Top 5 – Alle vil ha’ noget

-B2A7889-copy-60-1435005176

Du må ikke være romantisk i metroen, men det kan være svært, hvis man har fem af heavys mest sjaskliderlige album i hovedtelefonerne.

Kunstner
Titel
+ Van Halen + Type O Negative + Satyricon + Deftones
Fotograf
Jacob Dinesen

Fra Manowars olieglinsende overkroppe over Runaways’ læderantræk og Poisons trutmunde til gothpiger i iturevne prinsessekjoler og perfekt tonede metalcoredudes har der aldrig rigtig været tvivl om, at det ultimative endemål for en væsentlig andel af heavys udøvere har været nogens jeans. Og det med det vuns. Backstage, på hotellet, i mansionet, hvor som helst: bare få lettet trykket.

Det kan godt være, at jeg for nogle måneder siden på denne plads hævdede, at metal og sex er to komplet uforenelige størrelser. Men en gang imellem bliver det tryk så voldsomt, at det ikke kan undgå at sætte sit præg på et album.

Ugens 30-års-jubilar, ‘Danzig II – Lucifuge’, udråber jeg andetsteds til alle tiders mest seksuelt ladede plade på tværs af genrer og årtier, men den får skarp konkurrence fra mindst en håndfuld andre plader, alene inden for heavy.

Dette er de fem plader, der er nået først hen og står og kradser desperat på din gadedør, mens de kurrer gennem brevsprækken.

1. Van Halen: ‘Van Halen’
Van Halen var ren sex på de tre første plader. David Lee Roth i front var let at lade blikket hvile på og endnu lettere at forestille sig på silkelagnerne, når han havde skrællet læderbukserne af og smidt den smule flæser, han ellers nødtørftigt dækkede sig med.

Af enkelstående sange er det ‘Everybody Wants Some!!’ fra ‘Women and Children First’, der siger det allertydeligst: ‘You can't get romantic on a subway line / Conductor don't like it, says you're wastin' your time / But everybody wants some / I want some too.”

Men som album er der bare ikke meget, der kan hamle op med debuten fra 1978. ‘Van Halen’ formelig driver af kønsvæsker og syder af seksuel energi. Hør bare ‘Runnin’ With the Devil’ med dens motorisk stemplende bas, David Lee Roths hyl, Michael Anthonys falsetkor, Eddie Van Halens vildt fraserende guitar. 

‘Ain’t Talkin’ ‘Bout Love’ fungerer som en programerklæring for bandet: Det her er ikke teenageromantik, søde kærlighedssange, smiger og lange blikke. Det er ren kødelighed, og det er lige nu.



2. Type O Negative: ‘Bloody Kisses’
David Lee Roth proklamerede selv, at “my love is rotten to the core”, men for Peter Steele var det en anden sag. Han var stålsat romantiker, og han var blevet svigtet. Sjældent har en forsmået elsker fremstået mere sexet, sjældent har en hanrej været mere tiltrækkende.

Type O Negatives første plade, ‘Slow, Deep and Hard’, var én lang selv-/morderisk meditation over alle de frustrationer, den seksuelle forløsning fører med sig, fordi den bare kræver mere hele tiden. ‘Bloody Kisses’ fra 1993 er som album langt fra så helstøbt som debuten – faktisk går den i selvsving lige på midten og kommer ikke rigtig nogen vegne – men den seksuelle energi forvaltes langt mere sexet på hitalbummet.

‘Bloody Kisses’ er en kødmur af synth, guitar, flangerbas og trommer, som man næsten ikke mærker mod huden. Peter Steele stønner, brøler, growler og crooner sig gennem pladen med en stemme, man får lyst til at sætte sig overskrævs på, mens man beder ham om at fortsætte med at opremse alle de urimeligheder, der er blevet ham budt.



3. Deftones: ‘White Pony’
At trænge ind i Deftones’ første plader er som at åbne døren til en teenagedrengs værelse, hvor det flyder med tennissokker, lommeletter, køkkenrullerør, cremetuber, indtørrede T-shirts, hårproduktkrukker og teenagedreng ud over hele sengen. Luften er simpelthen så tyk af uforløst seksuel energi, at man er bange for at røre noget.

Det er lyden af ungdomsuddannelseskønssygdomme, tørgnubberi og tænder, der støder ivrigt mod hinanden, og Gud ved hvad ellers. Og på ‘White Pony’, der i sidste uge fejrede 20-årsjubilæum, havde Deftones endda opdaget endnu et våben i den glorværdige kamp for sex: følelser. ‘White Pony’ er så proppet med følelser, at den er ved at sprænges af dem. Den kan slet ikke være i sig selv for keyboardflader, synkoperede rytmer, hvisken, skrigen, kurren og fræsen igennem.

Deftones var overhovedet ikke sexikoner som David Lee Roth og Peter Steele. ‘White Pony’ er lyden af ikke at få noget. Og løftet om, hvor utrolig meget der er sparet sammen til den første, som byder sig til.



4. Satyricon: ‘Now, Diabolical’
At bolleblack findes som genre, skyldes primært nordmændenes sjette plade. ‘Now, Diabolical’ udkom ti år efter hovedværket ‘Nemesis Divina’, som, indrømmet, strengt taget er den eneste Satyricon-plade, jeg rigtig har brug for at høre.

‘Now, Diabolical’ er ikke nogen vildt god plade. Det er heller ikke nogen vildt ærværdig plade. Det er black metal, der både låner fra groove thrash og death’n’roll, og hvis det var omtrent det mindst cool, man kunne låne fra i 2006, er det intet imod, hvor skamfuldt det er i 2020.

Men det kan ‘Now, Diabolical’ heldigvis være ligeglad med. Det er ikke en plade, der handler om god smag. Den handler om at knalde. Hele pladen, alle sangene. Frost driver pladen frem med tungt dunkende trommer og standser kun lige op, så Satyr kan snerre én i øret, inden han fortsætter med, hvad end det er han gør, som man ikke vil åbne øjnene for at finde ud af.



5. Turbonegro: ‘Party Animals’
Turbonegro stiller sig på skuldrene af skridtrockkæmper: Både AC/DCs ‘Powerage’ og Black Flags ‘Slip It In’ kunne af forhåbentlig indlysende årsager have figureret på denne liste, men ‘Party Animals’ er lige den tand mere frastødende tiltrækkende.

Turbonegro har selvfølgelig altid handlet om sex. Deres udødelige schlager er ‘I Got Erection’. På den seneste plade, skammeligt undervurderede ‘Rocknroll Machine’, havde de AC/DC-tramperen ‘Fist City’ om, ja, fisting. Alt derimellem har handlet om sex.

Men på ‘Party Animals’ går det hele op i en højere enhed: Der er et schwung i pladen, der er fuldstændig uimodståeligt, en skråsikkerhed, når de fyrer de mest indlysende klichériffs af, en anmasende kælenhed, som er så kejtet, at den lykkes med at indsmigre sig, selv man ikke rigtig bryder sig om den.

Det er en plade, man føler sig forulempet af. Det er ikke comme il faut, slet ikke i 2020. Men en gang imellem kan det være forløsende.