Toner fra den dystre hede
Populær
Et tungt, dramatisk og bestemt også spændende udspil fra dansk trio, der måske trænger til at luge ud i de musikalske floskler.
Sea Of Sorrow
The Worrying Kind
Staying For A While
Sometime
Call Me Rage
Tender Lies
Get Your Guns debutalbum ‘The Worrying Kind’ rammer lige det spor, der har kørt over Norden de sidste mange år; halvdyster, folket americana-rock, inspireret af ens respektive landlige omgivelser. I dette tilfælde Nordjylland, hvor de tre gutter kommer fra. Et sted jeg mener, er til at fornemme i musikken, uden dog at have opholdt mig der særlig meget. Der er noget over tempoet, det langstrakte og den ret faste rytmik, der skriger ødeland - om det så er den jyske hede, eller måske mere den amerikanske Midwest.
Båret af den kraftige, maskuline vokal er det svært at ikke lige at tænke på en vis australsk herre og hans Bad Seeds, og jeg tror, jeg ville have det anderledes med albummet, hvis der ikke lige skulle være så meget lighed (inspiration, kopiering, kald det, hvad du vil) med førnævnte sangers teknik hos vokalisten i Get Your Gun. Der vræles på lidt den samme måde, der synges med halvlåst kæbe på samme måde, og der er skulle gerne være lidt af den der uslebne, uprætentiøse stil over det. Men det er der ikke lige i Get Your Guns tilfælde. Det er så svært ikke at se hele konceptet som lidt påtaget, og alligevel er det en lidt for hård dom. For jeg vil så gerne kunne lide det, og det er der bestemt meget af det, jeg i princippet kan lide.
Tungt vs. langsomt
Første nummer, 'Black Books', åbner albummet i lidt af et polkarytmisk tempo, og vokalen udfolder sig i lidt af hvert. Der er kor, der er strygere og nogle rigtig hårde slag på en bas. Mens stemningen efterfølgende ændrer sig fuldstændig, da 'Sea Of Sorrow's intro overtager og vugger af sted som en karavane af prærievogne. Enkel og lækker guitargang, hvor det nynnende baggrundskor igen rammer, og det crescendo, der kommer midtvejs i sangen, fænger, holder fast, og slipper, inden guitarlicket igen vugger videre. Jeg fanger mig i at tænke, om jeg ikke har hørt det før, men uanset hvad, så er det intenst. Titelnummeret derimod skruer intensiteten op med surfrock-stemning og overaffekteret vokal, mens tempoet går fra at vugge over at slæbe sig afsted til et pletskud af en noise-outro.
Og egentlig er der ikke noget galt med resten af albummet, og især det lidt tungere nummer, 'Call Me Rage'. Tungt er nu ikke noget, der er forbeholdt enkelte numre, for det er imponerende, hvor konstant lave bpm-antal, vi holder os på. Om det er doomet eller bare lidt gumpetungt, er jeg ikke helt enig med mig selv om, men det bliver lidt trættende i længden. Især på grund af den meget fyldige vokal, der er lidt for konstant i lydbilledet. Der er også lidt for typiske lyde og tricks, især med vokalføringen. Man overraskes ligesom ikke af noget greb eller nogen udvikling, og det gør albummet forudsigeligt.
Live, derimod, tror jeg gerne, at man lettere blev imponeret. Jeg forestiller mig Roskilde Festival i mørke og med lidt rester af dagens varme, og hvordan den drævende rytmik holder én vuggende og nynnende. Lidt friheder i forhold til den indspillede version, lidt improvisation måske, og så tror jeg, at Get Your Guns materiale på ‘The Worrying Kind’ ville være lige i skabet. Det tror jeg også deres kommende materiale sagtens kunne være, og ‘The Worrying Kind’ er heller ikke langt væk. Der skal bare lidt mere kant og lidt færre standardtricks til.