Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

En atmosfæremættet debut

Populær
Updated
En atmosfæremættet debut
En atmosfæremættet debut
En atmosfæremættet debut

Nederlandske Wederganger albumdebuterer vellykket med dødsromantisk og atmosfærisk pagan black metal.

Kunstner
Titel
Halfvergaan ontwaakt
Dato
28-08-2015
Trackliste
1. Dwaallichtbezwering
2. Gelderse Drek
3. Dodendans
4. Wera-Wulfa
5. Vlammenvonnis
6. Schimmenspel
7. Walmend Graf
8. Zwarte Gedachten
Forfatter
Karakter
4

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg nu og da har det svært med pagan metal-subgenren. Der er i genren en indbygget fare for at blive lidt for melodiske, til at lade keyboardet træde for meget i forgrunden i mislykkede forsøg på at skabe atmosfære, der alt for ofte forveksles med cheesy effekter. Genren kommer nu og da for tæt på den velmenende, Fætter Vims-agtige folk metal-genre, hvor det hele smager lidt for meget af skumgummisværd og skoleopførelse af ’Hobbitten’.

Dermed ikke sagt, at genren ikke har sine lyspunkter. Primordial har i en længere periode været et af metallens bedste bands, og ingen fucker med Bathorys mere atmosfæremættede pagan-periode. Så meget desto mere grund er der til at spærre øjnene op, når et interessant og mere metallisk råt pagan metal-band viser sig på scenen.

Et sådant band er nederlandske Wederganger, hvis navn betyder genganger. Bandet gav en af dette års bedste koncerter på Metal Magic – både ifølge medanmelder Kent og undertegnede. Dengang havde de kun udgivet et demobånd i 74 eksemplarer (!), men siden er de blevet signet af det oftest kvalitetsbevidste label Ván Records, og nu ligger debuten ’Halfvergaan ontwaakt’ klar. Selvom det er bandets debut er medlemmerne alligevel gamle i gårde og har blandt andet en fortid i bands som Heidevolk, Fluisterwoud og Botulistum; bands fra scenen i Gelderland i Nederlandene, der har udviklet sig til en af de mere interessante regionale metalscener.

Stilen er overvejende midttempo pagan black metal med hurtigere, mere blastende indslag nu og da. Produktionen er rå uden at blive mudret og uklar og giver bandet sortmetallisk aggression. Det er stemningsmættet og ganske fængende. Især brugen af den rene vokal er et plus – en højstemt, melankolsk bariton-messen, der vækker mindelser om en mere rådden Peter Murphy (fra goth-rock-kongerne Bauhaus), som sang han fra den anden side af graven. Den er med til at give Wederganger den atmosfære, der er så livsvigtig i genren, og det understøtter den døds- og spøgelsesromantik, teksterne handler om (så vidt mine sprogkundskaber rækker). Det er en atmosfære, der har lidt af den samme vibe som landsmændene i Urfaust, når de er bedst. Men egentlig kan jeg ikke helt sammenligne dem med andre bands, og det er – her og i almindelighed – et godt tegn, for det tyder på, at bandet er noget særligt.

Samtidig er albummet veldisponeret. Man holder sig til lidt under 44 minutter, og den volumensyge, der har præget album siden cd’ens fremkomst, er der ikke spor af. Otte numre, hvoraf et af dem er et pianomellemspil, men til gengæld er det otte numre, der holder, og hvor der er tænkt over en organisk sammenhæng. Den aggressive ’Gelderse Drek’ afløses af den højstemte og melankolske ’Dodendans’, og efter det voldsomme højdeåunkt ’Vlammenvonnis’ kommer pianomellemspillet. Der er afveksling og variation med en tydelig fremdrift at finde på ’Halfvergaan ontwaakt’.

Wederganger kommer til at gå igen i min pladespiller i lang tid.