Mindre vrede, mere luft

103435806_700323660538908_5971765748817299891_n

Cro-Mags' første plade i 20 år er Harley Flanagans terapeutiske raseriudbrud, der er en vigtig plade for frontmanden selv og i nogen grad også charmerer de lyttere, der har savnet 80'er-bølle i deres hardcore.

Kunstner
Titel
In the Beginning
Dato
19-06-2020
Trackliste
1. Don't Give In
2. Drag You Under
3. No One's Victim
4. From the Grave
5. No One's Coming
6. PTSD
7. The Final Test
8. One Bad Decision
9. Two Hours
10. Don't Talk About It
11. Between Wars
12. No Turning Back
13. There Was a Time
Forfatter
Karakter
3

Ser man nøgternt på det udefra, kan det være svært at se relevansen af en ny Cro-Mags-plade i 2020. Selv om debutalbummet 'The Age of Quarrel' fra 1986 vel er det album, hvis man skal udvælge et enkelt, der definerede genren New York Hard Core, og opfølgeren 'Best Wishes' også ligger højt på selvsamme skala, har vi altså ikke hørt fra Cro-Mags i 20 år. Og sandheden er, at meget få mennesker siden 'Revenge' i 2000 har gået og drømt om, at de lige kunne få sig et skud Cro-Mags mere at gå hjem på.

Men i det faktum, at det netop er 20 år siden, vi sidst har hørt nyt materiale fra bølle-hardcorens gudfædre, skal vi begynde at finde 'In the Beginning's eksistensberettigelse. Bandchef Harley Flanagan har ligget i mere eller mindre åben krig med tidligere bærende medlemmer i de mellemliggende år, hvor voldsanklager og ordkrig i pressen har været hverdag for Flanagan, samtidig med at han har kæmpet med både psykiske problemer og selve sin egen eksistens. Det fortalte han os åbent om for et par uger siden. Han har nu endelig fået retten til sit navn og sit band tilbage, og de mørke år siden årtusindskiftet er den gennemgående tematik, som Flanagan behandler hudløst ærligt på 'In the Beginning'. Pladen har været hans drøm i mere end et årti, og den fungerer som terapi for ham.

Og hvad er det så for en plade, Flanagan har skabt?

Sandheden er, at det på godt og ondt ikke er langt fra præcis den lyd, der gjorde Cro-Mags legendariske for henved 35 år siden. Stemningen i åbneren 'Don't Give In', hvis ep-udgivelse vi allerede behandlede sidste år, er ikke langt fra 'We Gotta Know', der åbnede debuten tilbage i 1986, 'No One's Victim' har fællestræk med nummeret 'Age of Quarrel', der så dagens lys i 1989, og generelt er store dele af pladen gennemsyret af lige dele genkendelsesglæde og genbrug. Det er letgenkendelig Cro-Mags-lyd, men det er begrænset, hvor mange nye, store tanker der er tænkt, i hvert fald på albummets første halvdel.

Fire numre inde begynder man så småt at blive træt af den bistre hardcore med tough guy-attituder og bøllekor, der som sådan ikke er noget galt med, men som man bare synes, man har hørt så mange, mange gange før. Og herfra begynder der at ske en smule nyt.

Nyt liv, ny energi, nye tanker
'No One's Coming' bryder mønstret med en mere huggende og hård lyd. Dog ikke før den også lige har løftet basintroen 1:1 fra den 34 år gamle 'World Peace'. De efterfølgende par numre byder på Flanagans flirten med en mere ren, croonende vokal, som klæder Cro-Mags-udtrykket overraskende godt. Samtidig bliver der gjort mere plads til eks-Suicidal Tendencies-guitaristen Rocky Georges musikalske input, hvilket gør melodilinjerne en smule mere ekvilibristiske og ikke nær så bøllede og ballede som hidtil. Måske lidt for meget endda, når han i 'Two Hours' er ganske tæt på at plagiere sig selv og Suicidal Tendencies-skæringen 'Waking the Dead'.

Næsten rock'n'rollede 'One Bad Decision' med sin katartiske og psykoterapeutiske lyrik er blandt pladens mørkeste og bedste numre, hvor Harley Flanagan får lov til, om end på relativt overfladisk lyrisk niveau, at brøle nogle af de dæmoner ud, han har kæmpet mod i de to årtier siden sidste Cro-Mags-udgivelse. Og det er her, vi for alvor rammer plet i vores søgen efter, hvorfor vi partout skal sidde og lytte til det nye Cro-Mags. For 'In the Beginning' er Flanagans terapi; det er en voksen mand, der nu endeligt hviler i sig selv, der får lov at krænge sin smerte ud, brøle om de konflikter, der har præget hele hans liv og tage et endeligt opgør med dem. Det er Flanagans plade, Flanagans liv og Flanagans opgør med fortiden og dæmonerne. Og har man indstillet sig på den tankegang, er 'In the Beginning' relevant. Det er ikke stor lyrik, vi præsenteres for, men det er dybfølt og et udtryk for en mand, der endelig har sejret i sit liv.

Med det in mente giver slutningen af pladen langt mere mening. Først det cello-drevne instrumentalnummer 'Between Wars' og dernæst albummets mest nytænkende sang, 'No Turning Back', hvor Flanagan fejrer at have gennemlevet sit personlige helvede. Her byder han for alvor på den bøllede Layne Staley-croonen fra tidligere, flankeret af et børnekor, der virkelig klæder musikken. Alene grundet sin utraditionelle tilgang til NYHC er dette måske albummets bedste nummer. Det her er en ny og genfødt Harley Flanagan, der påbegynder rejsen mod sit livs efterår med fornyet energi, ny lyd og måske endda enkelte nye ideer.

'In the Beginning' er langt fra et mesterværk. Store dele af pladen er hurtigt glemt, fordi de, terapi-lyrik eller ej, minder for meget om noget, man har hørt før og bedre mange gange. Men dens rolle i New York-hardcorens gudfaders liv og den vigtighed, den har for ham, gør indtryk. Det samme gør de få steder, hvor Flanagan viser, at han tør og er i stand til at tænke nyt. I betragtning af, at Cro-Mags var regnet for ringvrag og ikke har indspillet materiale i 20 år, kunne det have været meget, meget værre.