Det lød så crazy og smadret

invo1-18-1498499322

Fire-en-halv generationers dansk thrash ser tilbage og fremad: Artillery, DesExult, Invocator, HateSphere og Terminalist fortæller om, hvad thrash har betydet for dem. Men også om at frigøre sig fra den formel, der hurtigt blev skabt for genren.

Kunstner
Titel
+ Artillery + DesExult + HateSphere + Terminalist
Genre
Fotograf
Jacob Dinesen

Der er et stykke fra den purunge frontmand med langt blond hår og en itureven ærmeløs Venom-T-shirt på en lille klubscene foran den vilde og svedige hob af thrashere, jeg er en del af, til den velfriserede, gråhårede herre med læsebriller, der i dag sidder på skærmen foran mig i sit lydstudie. Jacob Hansen, der har produceret en perlerække af de helt store navne inden for metal og hard rock i studiet i Ribe, kan grine overbærende af sit 30 år yngre jeg, for så lang tid er det siden, men han kan også godt huske følelsen af, hvor uimodståelig fedt det var, da thrashen og dens lidt langsommere fætter, dødsmetallen, kom smadrende ind i ens teenageværelse og vendte fuldstændig op og ned på ens prioriteter.

– Der var masser af mine venner dengang, der var helt oppe at køre over den britiske heavy metal og power metal, men jeg fik bare ikke rigtig noget ud af det, indrømmer han.

– Men jeg kan huske en weekend, hvor jeg havde lånt ‘Infernal Overkill’ med Destruction og ‘Endless Pain’ med Kreator af ven og hørte dem igen og igen. Det lød så crazy og smadret, og jeg tænkte bare, at det er dét her! Det skulle være mørkt og crazy. Selvom det jo egentlig var semidårligt udført på de plader.

Nogle år tidligere opdagede Esben Slot Sørensen og hans kammerat Henrik Kjær i en forstad nord for Aarhus thrashen gennem de første plader, der kom til Danmark.

– Vi hørte allerede NWOBHM – Saxon, Judas Priest, Iron Maiden, alt det der – og pludselig kom ‘Kill ‘Em All’ og ‘Show No Mercy’. Vi stod med de to plader og hørte, hvor sindssygt det var i produktionen, hastigheden, riffingen, husker Esben Slot Sørensen.

Kunne man høre, at det skilte sig ud fra resten af heavy metal? Lød det nyt?

– Ja, meget. Der er noget skarpt og råt over specielt ‘Kill ‘Em All’. Der var skruet op på alle parametre. Så gik der ikke længe, før dødsmetal og grindcore kom til og overhalede thrash, men der var en periode, hvor thrash var det vilde og nye.



Der var ikke noget, der hed thrash
De to aarhusianske kammerater dannede selv thrash metal-bandet Samhain, der snart blev til DesExult, og de lavede Danmarks første dedikerede thrash metal-magasin, Blackthorn. Den historie har vi tidligere fortalt på Devilution.

Men allerede nogle år tidligere havde brødrene Michael og Morten Stützer i Taastrup startet bandet Artillery, som skulle blive Danmarks store thrash metal-navn.

– Da vi startede Artillery i 1982, var der ikke noget, der hed thrash. Der var nogle, der spillede hurtig metal, sådan som Accept på ‘Fast as a Shark’, men det var først, da vi lavede vores andet demo i 1984, at folk sagde, at vi spillede thrash, fortæller Michael Stützer.

På det tidspunkt havde han og de andre i Artillery bemærket, at der var ved at ske noget nyt, og gennem den internationale tapetraderscene hørte de Metallicas første demo, som blev grundstenen for den stil, Artillery troligt har fulgt lige siden.

– Vi kører stadig den gamle stil. Sådan noget som Forbidden og Heathen, med ren vokal. Det er det, jeg stadig selv lytter til.



Michael Stützer var 23 år gammel i 1984, hvor Artillery markerede sig med demobåndet ‘Shellshock’, der året efter førte til det klassiske debutalbum ‘Fear of Tomorrow’. 36 år og ni plader senere er han ikke kørt træt i thrash metal, og i modsætning til Jacob Hansen betoner han netop den tekniske og sangskrivningsmæssige kunnen hos de bands, der kom ud dengang, som det, der gav dem en længere levetid.

– Der er en nerve og energi i de her ting. Men der er mange, der tager fejl og siger, at der bare er fuld smadder på. Sådan nogle bands som Slayer og Exodus havde slet ikke overlevet, hvis ikke de også havde haft de fede hooklines. Den første med Exodus er stadig en af mine favoritter. De ting, der er på den, er simpelthen så catchy.

I forhold til Artillery moderer Jacob Hansen da også sin første forelskelse i den rene smadder:  

– Artillery var et af mine tidligste møder med thrash, og ‘Fear of Tomorrow’ er jo en genial plade. Men ‘Terror Squad’ var endnu federe, vurderer han Artillerys andet album fra 1987:

– Den havde lidt af hvert. Det var ikke bare full on smadder, selvom der også var dét på den. Der var også en ret stærk vokal.



Epicentret Esbjerg
Lige præcis dén vokal markerer skellet mellem den traditionelle thrash metal, og den mere dødsmetalliske thrash metal, der vandt frem i slutningen af 80’erne og begyndelsen af 90’erne. 

– Sangerne begyndte at growle, og den bølge hoppede jeg aldrig med på. Allerede dér kunne jeg godt begynde at føle mig som en sur gammel mand, når jeg hørte de nye ting og bare syntes, at det var dårligt produceret, og de var dårlige musikere, griner Esben Slot Sørensen.

– Jeg blev manager for Illdisposed, og jeg syntes, at det var helt sindssygt, det, de lavede, men Bos vokal blev jeg altså aldrig fan af.

En af dem, der var med til at introducere growling i dansk thrash metal, var Jacob Hansen. I 1986 dannede han Black Creed, der året efter blev til Invocator. Jakob Schultz, som flere vil kende som mangeårig skribent på magasinet Metalized, og trommeslageren Per M. Jensen, der senest har spillet doom i Road to Jerusalem, kom til, og de tre gjorde Esbjerg af alle steder til et epicenter for dansk thrash, død og groove metal ved indgangen til 90’erne. Invocator tog selv turen rundt i genrerne med Jacob Hansen som arrigt bjæffende growler i front.



– Det er jo ikke sådan, at vi hoppede fra det ene til det andet, men hver gang, vi opdagede noget nyt, var vi enige om, at det skulle vi have ind i vores musik. Før vi lavede den første plade, ringede Schultz mig op en dag og sagde, at han havde fået den mest sindssyge plade til anmeldelse i Metalized. Det var den første med Obituary, og jeg kan huske, at jeg i bussen hjem fra Schultz ude i Varde hørte den plade og bare tænkte, hvad fanden foregår der? Den vokal! Det skulle vi have ind i Invocator. Det samme med Morbid Angel, Deicide og Pestilence, der også kom til på det tidspunkt.

Op gennem 90’erne lavede Invocator en serie plader, der nød og nyder stor anerkendelse blandt thrashere, men i metal som sådan blev overskygget af den dødsmetal, de selv havde været med til at åbne døren på vid gab for. Ét af de bands, der udsprang af den jyske dødsmetalscene og tog tråden op fra Invocators groovy dødsthrash, var aarhusianske HateSphere, som Jacob Hansen endte med at indspille i Hansen Studios.

– HateSphere har aldrig været ren thrash, konstaterer Peter Lyse Karmark, eller Pepe, som guitaristen og bandlederen er bedre kendt.

– Jeg kan godt lide at blande groove-død, melodisk dødsmetal og selv hard rock ind i musikken. Men vi har altid haft deaththrash-sange med: Sådan nogle af dem, hvor man banger med hele ryggen.



Født for sent
Pepe er fra 1979 og kom således ind i thrashen på bagkant af dens storhedstid, men de store bands Metallica, Megadeth og Anthrax blev fortsat spillet en del i radioen, og i dem fandt han noget, der talte til ham selv.

– Metallica har altid været gode til at lave det storladent melodiske og give det en dyster kant i forhold til det glade budskab i hard rock. Thrash er lidt en mellemting mellem det helt brutale og så den klassiske metal: Der er en hurtighed og brutalitet i det, men der er også melodien fra power metal. Det er bare federe, fordi der ikke er ren vokal, ler han.

– Det er råbende skældudvokal!

Hvis Pepe kom på bagkant af den første bølge af thrash metal, er det intet mod Emil Hansen fra det nye københavnske thrash metal-band Terminalist.

– Jeg er fra 1991, og det var jo skelsåret med ‘The Black Album’ og ‘Nevermind’. I dén forstand er jeg born too late for at citere Saint Vitus, konstaterer Emil Hansen med en bas om halsen i Terminalists øvelokale, hvor han er ved at lægge spor til en demo for det debutalbum, bandet skal indspille i efteråret.

I starten af 00’erne begyndte han at dykke ned i musik på det lokale bibliotek i Brønshøj og på internettet, der så småt var ved at blive en faktor for den musikalske dannelse.

– Inde på et site, der hed DanishMetal.dk, kunne man downloade MP3’er af enkelte numre med Mercenary og HateSphere, og så lærte man jo ellers bare en masse navne at kende på det spirende internet. Dem lånte jeg med hjem fra biblioteket, men der var det jo sådan, at de aktuelle plader altid stod forrest, så den første plade, jeg hørte med Slayer, var ‘God Hates Us All’, den første med Megadeth var ‘The World Needs a Hero’, hvor de dårligt spillede metal. Der gik lang tid, før jeg forstod, hvorfor Metallica var gode, fordi jeg blev afskrækket af ‘St. Anger’. Jeg blev vild med metal i den periode, hvor det var værst overhovedet at være metalfan!



Arkæologisk tilgang
I Terminalist tager Emil Hansen afsæt i et af de få navne, der efter thrashens genkomst i 00’erne med Municipal Waste som foregangsmænd faktisk er lykkedes med at forny genren og ikke blot hylde den som en retrobølge. Det er amerikanske Vektor, hvis indtil videre sidste album ‘Terminal Redux’ han i sin tid hyldede uforbeholdent som Devilution-anmelder.

– Der er mange bands i genren i dag, der holder sig på den sikre sti, men som genre er thrashen blevet udforsket godt og grundigt. Der er jo en grund til, at alle søgte en anden vej i 90’erne. Men det er altid interessant at vende til en æstetik, der tidligere har været populær, med det forandrede udsyn, tiden har givet én. Det er nærmest en arkæologisk tilgang til det: Fordi vi kender genren godt nok, kan vi tage nogle specifikke elementer fra den og andre genrer og blande dem sammen på en ny måde. Det ultimative eksempel på dét er jo Vektor. Det, de lavede, var så vildt. De var lysår foran sådan nogle som Warbringer og Power Trip, fordi de tog nogle grundlæggende elementer og et vokabular fra thrashen, smed det ind i en prog-ramme og fyrede blastbeats og alt mulig andet oveni!

Mens Terminalist på den ene side er fuldt bevidste om den historie, der bygger videre på, er det dem altså også magtpåliggende ikke at blive puttet i kassen med retro-thrash-bands som Power Trip, Municipal og Antichrist. Selvom Emil Hansen egentlig ikke har noget imod den retrobølge:

– Det er faktisk en ting, jeg har tænkt over i dag: Thrash er jo vildt populært i Danmark, men hvorfor er der aldrig blevet en regulær scene ud af det? Hverken dengang eller i dag? Hvorfor kom der ikke en masse nye danske bands i 10’erne, da bølgen var på sit højeste?

Det er der ingen af de andre, der har noget svar på. Men hvor Esben Slot Sørensen proklamerer, at han “falder altid til patten, når der er noget, der lyder, som da far var ung,” er de andre noget mere skeptiske over for retro-bølgen.

– Jeg er ikke super opsøgende i forhold til ny thrash, men de ting, folk har sagt, at jeg skulle tjekke ud, virker bare ikke så relevante for mig. Alt lyder bare som en gentagelse. Og så lyder jeg som en gammel nar, sukker Jacob Hansen og mindes den der onkel, alle har haft, der sagde, at alt det thrash, man selv hørte i 80’erne, lød som Deep Purple, bare hurtigere og dårligere.

– Jeg har ikke hørt nogen, der har taget thrash og ført den ind i 2020. Der mangler nogle moderne tanker i det. Det lyder, som om det stadig var 1984, og så bliver det lidt tongue-in-cheek. De skal selvfølgelig bare fyre den af, men jeg har ikke hørt noget, hvor jeg mærker det samme, som dengang jeg hørte Dark Angel. 

– God musik har altid noget at sige mig. Hvis det formår at vække nogle fede følelser i mig, er det sådan set ligegyldigt, om det er lavet i 1984 eller i dag. Men jeg er ikke så tosset med de bands, der lyder fuldstændig, som om det var 1984 igen. Jeg kan bedre lide det, når man sætter sit eget præg på det, siger Pepe.

Med thrash forstod jeg alting
– Det, jeg godt kan savne i dag, er de mere beskidte produktioner, man havde dengang. Det hele er så pænt i dag og spillet helt perfekt, tilføjer Pepe.

Dén bemærkning falder så direkte tilbage på Jacob Hansen, der om nogen har været ansvarlig for en ren og perfektionistisk lyd i sine knastørre metalproduktioner. Ikke desto mindre er han godt tilfreds med, hvor teenageårenes besættelse af thrash metal har ført ham hen. 

– Hvis det ikke var for thrash metal, havde jeg ikke siddet her i dag, siger han med en fejende håndbevægelse ud over studiet.

– Jeg havde ikke lavet det, jeg gør nu, hvis ikke det shit havde fejet benene væk under mig. For så meget tændte jeg heller ikke på NWOBHM og heavy metal. Med thrash forstod jeg alting. Nu gav det mening. Efter ‘Reign in Blood’ kunne jeg mærke, at nu var der ingen vej tilbage.

Den vej er en ny generation tilsyneladende også parate til at gå, sådan som fotografen Brian Lew siger det i interviewet om filmen ‘Murder in the Front Row’:

– Hvis du går til en metalkoncert i dag, er det næsten som at gå ud og høre classic rock, når man ser på publikum. Men tager man til en thrashkoncert, er der masser af unge. [...] Det er interessant for mig at se, at thrash er den ene metalgenre, der tiltrækker unge.

Det samme har Michael Stützer oplevet med Artillery, fortæller han.

– På vores seneste tour i Australien kom der flere steder far og søn, mor og datter. Det er vildt fascinerende! Sidst vi var i USA, var der også mange unge i publikum, og de brænder virkelig for det. Jeg tror, de kan se, at det er ærligt. At vi spiller, fordi vi vil det, fordi vi føler noget for det. Det kan de unge mørke, og de er trætte af alt det MTV-shit.

For Michael Stützer er der heller ingen vej tilbage længere. Det er OK, tiden er fulgt med ham og det, han laver i Artillery.

– I starten syntes folk, at vi lød som Motörhead blandet med punk. De kunne slet ikke placere os. Men så kom Exodus og Metallica, og så forstod de det. Og det var vi med til. Det er fedt at føle, at man har bidraget til det her.