Briller af Stål: Et hul i væggen

30052399_2152468274770914_2028733658359767187_o
44282951_2504738999543838_6469526611107512320_n
70463563_3285618614789202_3585475579584970752_n
72908500_3510522022298859_9179293783928340480_n
82534143_3679466122071114_7793813518368636928_n

Fra en sofa på en skaterbar i Lima filosoferer klummisten over Phil Campbell fra Motörheads lod i livet og prøver at lade være med at overføre det på sig selv. De lokale grindcoreveteraner Dios Hastío er til gengæld komplet ligeglade med den slags. 

Fotograf
Bar Hensley PR

Forestil dig at være Phil Campbell. 

At være ham, der udover Lemmy spillede længst af alle i Motörhead, og der er ingen, der bryder sig synderligt om det. Ingen, der siger, “hey, du var da fed i Motörhead,” ingen, der har tid til ens nye soloplade eller den plade, man har lavet med alle de sønner, ingen aner, at man har fået gennem tiden. Spørg hvem som helst om en Motörhead-guitarist, og alle nævner “Fast” Eddie Clarke først, den originale, så nævner de hans efterfølger, Brian “Robbo” Robertson, selvom han kun spillede på en enkelt plade, men bare dét husker de ham for. Så var der “Würzel”, som ikke engang havde et rigtigt navn: Der er ingen, der husker Phil Campbell, den eneste Motörhead-guitarist, som ikke havde et kælenavn, fordi ingen havde nære nok følelser for ham til at give ham ét. Bevares, han står som “Wizzö” et par steder, men der er ingen, der aner, hvem “Wizzö” var: Folk ved, hvem Phil Campbell er, der er bare ingen, der værdsætter det.

Altså værdsætter, at han i 31 år, fra 1984 til Lemmys død i 2015, spillede upåfaldende rytmeguitar i Motörhead. Det var den rolle, der var ham til del: Ikke at fylde for meget. Først da Lemmys helbred begyndte at skrante i løbet af 00’erne, fik han sit eget spot i løbet af de stadigt mere sørgelige koncerter: Fem minutter, mens Lemmy var ude bagved og ligge ned/få ilt/tage snitter/drikke shots/hvad han nu lavede for at komme sig, hvor Phil Campbell stod med ishockeymaske på og masser af tøris og spillede noget, der til forveksling kunne minde om en solo og til forveksling kunne minde om et John Carpenter-soundtrack, ingen ved det rigtig, alle gik i baren, så snart det begyndte.

Trofastheden som skæbne
Måske var det den trofasthed, der blev hans skæbne: Hvis han var skredet efter et par plader ligesom alle andre, hvis han ikke var blevet og havde spillet på 16 – 16! – mere og mere ligegyldige Motörhead-plader, så havde vi måske husket ham som en af dem, der spillede på ‘Orgasmatron’ og ‘1916’. Hvis han ikke havde vist sig så trofast, at man ikke behøvede at skønne på ham. At man tog ham for givet. 

Det var ikke engang Phil Campbell, der annoncerede, at Motörhead var ovre, da Lemmy døde: Det var Mickey Dee, der skyndte sig ud dagen efter og love, at ingen ville fortsætte med Motörhead uden Lemmy, der ville ikke være nogen koncerter eller posthume plader eller noget som helst, og så daffede han ellers videre med sit store hår og sit kæmpesmil over i Scorpions, mens Phil Campbell stod tilbage med en beanie, der skulle få det til at se ud, som om han ikke var blevet tyndhåret i løbet af årene, bare kuldskær. Han gnaskede et par gange på sit nikotintyggegummi, sukkede dybt og trillede så sin guitarforstærker hjem gennem de morgentomme decembergader for at overtale sønnerne til at spille sammen med ham, når nu ingen andre tilsyneladende ville.

Det er sjældent, nogen forestiller sig at være Phil Campbell, men jeg vil tro, at de fleste kan nikke genkendende til følelsen af at være ham i perioder af ens liv.

Minder på bræt
Jeg sidder i en smadret sofa lørdag aften på Bar Hensley i Barranco-kvarteret i Lima. Jeg ved ikke, hvorfor jeg forestillede mig, at de fire bands, der skal spille i aften, faktisk ville begynde omkring det annoncerede tidspunkt, men det gjorde jeg, så vi er mig, bartenderen, bandene og Lucho Miranda, der åbnede baren for ti år siden, i en lige så smadret sofa ved siden af. Han ser min Punch-T-shirt og hiver mig ud på dametoilettet for at vise mig den kæmpe plakat for det show, de spillede på hans bar for godt fem år siden, kort før de gik i opløsning; viser mig det skateboard, de fik lavet til bandet. 

Det hænger ved siden af alle de andre skateboards, han har fået lavet for de bands, der har spillet i det hul i væggen, der udgør scenen i baren, som han selv medgiver er en slags miniatureudgave af St. Vitus i Brooklyn. Bare med fokus på skateboarding: Den er opkaldt efter den tidligere pro-skater Matt Hensley, i dag af alle ting harmonikaspiller i Flogging Molly; i de tidligere lokaler i nabokvarteret Surco lidt længere inde fra stillehavskysten var der en indendørs bowl, i de lokaler, baren har haft til huse i siden 2016, bliver brættene på væggen som udsmykning sammen med billeder af de notabiliteter, der har været forbi.

Fordi Bar Hensley er et af de steder, man skal forbi i Lima, hvis man har en ting for punkrock og metal. På dette tidspunkt af lørdag aften er der bare ikke så mange af os, der har det endnu, så vi snakker om livet i Lima, som Lucho Miranda med et suk betegner som lige så kaotisk, som det virker på en udefrakommende, om den skaterkultur, der er lige så tydelig oppe langs strandpromenaden, som dens nære slægtning surferkulturen er det 50 meter nedenfor promenaden i Stillehavets brutale dønninger. 

Og vi ser metalvideoer på fjernsynet over baren, Suicidal Tendencies, selvfølgelig, Iron Reagan, selvfølgelig, Megadeths ‘My Darkest Hour’, hvor Dave Mustaine er studiefølsom med solbriller, kasket og smøg, hvad det nu end var for en ting i 80’erne med, at man skulle filmes i studiet, som om ens fans så kunne føle magien ske. Og vi ser en del af en Motörhead-koncert fra midten af 00’erne, da ingen længere gider sætte nye videoer på, og Lucho Miranda begynder at skulle tage sig af de gæster og bands, der dukker op.

Ingen bryder sig om de lokale helte
Det er derfor, jeg tænker på at være Phil Campbell. Ikke decideret til overs, men heller ikke rigtig værdsat. Det er godt på vej mod en eksistensiel krise, ikke mindst når der står en flok påfaldende kønne unge kvinder i Turbojugend-jakker og fnisende skyder selfies på stribe. Der er en fyr, der mener, at vi skal prøve at score dem, han er ensom, han fylder 29, når det bliver midnat, og der er ingen, han kan fejre det med, hans mor er rejst til Chile, og hans had til Chile går helt tilbage til Salpeterkrigen i 1879-1884.

Det er akavet; så går et band ind i hullet i væggen og begynder at spille smadret musik, en art forsøg på speed metal uden rigtig at ville det. Det er lige meget, det betyder, at vi ikke behøver at kanalisere Phil Campbell, nogen af os. Livekoncerten i sin mest basale, mindst rockstjernede form befrier os for al anden social interaktion med dem, der er omkring os, end at skubbe hinanden rundt, når der er brug for det; skubbe den spritstive crustpunker med den dumme, lille kasket væk, når der ikke er brug for ham. Et stykke over midnat, da den ensomme fyr, som jeg ikke ville hjælpe med at score damer, er fyldt 29 og har fejret det med at gå ud på toilettet og rulle sig en ny joint, går hovednavnet, Dios Hastío, på efter tre metalbands, og det er den helt rigtige afslutning på aftenen.

Men forestil dig at være Dios Hastío. Forestil dig at være begyndt at spille grindcore i Lima i midten af 90’erne og være fortsat frem til i dag. Forestil dig at være anerkendt som ét af de vigtigste sydamerikanske bands i genren og have udgivet splits og turneret med internationale bands i genren, men den genre er bare grindcore, og det er der ingen, der bryder sig synderligt om. Du kan være veteran, men først og fremmest er du bare ved at være midaldrende, og inden I starter, må I hver især lægge jeres briller ved kanten af scenen et sted, hvor I kan finde dem igen.

Forestil dig at have den status, og du kan ikke trække mere end et halvt hundrede mennesker lørdag aften i din hjemby, uanset hvor hårdt du skriger, uanset hvor stramt I spiller, uanset hvor fedt det her er for dem, der trods alt er dukket op. Forestil dig dét og hold det op mod at være Phil Campbell, der står foran et halvt hundredtusinde mennesker på en mark i Nordtyskland, som allesammen kigger over i modsatte side af scenen, væk fra dig. Forestil dig at være ved at snuble over gribebrættet, fordi alting går så stærkt, og du kan ikke se noget; forestil dig at spille endnu et træt boogierockriff, som bare bliver overdøvet af bassen.

Det er, som om Phil Campbell gør det meste lettere at bære. Det er på en måde hans fortjeneste, trods alt. At se ham stå med sin beanie, sit tyggegummi, sine læderbukser og sine våde øjne foran et menneskehav, for hvem han er aldeles erstattelig, gør det mindre attråværdigt at stå deroppe, bedre at stå hernede, foran hullet i væggen i Bar Hensley, inde i hullet i væggen, rundt på gulvet, fuld knald på, glem Dave Mustaines solbriller, glem at familien er taget til Chile, glem at du aldrig har lært at lave tricks på dit skateboard, glem at Turbojugend Lima er fortrukket til baren for at tage flere billeder af sig selv uden dig: Det er lige meget, alt andet end dette er lige meget i den halve time, Dios Hastío spiller.

Det er en slags morale: Lad være med at ville være rockstjerne, bare spil. Lad være med at ville være pro-skater, bare tril.