54
3. New Gods 6:03
4. Seven Skulls 5:09
Der er efterhånden gået nogle år siden, Hank Shermann og Michael Denner sidst indspillede nyt materiale sammen. Men nu er de den monumentale guitarduo fra Mercyful Fate sammen igen i et nyt band navngivet under de tos egne navne.
Med sig i bandet har de inddraget Sean Peck (Cage og Death Dealer) på vokal, Snowy Shaw (ex-King Diamond, ex-Mercyful Fate, ex-Therion m.fl.) på trommer og Marc Grabowski (Demonica) på bas.
Bandet har planlagt en albumudgivelse næste år. Men allerede nu er ep’en ’Satan’s Tomb’ klar. ’Satan’s Tomb’ indeholder fire nye kompositioner.
Allerede fra første sekund mødes man af den velkendte klassiske Mercyful Fate-lyd af Shermann og Denners guitardueller. Titelsangen er mere eller mindre skåret over den velkendte Mercyful Fate-skabelon. Udover det heftige guitarspil fra bandets ankermænd og den solide bund fra bandets rytmesektion er det også overvældende at høre, hvordan Sean Pecks vokal passer ind. Der er lagt nogle fine melodistemmer, hvor Peck markerer sig stærkt og vedvarende igennem første sang.
Resten af sangene på ep’en følger samme retning som titelsangen. Måske skiller sangen ’War Witch’ sig en anelse ud fra de øvrige tre sange ved på samme tid at være lidt mere umiddelbart tilgængelig, samtidig med at sangen har en snert af progressiv metal.
'Satan’s Tomb' er en fin lille ting – men med 20 minutters spilletid er den naturligvis alt for hurtigt overstået. Det er bestemt en spændende forsmag på det album, der forhåbentlig snart følger efter.
Michael Denner og Hank Shermann deltager i Copenhagen Guitar Show i Østerbrohusets, Århusgade 103, København i morgen, lørdag den 3. oktober.