Metaldiktator: Satyricon – Nemesis Divina
Populær
Satyricons tredje udgivelse ’Nemesis Divina’ var med dens lyd og produktion nyskabende for sin samtid. Det var pladen, der markerede overgangen, da black metal voksende frem fra den mørke undergrund og ramte det brede publikum.
02. Forhekset
03. Mother North
04. Du Som Hater Gud
05. Immortality Passion
06. Nemesis Divina
07. Transcendental Requim of Slaves
22. april 1996 udkom Satyricons banebrydende album ’Nemesis Divina’. Det er en milepæl i black metallens historie, så det fremstår helt symbolsk, at albummets åbningsnummer hedder ’The Dawn of a New Age’ – alt ved udgivelsen varslede nye tider for den ekstreme sorte musikgenre.
Den første black metal-bølge i starten af 1990’erne var præget af primitive produktioner, såkaldte lo-fi-optagelser, der gav et meget diskant og forvrænget udtryk. Mesterværker som Mayhems ’De Mysteriis Dom Sathanas’, Burzums ’Hvis Lyset Tar Oss’, Darkthrones ’A Blaze in the Northern Sky’ og Immortals ’Pure Holocaust’ hører til blandt de mest skelsættende.
Til dels indspillede musikerne det bevidst sådan for at opnå en rå autentisk lyd, men dels også fordi der helt konkret ikke var penge til at gøre tingene anderledes. Og dengang i de tidlige 1990’ere var lyden af black metal på ingen måde populær blandt det generelle metalfolk. Hiver man gamle metalmagasiner frem, om det så er engelske Metal Hammer eller danske Metalized, finder man som oftest ikke andet end foragt overfor genren, hvor musikerne blev betragtet som decideret talentløse.
Perfektionistisk udført
Musikken blev som bekendt også overskygget af satanisme, kirkeafbrændinger og mord, hvilket gav genren megen – uheldig – opmærksomhed. De kriminelle handlinger deltog Satyricons medlemmer dog aldrig i, selv om man ikke kommer i tvivl om deres ståsted med titler som klassikeren ’Hvite Krists Død’ fra gruppens anden udgivelse ’The Shadowthrone’ er et godt eksempel på. Et album, der også er præget af en tynd produktion, og hvor brugen af keyboard spiller en væsentlig større rolle i musikken. På debuten ’Dark Medieval Times’ havde de en mere romantisk tilgang til musikken med akustiske guitarpassager og synth-fløjte.
På ’Nemesis Divina’ er der skåret ind til benet med brugen af keyboard, og de akustiske guitarer er helt væk. Albummet perfektionerede i 1996, hvor aggressivt, energisk og velspillet black metal kunne eksekveres. Det var lyden, som gjorde op med det primitive, og som sendte black metal op fra den mørke undergrund og frem i det kommercielle lys. Interessant nok udkom Burzums ’Filosofem’ i januar 1996, (dog indspillet i 1993) og blev den sidste udgivelse af den helt gamle skole, inden Satyricon få måneder senere viste fremtiden for black metal.
Uhørt højt budget
Resultatet skyldes først og fremmest produktionen, der havde et budget på 120.000 norske kroner, hvilket var et skyhøjt beløb at poste i en plade for et black metal-band på det tidspunkt. I et interview med Nordic Vision (nummer 6) fortæller Satyr, at beløbet gjorde det muligt at skabe ’Nemesis Divina’ under professionelle forhold, og kommenterer, at ”hvis folk vil indspille under lorte-forhold, så må de selv om det, men for os er det håbløst, og det havde været umuligt at indspille på en anderledes måde”.
Der skulle vise sig at være pondus i den professionelle produktion: ’Nemesis Divina’ solgte alene i 1996 over 100.000 eksemplarer, hvilket var lige så uset som dens omkostningerne. Ellers kritiske anmeldere fik da også øjnene op for udgivelsen. Eksempelvis Metalizeds Jakob Schultz, der skrev i sin anmeldelse: ”den gode produktion er med til at hæve Satyricon over den store masse af talentløse medløbende black metal-bands”.
Startskuddet for kommercialisering
Men mest vigtigt så fik de store metal-pladeselskaber interesse i den ekstreme genre, der pludselig viste sig at have økonomisk potentiale. Music for Nations trak Cradle of Filth ind i stalden og udsendte sidst i 1996 den velproducerede ’Dusk and her Embrace’, som blev de britiske black metalleres kommercielle gennembrud. Verdens største metalselskab Nuclear Blast havde i 1995 allerede spottet de tekniske genier i Dissection og udsendte samme år ’Storm of the Light’s Bane’, der med sin blanding af death og black metal lød helt unik.
Men efter Satyricons succes med ’Nemesis Divina’ blev black metal-bands en ny og fast del under vingerne hos det tyske selskab. De skrev kontrakt med Dimmu Borgir, der skiftede de norske tekster ud med engelsk på ’Enthrone Darkness Triumphant’, der skarpt og fængende produceret blev gruppens store gennembrud i 1997, og efterfølgende gik hen og blev det mest succesfulde black metal-band i historien.
Satyricons professionelle tilgang smittede også af hos landsmændene i Mayhem og Emperor, der efter kaotiske år begge vendte tilbage i 1997 med ’Wolf’s Lair Abyss’ og ’Anthems to the Welkin at Dusk’, hvor lyden var markant bedre end på deres tidligere udgivelser.
Farvefuld ligsminke
Én ting var produktionen på ’Nemesis Divina’, noget andet var det opsigtvækkende cover og bookletten. Hvor black metal-bands tidligere gjorde sig i den traditionelle sort/hvide ligsminke, fremstod Satyricon i skrigende farver i booklettens billeder. Bandet hyrede en professionel make-up artist og fotograf til at kreere de opsigtsvækkende fotos.
Med blå og hvid ansigtsmaling og skrigende lyst hår ligner Satyr en krigsgud fra helvede, som der ikke før er set mage til. Trioens kampuniformer gik igen i musikvideoen til ’Mother North’, som i den grad understregede, at musikgenren også her skulle gå skridtet videre.
Immortal havde godt nok været der i 1995 med videoerne til ’Grim and Frostbitten Kingdoms’ og ’Blashyrkh (Mighty Ravendark)’, men ’Mother North’ var mere en kortfilm end en almindelig musikvideo. Som i dag dog fremstår mere underholdende end uhyggelig.
Hadske tekster
”Kampen mot Gud og hvit Krist er igang!” lyder det indledende på ’The Shadowthrone’, og den hadske retorik mod den kristne religion er der ikke skruet ned for på ’Nemesis Divina’.
”This is Armageddon” skriger Satyr med dæmonisk growl på åbningsnummeret, ’The Dawn of a New Age’, inden musikken slipper helvedes kræfter løs. Teksten er baseret på ’Johannes’ Åbenbaring’, der er det sidste skrift i Det Nye Testamente i Biblen. Her finder vi ingen næstekærlighed: Fjenden skal udryddes i det endelig opgør mellem Gud og Satan, der resulterer i verdens undergang. Og hvem overlever denne vredens dag, lyder det spørgende fra Satyr til sidst i nummeret. For Satyricon er der ingen tvivl: De antikristne sejrer og rejser sig i et nyt verdensbillede.
Hadet fortsætter som et gennemgående tema i teksterne på ’Nemesis Divina’s sidste seks numre, der er ét langt aggressivt angreb på kristendommen.
I ’Forhekset’ står kloden i flammer, mens ’Mother North’ er en hyldest til det kolde hjemland, der skal erobres tilbage fra de kristne, som skal jages som vilde dyr.
’Du som hater Gud og kristent liv’ lyder starten i ’Du som Hater Gud’, og vreden fortsætter over i ’Immortality Passion’, hvor teksten lyder: ”I am the hammer and you are the anvil". I titelnummeret går omkvædet således: "Nemesis Divina – Kniven i hjertet paa Guds sønn". Linjen opsummerer ganske godt albummets budskab. Nemesis er i græsk mytologi gudinden, som står for retfærdighed og hævn, der her er rettet mod kristendommen og dens troende, der har forpestet Norden med den svage religion.
Musikalsk torden og lynild
Den hadske røde tråd i teksterne går hånd i hanke med den fandenivoldske musik. Frosts trommer har hele vejen igennem en særlig lyd over sig, så det konstant brager løs som krigstrommer fra fordums tid. Satyr og Kveldulvs guitarer tordner af sted med aggressive riffs, som dem i ’Mother North’, der er endt som bandets signatursang. Der er konstant smæk på i musikken, hvor tempoet topper i den voldsomme ’Immortality Passion’.
De få gange, hvor der anvendes keyboard, underbygger tonerne effektfuldt det dystre og hadske udtryk, som når døden danser hen over tangenterne i slutningen af ’Du som Hater Gud’. Det instrumentale slutnummer ’Transcendental Requim of Slaves’ er en kryptisk komposition, der både bringer tankerne hen på sejrende soldater, som vender hjem fra slagmarken eller sørgmodigt er på vej hinsides.
Starten på en ny æra
Hvor albummet satte nye standarder for black metal, blev pladen også den sidste rendyrkede og klassiske black metal-udgivelse fra Satyricon. ’Nemesis Divina’.
Guitaristen Kveldulv, der som bekendt er identisk med Darkthrones Nocturno Culto, forlod Satyricon efter udgivelsen, og bandet har siden holdt fast i at være en duo. Med ’Rebel Extravaganza’ fra 1999 udviklede de en mere teknisk og industrial-lignende lyd, hvilket førte til beklagelser fra de gamle fans. Iblandt disse kritikere var denne skribent, der i dag må æde sin gamle holdning i sig.
Set i bagklogskabens lys er ’Rebel Extravaganza’ og efterfølgeren 'Volcano' fremragende plader, og det er i dag svært at se, hvordan Satyricon egentlig skulle have gjort kunsten efter på pladerne efter 'Nemesis Divina' uden at gentage sig selv.
Det er mesterværket i diskografien og en plade, der i dag har sin helt rette plads i metalmusikkens historiebog – og ved uenighed herom henvises der til Satyrs ord i bookletten!
”Du er Kristen. Det er fejlen med deg!”