Sjov for alvor

Angst, social fobi, depression og kulsort galgenhumor på overdrevet arbejderklassedialekt: Tottal Tömming lader det hele fosse ud i en grindcore, der giver dem mulighed for at slippe alle hæmninger. Det er enkel formel, men banalt bliver det aldrig.

Humor og metal er en farlig kombination. Selvironi kan være nok så klædeligt, selvhøjtidelighed tilsvarende ubærligt, men at sjov metal bare sjældent er særlig sjovt, er bands som Steel Panther, Ludichrist-afliggeren Scatterbrain eller for den sags skyld Anal Cunt kun alt for tydelige eksempler på.

Alligevel er det lykkedes det norske grindcoreband Tottal Tömming at mestre balancegangen. De har gakket godt og grundigt igennem: Skrevet et mindre hit om ikke at behøve at lære at formulere sig voksent eller gebærde sig blandt mennesker, fordi man har en kniv, lavet et mesterligt grindcorecover af Queens ‘Bohemian Rhapsody’ på norsk og under coronanedlukningen filmet en acapellaversion af en af deres sange, hvor bandet nynner og brummer instrumenterne, mens sangeren tavst fremfører sin vokal som spontandans i dagligstuen.

Men samtidig ligger der alvor bag løjerne, forsikrer sangeren, der i Tottal Tömming går under navnet Sigrid Vollgraven, der både er en hyldest til og en morsomhed på bekostning af Satyricon-frontmanden Sigurd Wongraven.

– Der er så meget selvhøjtidelighed i norsk metal, at jeg bliver helt kvalm af det! Jeg vil gerne stikke lidt til den prætentiøse og fortænkte metal. Men selvfølgelig er der nogle begrænsninger i det: Du nævnte Anal Cunt, og jeg vil virkelig ikke have, at Tottal Tömming havner i den kasse, hvor det bare er dumt. Det er jo skægt at høre Anal Cunt, fordi det er så dårligt, men jeg vil ikke ud i at lave goregrind eller pornogrind. Der føler jeg, at jeg må trække grænsen. Goregrind og pornogrind er morsomt, fordi det er helt derude, men det bliver også bare for meget sjov og ballade. Jeg vil gerne lave musik, som giver lytteren lidt mere end bare umpa-umpa-umpa. Jeg vil lave det enkelt, men ikke banalt.

Er du sur og trist, så klap i
Når det lykkes for Tottal Tömming skyldes det dels, at de granvoksne medlemmer med hver deres baggrund i en række norske metalbands som Trollfest, Koldbrann, 1349, Trollfest og Dead Trooper er dygtige musikere og Sigrid Vollgraven selv en kompetent sangskriver, der har erfaring fra et bredt spænd af genrer. Og dels skyldes det, at der bag humoren lurer en alvor, som kommer til udtryk i teksterne.

– Det handler om de mentale udfordringer, de fleste af os på et tidspunkt møder i vores hverdag. Om angst, usikkerhed og depression. Og så tager vi det til max med humor. Det synes jeg fungerer godt.



Det er blevet taget godt imod af bandets fans, der tidligere på sommeren bidrog med deres egne oplevelser med depression til sangen ‘Du ække enkli ånkli sjuk’. Teksten er sammensat af de slidte fraser om at tage sig sammen, drikke noget ginseng, gå en tur, få lidt sol, prøve yoga og vitaminer og bare smile lidt mere i stedet for altid at være så sur, som de allesammen er blevet mødt med af deres omgivelser.

– Det er vigtigt for mig at tage de temaer op. Der er for få, der taler om det, specielt mænd – og der er en overvægt af mænd i metal. Jeg har selv været gennem en depression, så jeg har masser af materiale at tage af.

Afløb for frustrationerne
For Sigrid Vollgraven begyndte Tottal Tömming som en renselsesproces. 

– Jeg skal ikke tænke så meget over det, når jeg sætter mig og skriver en sang til Tottal Tömming, jeg skal bare tømme mig.

Det kom til udtryk på den første single, ‘En sittuasjon jeg ikke passer inni!!!’, som kom i april sidste år og nærmest kan læses som en programerklæring for hele projektet, når Sigrid Vollgraven beskriver, hvordan det føles at skulle være ude blandt mennesker, hvor han overhovedet ikke føler, at han hører til.



Hvorfor valgte du at lade det komme til udtryk i lige præcis grindcore?

– Det er en genre, jeg ikke har prøvet at spille før. Det var helt nyt og nærmest fersk for mig. Jeg har altid kunnet lide grindcore på grund af energien i det, og så er der en lav tærskel for, hvad man skal kunne. Man behøver ikke at kunne spille perfekt, selvom de musikere, jeg har med nu, er forbandet dygtige. Det er som med Metallica i 80’erne, hvor det bare var masser af alkohol og energi. I 1986 spillede de jo ikke godt, men fy fan for energi der var i det. Det er det samme med grindcore: Det er let at få afløb for sine frustrationer, når man skriver den musik. Jeg gider ikke at bruge to år på at skrive en plade, det skal være intuitivt. Og det hænger så også sammen med, at jeg har en anden selvsikkerhed i grindcore nu.

Det var den grundlæggende filosofi bag debutpladen ‘Schtøgg skive’, som udkom sidste forår: Da han havde indspillet en halv times musik, blev pladen sendt ud. Det samme gjorde han med ‘Tankeskrekk’: Denne gang indspillede bandet en lille times musik og samlede den første halve time til en plade, der skulle have været ude i foråret men blev udskudt på grund af coronanedlukningen, der lukkede det spillested, hvor Tottal Tömming skulle have spillet releasekoncert. De koncerter i Oslo og Hamar godt 100 kilometer nordpå bliver nu i stedet afviklet i forbindelse med udgivelsen af ‘Tankeskrekk’ i september.



Slip hæmningerne
Ventetiden brugte Tottal Tömming på at bygge hype op på sin helt egen måde: Dels ved at være overordentligt aktive på de sociale medier og udsende singler, dels med helt anderledes tiltag som fansamarbejdet ‘Du ække enkli ånkli sjuk’ og et par bemærkelsesværdige covers. Først kom en – endnu – hurtigere norsksproget version af Suicidal Tendencies-klassikeren ‘Institutionalized’, ‘Innstitusjonalisert’, som Sigrid Vollgraven havde indspillet for sig selv lang tid forvejen med programmerede trommer. Derpå fulgte ‘Båvhimijan Ræppsåddi’, hvor Queens episke powerballade udsættes for blastbeats og følte vokalharmonier. Igen på den tunge dialekt, som Tottal Tömming bruger hele vejen igennem.



– Det er en dialekt, som er typisk på østkanten af Oslo, som jeg har overdrevet. Den spiller på en stereotyp karakter fra arbejderklassen. I det vestlige Oslo taler man virkelig pænt, men østpå bliver det mere groft. Det er en god dialekt at bruge til at slippe sine hæmninger, når man skriver, og der er mange fans, der taget den måde at snakke på til sig.

Tottal Tömming er langt fra de første, der prøver kræfter med ‘Bohemian Rhapsody’, som alle fra Axl Rose og Elton John over Helmut Lotti til Muppet Show har lavet deres mere eller – oftere – mindre smagfulde versioner af. Og så var der ikke mindst dengang, hvor Bad News, et metalband lavet af skuespillerne fra satireserien ‘The Young Ones’, smadrede sig vej gennem opusset.

Kendte I til Bad News’ version af sangen i forvejen?

– Selvfølgelig gjorde vi det. Det var der, inspirationen kom fra til overhovedet at lave den sang. Hvis man hørte den og ikke vidste, at det band var for sjov, ville det jo være helt forfærdelig dårligt. Jeg elsker Rik Mayall og den form for humor. Det prøver vi også selv at have i Tottal Tömming.

Skræm de kristne
Men hvor Bad News altså forsætligt spillede rædderligt, er noget af det, der overrasker ved ‘Tankeskrekk’, hvor tight et band Tottal Tömming er blevet på bare et år, og hvor mange flere inspirationer, der kommer til udtryk i deres grindcore. Det hører man allerede i anslaget på den instrumentale åbner ‘Våkne til lydn av dine egne skrik (Intron da)’, der lyder som noget, Scott Ian kunne have lavet i S.O.D., og singlen ‘Skremm de kristne’, hvor omkvædet minder om Iron Reagans ‘Fuck the Neighbors’.

– Lige Iron Reagan har jeg faktisk ikke hørt så meget, men jeg er helt klart påvirket af crossover. Jeg tænkte faktisk på Pantera, da jeg skrev introen, men denne absolut have været en S.O.D.-sang.



‘Skremm de kristne’ er i sig selv et stik til det norske black metal-band Troll og deres album ‘Drep de kristne’, og dermed er vi tilbage ved den selvhøjtidelighed, Sigrid Vollgraven ser som et problem i norsk metal.

– Det er en parodi på Troll. Jeg føler ikke, at jeg kan synge, at man skal dræbe nogen. Det bliver lidt mere ufarligt, når man synger, at man skal skræmme de kristne, end hvis man opfordrer til at dræbe dem. Men alligevel var der nogle kristne, som blev provokeret af sangen, ler han.

Det kan være svært at forestille sig, når man hører sangen, hvor Sigrid Vollgraven piner en forsamling kristne ved at spørge dem, om de vil have noget alkohol, om de har lyst til at onanere, om de vil høre noget Satyricon, eller med autoritet som en gymnasieelev proklamerer, at “Jesus var blott en brikk i et politisk spel.” Selvironien er tyk, men alligevel bliver det ikke altid opfattet.

– I Norge skal man helst ikke lave for meget ballade. Jeg tror nogle gange, at vi har det lidt for godt.

Tottal Tömming er her for at gøre opmærksom, at det ikke er alle, der har det så godt hele tiden. Og for at grinde dig sønder og sammen imens.

'Tankeskrekk' udkommer 7. september.