Man kan kun gå igennem så og så meget

Genfødslen: Hardcores arrigste kamphane har fundet ro i sig selv og sine nærmeste efter at have ramt bunden. Harley Flanagan har fået Cro-Mags tilbage og er på vej med den første plade under det navn i 20 år.

– Hej! Hvordan har-r-r du det?

Harley Flanagan smiler bredt under læsebrillerne og den omvendte kasket, mens en åbentstående hættetrøje afslører, at den gennemtatoverede overkrop er en del mere fit end den gennemsnitlige 53-årige newyorkers. 

Men Harley Flanagan er selvfølgelig også alt andet end gennemsnitlig. 

Få andre mennesker har gennemlevet så mange ekstremer, er blevet udsat for så meget, har udsat andre for så meget, har sejret så stort og fejlet så massivt, som han har gjort det, siden han begyndte sin karriere som musiker i 1978. 

Som 11-årig. To år efter at være debuteret som digter. 

Harley Flanagan er vidunderbarnet, der blev en enfant terrible. Sammen en flok ligesindede skabte han NYHC – New York Hardcore – og siden blev han én af den scenes mest forhadte personligheder.

Men lige nu smiler den venlige, midaldrende mand og konverserer på gebrokkent dansk. Fra han var fire år gammel i 1971 til slutningen af 70’erne boede han med sin mor i Aarhus og gik på Aarhus Friskole sammen med alle de andre omkringflakkende hippiers børn. 

Det var her, et par lærere tog ham under deres vinger og fandt ud af at holde ham beskæftiget med musik, så han ikke lavede ballade så længe. Jacob Haugaard, der dengang optrådte med det anarkistiske rockband Sofamania, forærede ham et trommesæt; Leif Falk, der allerede havde lært medlemmerne af Gnags at spille på deres instrumenter, holdt ham til ilden og introducerede ham for sine tidligere elever. Det var et kreativt, men nogenlunde beskyttet miljø, og Harley Flanagan bliver tydeligvis varm om hjertet ved minderne om en relativt fredfyldt tid.



New York som krigszone
Det New York, han i 1979 vendte tilbage til for at blive der, var til gengæld noget nær en krigszone, som han beskriver det i selvbiografien ‘Hard-Core: Life of My Own’. Og nu er byen igen i undtagelsestilstand på grund af COVID-19. Da vi taler sammen i midten af maj, nærmer det officielle dødstal i byen sig 20.000, i lejlighederne rundt om Harley Flanagan har naboerne været smittet, og en af er død af det.

– Jeg så ham inde ved siden af blive båret ud af ambulancefolkene. Hans ansigtsudtryk var helt … Det her er en fyr, jeg har snakket med tit, vi har været inde i hinandens lejligheder. Det er fuldkommen vanvittigt, hvad der sker her i byen. Der holder kølelastbiler ude foran lighusene, fordi de ikke har plads til flere lig. Og stadigvæk er der folk, der prøver at gøre det her til et politisk spørgsmål!

Han ryster opgivende på hovedet. Vanviddet hersker omkring ham, men han prøver at lade være med at blive for påvirket af det. Harley Flanagan har indset, at han ikke er usårlig. Han er diagnosticeret med PTSD, og det har hjulpet ham med at forstå, hvorfor han op gennem 80’erne og 90’erne var New York hardcores arrigste kamphane.

– Jeg har tit undret mig over, om det her bare er den person, jeg er, eller om jeg blev sådan på grund af de omstændigheder, jeg voksede op under. Jeg har indset, at den måde, jeg har reageret på tidligere, stammede fra min PTSD. Det var ikke min natur.

Den erkendelse har gjort ham roligere. Han har forliget sig med et par forældre, der svigtede ham stort, men gjorde det, fordi de ikke kunne andet. Følger man ham på Instagram, er det en langt mindre konfrontatorisk, meget mere afslappet og ligefrem selvironisk Harley Flanagan, man møder, end den gamle Harley Flanagan.

Du virker tilfreds med dit liv nu?

– Man kan kun gå igennem så og så meget, har jeg indset. Når man har konfronteret livet og døden nok gange, leder det til en erkendelse af, hvad der betyder noget for én. Jeg har flere eks-venner, flere eks-medlemmer af mit band, der ikke ser ud til at være kommet til det punkt endnu, hvor de kan affinde sig med den, de er. 



Offentlig ydmygelse
Det er svært at tale om Harley Flanagan og Cro-Mags uden at komme ind på de kulørte kontroverser, der har plaget bandet gennem karrieren. Medlemmer er røget ind og ud af bandet, har smækket med døren og offentligt hængt hinanden ud i interviews, bøger og dokumentarfilm ved enhver given lejlighed, siden sangeren John Joseph første gang forlod bandet i 1987. 

Flere årtiers mundsvejr kulminerede 6. juli 2012 i et backstagelokale på spillestedet Webster Hall i New York, hvor John Joseph skulle optræde med Cro-Mags. På det tidspunkt havde sangeren turneret med sangene fra debutalbummet ‘The Age of Quarrel’ under navnet Cro-Mags i nogle år, til den tidligere bandleders store fortrydelse. Harley Flanagan dukkede op om eftermiddagen, og hvad der siden skete er uklart, men den forsmåede og forslåede bassist blev båret ud af spillestedet af ambulancefolk og anklaget for et knivoverfald, som ingen af vidnerne kunne huske noget om, da sagen skulle for retten.

Anklagerne blev frafaldet, men Harley Flanagan var slået ud.

– Det var sandsynligvis den værste periode i hele mit liv. Jeg havde besejret nogle af mine indre dæmoner, der var relateret til stoffer og til at skulle overleve på gaden som barn. Jeg havde en familie, jeg havde fået børn. Og så at få mit liv flået fra hinanden på den måde, få min sjæl flået ud … 

Og i fuld offentlighed. Det må have gjort det endnu sværere? 

– Absolut, i fuld offentlighed! Jeg ved ikke, hvordan et menneske skulle kunne overleve den ydmygelse og smerte. Jeg kunne have givet op. Jeg kunne have gjort noget dumt. Men jeg ville ikke have, at mine børn skulle vokse op og tænke, at deres far havde været en fuck-up. Jeg ville ikke leve op til det lort, andre sagde om mig. 

Hvordan fik du kræfter til at kæmpe imod?

– Ren stædighed, griner han med endnu en hovedrysten.

– Jeg har et drive, der holdt mig i gang. Jeg var heldig nok til at have nogle få mennesker, der ikke vendte mig ryggen. Renzo Gracie var én af dem, fortæller han om den brasilianske MMA-kæmper, der lærte Harley Flanagan brasiliansk jiu-jitsu, som han i dag underviser i.

En anden, der bakkede ham op, var den kvinde, der skulle blive hans hustru og personlige assistent.

– Laura var bare en ven på det tidspunkt, hun var redaktør på min bog, som jeg arbejdede på dengang, men hun holdt fast i mig. Med hende, Renzo og kærligheden til mine børn tilsammen var der noget at kæmpe for. Jeg ville ikke give op. De kunne ikke slå mig. 



Genoprejsningen
For et år siden var det Harley Flanagan, der slog sine gamle venner, da han fik rettens ord for, at navnet Cro-Mags tilhører ham, så John Joseph og trommeslageren Mackie fremover må turnere under navnet Cro-Mags JM. 

Da Harley Flanagan inviterede sangeren med i bandet igen efter den manglende succes med pladen ‘Revenge’ i 2000, faldt det sammen med, at han fik sine to sønner hurtigt i rap efter hinanden og måtte blive hjemme og passe sit arbejde for at forsørge sin nye familie. I stedet tog John Joseph og resten af bandet ud at spille, og det skabte endnu en gang splid mellem de to.

– Jeg har altid ejet navnet. Jeg blev ved med at sende mails til dem og til bookerne om, at de ikke måtte spille under det navn, og de svarede bare, at så måtte jeg jo hive dem i retten. For de vidste udmærket, at det ville være alt for dyrt for mig at gøre det. Til sidst brugte vi hele vores opsparing på det. 200.000 USD. Det var penge, der skulle have betalt for et hus, vi kunne have boet i, men det var det værd. Allerede inden vi indgik forlig med dem, var jeg blevet tilbudt to pladekontrakter.

Resultatet er ‘In the Beginning’, der udkommer 19. juni, 20 år efter forgængeren ‘Revenge’. I mellemtiden har Harley Flanagan udgivet en lille håndfuld plader i eget navn og inden da med Harley’s War, som han selv indrømmer blankt ikke var på niveau med Cro-Mags-pladerne. Han er ligefrem glad for, at de ikke udkom under det navn. Men nu føler han sig klar, og hvis man kan sin Cro-Mags, kan man også finde flere ledetråde tilbage i diskografien på comebackalbummet. Det er med fuldt overlæg, forsikrer Harley Flanagan.

– Der er intet galt med at udforske temaer på ny, specielt hvis man føler, at de ikke blev udnyttet ordentligt første gang. Det kan jeg godt lide: Når noget føles som en ting, man kender, men så gør sangen ikke det, man tror, den vil gøre. For eksempel begynder den første sang med en stemning, der minder om introen til ‘We Gotta Know’, men i stedet for at gå over i den type sang, går den over i noget, der lyder mere som ‘Revenge’. På den måde hylder pladen en masse af de bedste elementer af Cro-Mags og tager det til det næste niveau.

Et andet eksempel på den slags genanvendelse og riffomplantning er sangen ‘No One’s Victim’, hvis åbningstema lyder som den tydeligt thrash metal-påvirkede melodi i sangen ‘Age of Quarrel’ fra pladen ‘Best Wishes’.

Og det er en vigtig pointe for Harley Flanagan, understreger han: At Cro-Mags er og altid har været mere end blot den debutplade, bandet er bedst kendt for. Det er NYHC, men det er også thrash metal og crossover på ‘Best Wishes’, det er rapmetal og spændstig jazzrock på ‘Alpha & Omega’ og så fremdeles.



Jeg har ikke brug for at tilgive nogen af de skiderikker
Coveret til ‘In the Beginning’ er et foto af et besat hus i New York, Harley Flanagan levede i en overgang i 80’erne. Han kan ikke slippe fortiden, heller ikke de gamle venner.

– Jeg har rakt hånden frem mod dem i alle de år. Det er sådan en skam. Jeg ville ønske, at vi bare kunne lægge alle vores uenigheder til side i en time og gå på scenen sammen igen en sidste gang. Ikke for min skyld, jeg ville gøre det for fansene. Ligesom Misfits gjorde det, siger han og skyder brystet frem med logoet på hættetrøjen for det klassiske punkband, der efter tre årtiers uenigheder blev gendannet for en stribe koncerter i 2016 og frem til 2019. 

– Men jeg vil aldrig tilgive dem. Det har jeg det fint med. Jeg har ikke brug for at tilgive nogen af de skiderikker.

I stedet nåede Harley Flanagan at varme op for det gendannede Misfits, da de spillede i New York på allehelgensaften sidste år. Og selvom alle de koncerter, han skulle have spillet denne sommer for at promovere Cro-Mags’ genopstandelse, er blevet udskudt til næste sommer, har han allerede prøvet et par af sangene fra den nye plade af på publikum. 

– I de seneste 20 år har Cro-Mags været et hyldestband. De skrev aldrig nogle sange, og de spillede kun sange fra den første plade. Men jeg prøver at spille et par sange fra hver af pladerne, for de har allesammen deres fans. Og responsen har været virkelig god. Selvfølgelig vil der altid være nogle die hard haters, som hader én uanset hvad. Johns fans har aldrig kunnet lide mig. Men når vi har spillet, har jeg ikke fået en eneste negativ kommentar.

Det eneste, Harley Flanagan selv siger, at han har været urolig for i forbindelse med at udgive den første plade med Cro-Mags i så lang tid, er den seks minutter lange instrumental ‘Between Wars’.

– Der var ingen måde, jeg kunne gøre den kortere på, for min trommeslager ramte den simpelthen perfekt, og jeg ville ikke undvære et eneste af hans fills, fortæller en begejstret Flanagan, der siden de tidlige dage i Cro-Mags har plejet en passion for fusionsjazz og funk.

Et andet fremmedelement på sangen er den cello, der føjer sig til lydbilledet.

– Jeg mødte cellisten på vej til arbejde. Han spillede i subwayen. Han er tidligere gangbanger, har været med i Bloods og siddet otte år i fængsel. Han er en sort fyr i 30’erne med tatoveringer i ansigtet, så han ligner ikke rigtig din typiske klassiske musiker. Men han har også PTSD efter sine oplevelser i banden og i fængslet, og det her er hans måde at udtrykke sig på. Det gav mening for mig, for det er det, albummet handler om: At prøve at finde viljen og styrken til at fortsætte på trods af den modstand, man møder i livet. Og forhåbentlig har vi lært nok til at kunne håndtere det hele bedre nu, slutter Harley Flanagan.

Han er afklaret og rolig. Men han er også stadig spændt som en fjeder og klar til at gå af når som helst. Forskellen fra dengang til nu er, at i dag ved han, hvorfor han har det sådan. Og han har igen sit band til at udtrykke det igennem.