Metaldiktator: Cro-Mags – The Age of Quarrel
Populær
Blåtrykket for NYHC lærte thrasherne at værdsætte gadedrengeattitude og hardcorepunkerne vigtigheden af at kunne skrive en sang.
World Peace
Show You No Mercy
Malfunction
Street Justice
Survival of the Streets
Seekers of the Truth
It's the Limit
Hard Times
By Myself
Don't Tread On Me
Face the Facts
Do Unto Others
Life of My Own
Signs of the Times
Det begyndte med et mixtape. Fægte, kvarterets guitarwiz, lånte min storebror et bånd med nogle af de sange, han syntes, de skulle spille sammen i deres hyggeband. Min storebror erkendte efter en enkelt gennemlytning, at det nok mere var noget for mig, og så gik jeg i gang med at tage notater, mens jeg hørte båndet igen og igen. Det bånd kom til at præge min indkøbsseddel i Van Rock – Odenses bedste pladeforretning i firserne og halvfemserne – det næste halve år. Det var min thrash-skole. Der var Kreator, Testament, Nuclear Assault, Dark Angel, Exodus, Sacred Reich og såmænd Acid Reign, og det hele havde samme status i mit hoved, fordi det havde ligget side om side på det bånd.
Men en sang skilte sig ud fra de andre: Cro-Mags’ ‘Down, but Not Out’. Det var den første plade, jeg købte fra det bånd, ‘Best Wishes’, Cro-Mags’ andet album fra 1989. Jeg havde ikke hørt hardcore før, vidste bare, at det skulle minde om punk, og det gjorde det her overhovedet ikke. Men de var korthårede på bandbilledet, og de lød anderledes rå, ikke som den polerede Bay Area-thrash metal, der ellers dominerede båndet.
Det var sådan, jeg lærte crossover at kende.
Der skulle gå et halvt år til, før en anden kammerat, ældre og dermed læremester, spillede Cro-Mags’ tre år yngre debutalbum for mig i sin kælder. På det tidspunkt havde jeg fået samlet op på hardcore ved hjælp af musikbibliotekets skrømtvist indkøbte samling, der ikke havde gjort mig særlig meget klogere. Det, jeg hørte, lød stadig som punk, bare hurtigere, og med undtagelse af Dead Kennedys og Bad Brains havde jeg svært ved at høre, hvad det skulle sige en thrasher som mig. Hardcore lød mere ærligt og streetwise – intimiderende for en forstadsdreng – der var ikke show og Satan som i thrash, men på den anden side var det i det store hele ikke så godt skrevet som thrash.
‘The Age of Quarrel’ var godt skrevet. Den var gennemført velkomponeret, der var en musikalitet i den, som det andet hardcore, jeg havde hørt, oftest glemte i farten.
Den store strid
Når man taler om Cro-Mags i dag – og når man gør det, er det ‘The Age of Quarrel’, man taler om – fokuserer man altid på de to frontmænd, sangeren John Joseph og bassisten Harley Flanagan, på grund af den energi, de lægger i musikken, men lige så meget på grund af den årtier lange rivaliseren mellem de to, der fulgte. John Joseph var en gadedreng, der var stukket af fra sin plejefamilie, havde lavet knæk og var kommet i hæren for at undgå fængsel, indtil han med hjælp fra vennerne og guruerne i Bad Brains også stak af derfra og kom til New York, hvor hardcorescenen var i fuldt flor omkring spillestedet CBGB. Harley Flanagan kom fra en familie af kunstnernomader, der havde flakket Europa og USA rundt, indtil også han stak af og skabte sig et ry som den mest utilregnelige psykopat af en tolvårig knægt i punkbandet The Stimulators. Ingen af dem havde rigtig forudsætningerne for at indgå i et professionelt arbejdsfællesskab og arbejde mod et fælles mål, men til gengæld havde begge to så meget ild i røven, at det lynhurtigt bar Cro-Mags frem på scenen.
Det, de manglede, som alle bands på scenen manglede i de tidlige år, var en musiker. En, der havde brugt mere tid på at sidde på sit værelse og terpe skalaer og lære, hvordan man skrev en sang med melodier, harmonier, temposkift, flow og breaks, end på at slås og stjæle biler. På bandbilledet bag på ‘The Age of Quarrel’ er det Harley Flanagan og John Joseph, der står i front og flexer med tatoveringer og ansigtsudtryk, som om de hvert øjeblik er klar til at stikke fotografen en på hovedet og stjæle hans udstyr. Ved siden af dem står trommeslageren Mackie og ser forvirrende cool ud med en pelshue, og bagved står guitaristen Doug Holland med blød hat og al sin cred fra en fortid i det visionære hardcoreband Kraut. Men det er fyren allerbagerst, det er værd at lægge mærke til. Han er lige ved at falde i et med skyggerne, og med sit lange pandehår, sideskilning og purunge, noget betuttede ansigt ligner Parris Mitchell Mayhew mest af alt en nørd, der er gået forkert.
Det var han også.
Værre endnu: Parris Mayhew var en metalnørd. Og hvad han ikke kunne bibringe Cro-Mags i skinhead-coolness, gav han bandet hundredfold som sangskriver. Parris Mayhew skrev riffs, der fik hele rummet til at stoppe rundt om en. Det var sådan, jeg oplevede det i det kælderværelse, det var sådan, New Yorks punkere og nysgerrige thrashere – blandt dem Scott Ian og Dan Lilker fra Anthrax – oplevede det. Åbningsriffet i ‘Seekers of the Truth er simpelt, men uhørt tungt, og i ‘Malfunction’ er det endnu mere udtalt. Lange, doomy, ringende akkorder, der bliver strakt ud, indtil man er ved at eksplodere af rastløshed.
Blåtrykket for NYHC
‘The Age of Quarrel’ blev blåtrykket for det, man i resten af verden kom til at opfatte som NYHC, New York Hardcore. Mens jeg sad i det kælderværelse, var Sick of It All, Biohazard og Madball så småt i gang med at skabe en ny bølge af NYHC, der i det store hele baserede sig på den ene plade. Men af en stildannende plade at være afviger ‘The Age of Quarrel’ en del fra de faste rammer af den naturlige årsag, at de endnu ikke var fastlagt. Pladen åbner med et breakdown, inden den for alvor sætter i gang med ‘We Gotta Know’ med råbekor og så meget chugging, at ens brystmuskler popper frem, bare man hører den. ‘World Peace’ er ren klassiker: en hurtig thrasher, der indledes med buldrende Lemmy-bas, inden den leverer et breakdown af den slags, som alle raske hardcore- og ikke mindst metalcorebands i dag ville give et sleeve for at skrive. Og måden, den sang går direkte over i midtempo-bangeren ‘Show You No Mercy’ på, er så stram og nådesløs, at det er svært at fatte, hvor let det kunne være gået anderledes.
For allerede under indspilningerne var Cro-Mags plaget af den slags stridigheder, som kombinationen af hormonel rasen og billig amfetamin har det med at afføde. Godt nok var både John Joseph og Harley Flanagan blevet samlet op af de Krishna-munke, der drev et tempel i nærheden af CBGB og havde indset, at det var oplagt at koble energien fra de kronragede, unge fyre, der drev omkring, med det glade Krishna-budskab. Gratis vegetarmad for åndelig vejledning til gengæld for nogle små tjenester. Men ingen af de to var smilende munke af den slags, der deler småkager og pamfletter ud. Selvom teksterne prædikede Krishna-hengivenhed – særligt ‘Seekers of the Truth’ – fokuserede de mere på den vold og dårligdom, alle de verdslige stridigheder, som de endnu ikke formåede at frigøre sig fra. Og hvis man skulle være i tvivl om, hvad det var, Cro-Mags så gå galt i verden, blev det afbildet på innercoverets tuschtegning af en atomsky, hvor man ser en junkie, en redneck-dranker, en far, der banker sit barn, porno, kødindustri, abort, hundeslagsmål og, såmænd, et bøssepar. Det fik alt sammen temperamenterne i bandet til at koge over med jævne mellemrum.
Udbrud og sammenbrud
‘The Age of Quarrel’ blev indspillet under pres. Rock Hotel Records – et sublabel under hiphop-selskabet Profile Records – havde spottet den buzz, der var kommet omkring Cro-Mags efter deres demobånd på ROIR – senere udgivet som ‘Before the Quarrel’ – og de ville gerne skynde sig at få en plade på gaden, de kunne sælge. Så var det ikke så vigtigt, at John Joseph var snotforkølet under indspilningen og kun kunne levere en brøkdel af, hvad han kunne på toppen. Det er så også kun sådan noget, man kan høre, når man ved det, for John Joseph skøjter ind og ud mellem snerren og baryton med vibrato som Henry Rollins og Glenn Danzig rullet sammen i en person. Mest imponerende er hans vokale spændvidde på ‘Malfunction’, hvor stemmen blev vredet og trukket lige så langt ud som akkorderne, og skinhead-hymnen ‘Hard Times’ – der har lagt navn til hardcore-spoof-nyhedssiden – hvor han gjalder hen over et hårdtpumpet band frem mod de sidste fire linjers manifest: “Cro-Mag! / Skinhead! / Break out! / Now!”
Cro-Mags brød ud. Pladen gav genlyd langt uden for NYHC-scenen, og de spillede support for tidens store metalnavne. Men med bandet voksede de enkelte medlemmers egoer uvægerligt, og snart fik John Joseph sparket for første gang. Historien om, hvorfor han gjorde det, varierer selvfølgelig, alt efter hvem man spørger. I sin egen selvbiografi, den læseværdige og overraskende velskrevne selvbiografi ‘The Evolution of a Cro-Magnon’, fortæller han om at blive snigløbet af Harley Flanagan og tøsedrengen Parris Mayhew; i Tony Rettmans fyldestgørende bog ‘NYHC’ er Parris Mayhews version af forløbet, at John Joseph holdt op med at komme i øvelokalet, så de til sidst blev enige om at fortsætte uden ham.
Med Harley Flanagan som sanger indspillede de herpå den meget thrash-metalliske og skammeligt underkendte ‘Best Wishes’, inden John Joseph blev taget til nåde igen. Det blev på bekostning af Parris Mayhew, og selvom han nåede at skrive en god del af materialet til de to efterfølgende plader, ‘Alpha Omega’ og ‘Near Death Experience’, havde Cro-Mags forlængst mistet både drive og kunstnerisk relevans i halvfemserne og faldt fra hinanden. En genforening med Harley Flanagan, Doug Holland og Parris Mayhew på pladen ‘Revenge’ i 2000 formåede ikke at overbevise nogen om, at de fortjente en plads på den scene, de selv havde skabt, og Cro-Mags blev igen lagt i graven. Da John Joseph og Mackie i 2006 begyndte at spille sammen igen, var det i første omgang under navnet Fearless Vampire Killers, taget fra en sang af Bad Brains, og deres sæt var udelukkende baseret på sange fra ‘The Age of Quarrel’ og de første Bad Brains-plader – “the greatest band that ever existed,” som John Joseph kaldte dem, da de spillede på Loppen samme år. I 2008 overtog de Cro-Mags-navnet til Harley Flanagans store fortrydelse, og siden da har de jævnligt spillet koncerter baseret på samme sikre koncept.
Men Cro-Mags er “down, but not out.” Sidste år udgav Harley Flanagan sin første reelt gode plade siden ‘Best Wishes’. Det skete i eget navn og med den stridslystne titel ‘Cro-Mags’. John Joseph er på sin side endelig lykkedes med udgive en imponerende god plade med sit gamle band, Bloodclot, og dermed for første gang i mere end tre årtier synge nyt materiale, der ikke er under hans niveau. Vi lever stadig i Kali Yuga, den hinduistiske betegnelse for stridens tid. Det var den, der gav navn til Cro-Mags’ mesterværk. Stridigheder er åbenbart et nødvendigt onde, når sådan nogle skal skabes.