Manden med Weekendvesten – del 9: Kold Krig
Manden med Weekendvesten kæmper denne gang mod den sidstfødtes meget kommercielle musiksmag, og det udvikler sig til en kold krig mellem is-prinsesser og et canadisk is-band.
2. Defender, Destroyer
3. Soldiers of Frost
4. Rising From the Tomb
5. Mountains of Skulls
6. Crucified in Fire
7. Demonoid
8. Skull and Crossbones
9. Running Out of Time
10. Breakaway
Manden med Weekendvesten læser Weekendavisen, Pepsi Max, henter børn og skammer sig over ikke at køre med cykelhjem, selvom det ødelægger frisuren – og så er der groft sagt ikke mere følelse af rebelskhed tilbage. Altså ud over heavy metal.
For det er således, at for Manden med Weekendvesten er heavy metal den eneste eskapisme – det er en flugt ind i en verden, hvor han selv bliver vildere og farligere og naturligvis mere attraktiv for det modsatte køn, når han lytter til hævi mædl!
Men skabes den slags heavy metal stadig? Det er Manden med Weekendvesten nødt til at finde ud af for at finde vejen ud af 40'ernes trygge midtlivskrise!
Manden med Weekendvesten - del 9
For enhver mand med en weekendvest har der været en særlig dag, hvor han blev den mand, og for vores Manden med Weekendvesten var det dagen, hvor han mistede kontrollen over musikken.
Det var dagen, hvor den sidstfødte ikke bare fik sin vilje, men endda fik sin egen vilje. Det var en kold dag i Manden med Weekendvestens liv, for den sidstfødte havde opdaget, at Disney sigtede efter hans bankkonto med Frost-sagaen om is-prinsesserne Elsa og Anna.
Men Manden med Weekendvesten er gjort ud af rebelsk musik, og fra dag ét vidste han, at der skulle kæmpes imod med næb og kløer og naturligvis heavy metal. Men hvor går man hen, når Elsas sang om at lade det ske er så vanvittigt fængende, og den sidstfødte alligevel insisterer på, at hun lige skal høre den en gang til og mange gange for meget?
Man bekæmper ild med ild og frost med is, så måske er Ice War sagen? Canadisk heavy metal mod amerikansk tyggegummipop hensat til Norges fjelde – se, det er sådan, en kold krig kan blive varm!
Krigstid!
Det er en hvilkensomhelst dag, og sidstfødte forlanger at høre den med Anna, også kendt som ’Skal vi ikke bygge en snemand?’, og Manden med Weekendvesten opgiver lynhurtigt enhver modstand og lader hende dominere stuen. Og så sætter søde klavertoner og en fin barnestemme ind fra højttalerne, mens en lidt mere skinger pige forsøger at følge med. Men hvor faren måske kan overleve kakafonien med kærlighed til barnet, klamrer Manden med Weekendvesten sig til den skammeligt lille køkkenhøjttaler, der spiller ‘Power from Within’ fra umådeligt aktuelle ‘Defender, Destroyer’.
Det er rå, powermetallisk punkrock eller noget i den retning, og det fungerer som et skjold mod sidstfødte, da hun entrer køkkenregionen iført diadem og tryllestav og forlanger at høre den med Elsa igen og igen og ikke mindst igen. Manden med Weekendvesten må ind i stuen, hvor Anna stadig bygger på den snemand, og han afbryder for at sætte ‘Let It Go’, den engelsksprogede version af 'Lad det ske', på, så sidstfødte kan bevise, at der stadig er en del år til, at hun ved, det faktisk er ord fra et sprog, hun forsøger at gengive.
Han flygter ud i køkkenet, hvor Ice War er nået til slutningen af titelnummeret og går direkte over i hidsige ‘Soldier of Frost’ med det syng-med-venlige åh-åh kor uden at ane, hvor god en timing de udviser. Men Manden med Weekendvesten når ikke længere end til første omkvæd, før sidstfødte med hysterisk stemme har ombestemt sig og vil høre den på dansk. Men så alligevel på engelsk, finder han ud af, da han når frem, og mens han forkrampet forsøger på at fremkalde de sidsthørte toner fra Ice War, forlanger hun nu at høre den med snemanden igen. Og på dansk naturligvis – lige til det viser sig, at det alligevel skulle have været på engelsk.
(Manden med Weekendvesten kæmper videre efter videoen til ‘Soldier of Frost’)
Hurtigt er han i sikkerhed i køkkenet, hvor peberfrugterne venter på hakkebrættet, og Ice War under den smukke titel ‘Mountains of Skulls’ ødelægger og forsvarer sig videre. Han når at opdage, hvordan der under punk-attituden er helt Iron Maidenske harmonier gemt i galoprytmerne, og han nyder, at Ice War både har et originalt udtryk og samtidig citerer mestrene.
Men sidstfødte er nået til soundtracket til den anden Frost-film, og det er tid til et kjoleskift, der naturligvis skal udføres i stuen til tonerne af ‘Ud i ukendt land’. Et rigtig powerballade, der kræver, at hun skal ud på altanen for at synge omkvædet, og Manden med Weekendvesten ser sit snit til at flygte fra stuen og ud mod Ice War, der i køkkenet er på vej ind i ‘Skull and Crossbones.’ Hele halvandet nummer kommer han gennem, og der skal kun et kort visit i stuen for at sætte snemanden Olafs sang på, før han igen er tilbage og når at nyde sidste del af et heftigt nummer, der befinder sig mellem The Clash og NWOBHM.
Manden med Weekendvesten fornemmer, at Ice War måske bare skal høres højere, men det harmonerer desværre ikke med dronning Sidstfødtes krav om at se den første film, mens hun gemmer sig under Elsa-dynen (™, sikkert). Han løber ind på børneværelset, træder i Elsa-LEGO, lægger Elsa-dukken ned til Elsa-bamsen, opdager, at der ligger Elsa-undertøj under puden sammen med Frost 2-pixibogen, og går tilbage til stuen, hvor sidstfødte i utålmodighedens venteri har smidt Elsa-kjolen og nu stiller krav om straks at få Anna-blusen på.
(Der ævles videre efter en hurtig iskrig)
Svage toner af Ice Wars ‘Running Out of Time’ lyder, og Manden med Weekendvesten kæmper sig gennem diverse fastplay-menuer for at komme uden om trailerophobningen. Til afslutningssangen ‘Breakway’ er han tilbage i køkkenet og griber en peberfrugt, mens han puster ud. Sidstfødte vil i halvanden time vil være i Disneys bløde hænder, hvor intet ondt kan ske, uden at det ender godt.
Han spoler Spotify tilbage til start, trykker play og læner sig udmattet op ad køleskabet med en peberfrugt i hånden, og mens han svagt hører snemanden Olaf råbe ‘Susanne’ inde i stemmen, kan han endelig nyde en rigtig skinger vokal, da Ice Ear starter forfra og får lov til at bevise, at de faktisk er meget oprørsk musik til den farlige rebel. For Ice War er stærkt, det er skævt og så alligevel pompøst, men også både råt, vildt og melodisk – det er et fornemt møde mellem to umage partnere i form af punk og power metal. Men utroligt vellykket. Og Manden med Weekendvesten forbryder sig næsten mod ideen, da han overvejer, om det ligefrem er velgennemtænkt og kalkuleret at finde magien ved at blande så modsætningsfyldte genrer.
Måske netop derfor fungerer det som et værn, når kommerciel musik presser citronen til maksimum, der får både først- og sidstfødte afkom til at lokke forældre med på at forkøbe sig i merchandise. Manden med Weekendvesten finder hermed kræfter til stadig at føle sig som en, der tør kænpe mod systemet, og han rejser sig med oprejst pande og fremskudt bryst, og indser, at det er vigtigt, den førstefødte i det mindste lærer at kæmpe mod det store imperium, der vil overtage verdensherredømmet i underholdningsindustrien. Han har brug for forbilleder til at bekæmpe ondskaben, og med Ice Wars genreoprørske toner i baghovedet inviterer han straks afkommet til at gense Star Wars-sagaens fineste film om angrebet på Hoth.