Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Hvor blev DesExult, Blackthorn og Barcode af?

Populær
Updated
DesExult - Imperator Polen 1989
barcode 2007 L-R esben slot s├╕rensen, jacob bredahl, knud therkildsen, michael s├╕rensen, rune pedersen
Grindhouse - post DesExult 1992 support for Suzi Quatro, Thy Festival
DesExult tour poster 1989
European Hardcore Party 1999
Barcode Showdown tour poster
Barcode Hardcore tour poster
Barcode with full force 2007 - foto jacob dinesen

Og hvordan var det lige, at et thrash metal-demoband uden pladekontrakt, et tough guy hardcore-band med internationalt potentiale og et professionelt hjemmelavet metalmagasin med oplag på flere tusinde eksemplarer hang sammen?

Kunstner
Titel
+ DesExult + Blackthorn
Fotograf
Privatfoto / Jacob Dinesen

Kapitel 1: DesExult

I den mondæne satellitby Lystrup nord for Aarhus sidder en midaldrende Esben Slot Sørensen og tænker tilbage. Nogle kilometer mod syd på den anden side af Djurslandmotorvejen og Egå begynder de aarhusianske forstæder at lede ind mod den jyske hovedstad. I 80’erne var Aarhus centrum for dansk popmusik med så forskellige navne som ungpigebedåreren Thomas Helmig, reggae-og-rigtige-meninger-bandet Gnags, de sortklædte synthmodernister tv·2 og alle de andre, de trak med sig rundt på caféerne og ud på universitetet.

Men ude i forstaden Risskov sad to 20-årige fyre med fokus et helt andet sted end på plasticøreringe, pastelfarver og permanentkrøller. Året var 1985, thrash metal var brudt igennem med de første plader fra Metallica, Slayer, Megadeth, Anthrax; de var The Big Four, og nu meldte alle andre sig klar til at følge trop i den nye stil, der havde vendt op og ned på heavy metal.

Sammen med nogle venner dannede Esben Slot Sørensen og Henrik Kjær Samhain og udgav deres første demo. Men Glenn Danzig havde dannet et band af samme navn, så de skiftede navn til DesExult , og i 1986 kom deres første demo med den konfrontatoriske titel ‘S.O.D.F.O.A.D.’ Året forinden havde jokebandet S.O.D. med medlemmer fra Anthrax, Nuclear Assault-bassisten Dan Lilker, der var blevet smidt ud af Anthrax, fordi han var højere end forsangeren, og Billy Milano, der senere skulle danne M.O.D., udgivet debuten ‘Speak English or Die’; i marts 1986 havde de psykedeliske thrashere Voivod udgivet pladen ‘Rrröööaaarrr’, hvor de introducerede ‘F.O.A.D.’ som en forkortelse for “fuck off and die”. Debutbåndets titel kunne altså umiddelbart læses, som om DesExult gjorde deres entré på scenen med en opfordring til all star-crossoverbandet om at skride ad helvede til. Det var bare ikke sådan, det skulle forstås. I hvert fald ikke kun, forklarer Esben Slot Sørensen.

DesExult 1986 L R martin hundrup henrik kjr tue madsen esben slot srensen

– Vi var bare nogle spasmagere, vi havde ikke noget imod S.O.D. Det var en reference, mange forstod dengang, fordi Voivod brugte den forkortelse, og så syntes vi, at vi var pissesjove. Men man kunne jo se i inderflappen på coveret, at det stod for ‘Soon Our Demo Finds Our Album Deal’. Der var ingen bitterhed i det. Der var bare heller ingen, der syntes, at vi var sjove.



Dopehoveder og tykke bistandsklienter
Indforståetheden og den afslappede tilgang til det hele var et generelt problem for thrash metal i begyndelsen og i særdeleshed for DesExult. Som 99 % af alle andre bands i genren var de unge, hvide middelklassefyre, der bare gerne ville feste og snakke om de damer, de ikke kunne score. Udover pionererne i Metallica var det småt med forbilleder, der havde professionaliseret sig. Det behøver man bare kaste et blik på de notoriske billedcollager i innercovers på thrash metal-plader fra dengang, hvor det hele går op i dåsebajere, afklædthed og karikaturtegninger.

– Vi var nok lidt for loose med det. Vi lavede jo også en demo, der hed ‘Fat Boys Wanna Rock’. Det var igen sådan noget, som alle andre ikke syntes var lige så sjovt, som vi selv syntes, at det var. Vi var jo nogle dopehoveder i 20’erne, forklarer Esben Slot Sørensen, inden han sætter det i et større perspektiv:

– Dybest set handler det vel om, at i Velfærdsdanmark var det for let bare at hyggefedte rundt med det. Man kunne jo se det, når man fik demoer fra USA: Selv de dårligste bands derovre var bedre end alle os andre, og de kørte på med 180 i timen, fordi de godt var klar over, at de kun havde det ene skud i bøssen.

DesExult Kreator show marts 1986 L R martin hundrup max due eben slot srensen henrik kjr

Det uambitiøse mindset tog metallen med sig videre ind i 90’erne, kunne Esben Slot Sørensen se, da han i en årrække arbejdede på pladeselskabet Diehard i Odense. Her var han med til at lancere bands som Illdisposed, Konkhra og Dominus, men attituden var den samme, mindes han.

– For langt de fleste var det bare noget fritidssjask. Det var lidt sådan nogle tykke bistandsklienter, der kom ind i butikken, og det var, som om de ikke rigtig ville det. Så kan man også altid sige, at det bare var for sjov. Man bliver ikke rigtig stødt på sin stolthed, hvis det ikke lykkes for én.

Det var den vej, det var gået for DesExult, da 90’erne tog over. I løbet af 1986-88 indspillede de fire demobånd og en livekassette, men der skete aldrig mere med dem. Deres demo fandt dem ikke den pladekontrakt, de havde håbet på.

– Rygtet dengang lød, at Noise International skulle vælge mellem to undergrundsbands, de ville signe. Der skulle vi have været det ene, og det andet var Tankard, og det blev så dem. Men det har vi aldrig fået verificeret.



Vi gad ikke thrash længere
I stedet var DesExult med på nogle opsamlingsalbums på New Renaissance Records, og i Holland var der én, der udgav deres første demo på 7”. I takt med at thrash metal har haft et par revivals, har der også været interesse fra flere sider for at genudgive DesExult-optagelserne, fortæller Esben Slot Sørensen lettere forundret.

– Lige nu er der to-tre stykker, der gerne vil udgive det med booklet og det hele. De synes, at vi er vildt old school og true, næsten vrænger han.

– Men jeg orker ikke at skulle finde alle de gamle billeder frem og scanne dem ind.

I stedet varmer han sig ved minderne om det, de trods alt opnåede, selvom det helt store gennembrud udeblev.

– Vi spillede med Pestilence, Exhumer og Kreator, mens det hele stadig var undergrund. Vi fik Kreator op at spille på Carlton i København i 1986: Det var første gang, de overhovedet spillede uden for Tyskland.

Gennem de kontakter, de opbyggede i undergrundsnetværket, blev DesExult selv inviteret til Polen at spille to år i træk.

– Det var før jerntæppet faldt, og fordi vi kom fra Vesten, kunne vi spille stadionkoncerter med semistore lokale navne som Turbo og Imperator som opvarmning.

DesExult 1990 L R janus skallgaard ulrik pedersen esben slot srensen nils rose petersen

Men alligevel var det ikke nok til at holde gejsten oppe i bandet, der som alle andre gennemgik en del udskiftninger i lineuppet. Samtidig peakede thrash metal omkring 1990, og lige pludselig blev det passé. Med ét ville alle hellere høre dødsmetal, rap metal og grunge, husker Esben Slot Sørensen.

– Vi var ved at indspille et nyt demo i 1990, som aldrig er kommet ud, for i mellemtiden var vi blevet enige om, at vi ikke rigtig gad thrash længere. Der blev røget en del bønner, og vi hørte en masse mærkelig psykedelisk musik og ville hellere spille sådan noget som Faith No More og Red Hot Chili Peppers. Optagelserne ligger der stadigvæk. For nogle år siden fik jeg Tue Madsen til at producere dem, så de er færdige. Men det er bare stadig ikke topklasse-fedt. Det er lige niveauet under noget, man rigtig gider at høre.

I løbet af 1991 ophørte DesExult med at eksistere under det navn. De næste år røg Esben Slot Sørensen en masse hash og drak en masse bajere, mens han spillede forskellige former for tung musik i bands, der skiftede navn for hver koncert.  Først i 1995 skete der noget igen, men først skal vi spole nogle år tilbage.



Kapitel 2: Blackthorn

Lige så tilbagelænet Esben Slot Sørensens og Henrik Kjærs tilgang var til DesExult, lige så seriøs var tilgangen til deres andet fælles projekt, som løb ved siden af bandet. Ideen til magasinet Blackthorn opstod, efterhånden som de to venner bevægede sig dybere ind i thrash metallens undergrund i 1985.

– Vi var begyndt at købe blade, fordi det var fedt at opstøve musik, man ikke kunne få i den lokale HMV. Vi tog til London og kom slæbende hjem med en masse lort. På meget af det havde de dårligt nok stemt guitaren, men vi syntes, det var fedt, fordi det var obskur undergrund, ler Esben Slot Sørensen.

Størstedelen af de fanzines, der blev udgivet i den periode, var skrabede gør-det-selv-produktioner lavet af glade amatører. Men de to venner fra Risskov havde højere ambitioner med Blackthorn.

– Jeg syntes, det var tarveligt at kalde sig et magasin, når man bare havde stået ovre i skolens kopirum og klipset det sammen. Dengang var der en meget skarp opdeling mellem punk og metal, og vi syntes, at de der magasiner lignede noget punklort. Det gad vi ikke. Min far var repofotograf, så jeg gik meget op i, at det skulle se ordentligt ud. Dengang skulle man lave en film, inden man sendte magasinet til tryk, og det hjalp han os med gennem en connection, han havde. Vi anmeldte de demoer, vi selv havde købt, og fik vores engelsklærer til at rette teksterne igennem for de værste fejl.



Den første udgave af Blackthorn kom i forsommeren 1985 med King Diamond på forsiden, lige efter Mercyful Fate var blevet officielt opløst i april måned samme år. Hvilket muligvis forklarer, hvorfor der ikke er nogen historie om hverken King Diamond eller Mercyful Fate inde i bladet, der til gengæld har et interview med tyske Tormentor. Altså det band, der samme efterår udgav deres debutplade ‘Endless Pain’ under navnet Kreator. Hovedhistorien i det første nummer er et interview med Artillery, der nogle måneder senere ligeledes albumdebuterede: Blackthorn var med andre ord med helt fra thrash metallens begyndelse.

En skidesur Cliff Burton i røret
Det blev bemærket rundt omkring. Da artiklens forfatter i 2017 talte med den chilenske thrash metal-veteran Yanko Tolic, nævnte han Blackthorn og Esben Slot Sørensen som et af de første udenlandske magasiner, der havde taget hans band Massacre op.

– Jo mere obskurt et band var, og jo mærkeligere et sted de kom fra, jo federe syntes vi, det var at lave noget med dem.

Det havde de rig lejlighed til, for hurtigt begyndte bands og pladeselskaber uopfordret at sende dem demoer og plader til omtale, de blev inviteret med backstage til koncerter og fordoblede oplaget fra nummer til nummer, så de gik fra 400 eksemplarer af det første til 5.000 af de sidste udgivelser. Folk i scenen var opmærksomme på Blackthorn, og snart var det ikke længere kun et magasin for undergrunden.



– Vi sad nede hos Kjær engang, da telefonen ringede, og hans mor sagde, at det var én, der snakkede engelsk, der ville tale med os. Det var Cliff Burton, der var i Sweet Silence Studio i København med Metallica og indspille ‘Master of Puppets’. Der havde ligget et nummer af Blackthorn fremme i studiet med et interview med Exodus, hvor en af dem snakkede om, at Kirk Hammett havde stjålet nogle riffs med fra Exodus, da han gik over i Metallica. Det var Cliff fandme sur over at læse!

Situationen blev dog afmonteret, et interview blev aftalt, så Metallica kunne fortælle deres version af historien, og med den eksklusive historie steg Blackthorns internationale anseelse yderligere.

Ind på fars kontor
Det vokseværk var også bare med til at gøre en ende på bladet.

– Vi finansierede trykket af hvert magasin med salget af det foregående, men på et tidspunkt var der en distro i New York, der havde taget 1.500 magasiner, og dem fik vi aldrig pengene for, selvom vi ringede og skrev til dem flere gange. Så vi havde ikke råd til at trykke nummer ti. Kjærs far ville godt spytte nogle penge i det, men så skulle vi efter tur ind på hans kontor og redegøre for vores plan med det her blad. Jeg stod foran ham, da han sagde, at han var villig til at skyde nogle hundrede tusinde ind i det, hvis jeg virkelig troede på, at der var en forretning i det. Der blev jeg lidt pivet og måtte sige, at det troede jeg altså ikke rigtig. Han takkede mig for at være ærlig, men så kom der ingen penge og heller ikke flere magasiner.

Samtidig var den thrash metal, som Blackthorn havde bundet sin identitet op på over otte numre fra forsommeren 1985 til efteråret 1989, ved at blive afløst af en ny bølge.

– Jeg kan godt ærgre mig over, at vi ikke turde satse på at lave en seriøs forretning ud af det. Vi havde aldrig nogen idé om, at vi skulle op og konkurrere med Metal Hammer, men jeg synes, at vi udviklede os sammen med genren, og selvfølgelig ville vi være fulgt med over i en ny genre. Men Kjær og jeg var også gledet fra hinanden. Han var allerede gået ud af bandet på det tidspunkt. Jeg har ikke set ham i 25 år.



Kapitel 3: Barcode
Det er sommeren 1996. Det er seks år siden, at Blackthorn gik ind, og DesExult blev opløst i en sky af røg og skiftende øvelokalebands med et nyt navn og en ny stil hver uge. Esben Slot Sørensen er nu i starten af 30’erne, er nybagt far og sidder i lejren på Roskilde Festival sammen med Gropes bassist Jimmi Thorsø. Året efter dør Jimmi Thorsø af kræft, men det ved ingen af dem nu: Lige nu sidder de og hører Slayers helt nye plade, ‘Undisputed Attitude’, om og om igen på ghettoblasteren. På samme festival spiller Slayer, der var på forsiden af det næstsidste nummer af Blackthorn syv år tidligere, en koncert, hvor de blander deres egne thrash metal-klassikere med de hardcore-sange, de har lavet covers af på ‘Undisputed Attitude’.

Lige dér under festivalsolen og med dåseøllene brusende gennem blodet går det op for Esben Slot Sørensen, at de fyre, han har fundet sammen med i bandet Barcode året forinden, skal spille hardcore.

– Det var helt klart Slayers skyld. Jeg havde været inde at se Sick of It All nogle år forinden, men det var ikke rigtig noget, jeg havde noteret mig. Det var bare, fordi jeg var af sted, hver gang der var noget tråd. Men Slayer triggede noget i mig med den plade.

Barcode frste officielle line up 1995 L R esben slot srensen morten daugaard gregers fastrup ralle malone kenneth klinker madsen

Igen ramte Esben Slot Sørensen en bølge: Hardcore af newyorkerskolen havde sin tredje opblomstring midt i 90’erne i kølvandet på Biohazards, Madballs og Sick of It Alls succes, og Barcode levede op til alle genrens formalia med tough guy-attitude, tatoveringer, nøglekæder og brøl-med-omkvæd. I 1997 kom det første album på Diehard Music, og nummer to, tre, fire og fem fulgte efter i raskt tempo frem til 2006, samtidig med at bandet udgav en række splitalbum og ep’er og medvirkede på et utal af compilations.

– Vi var i al beskedenhed ét af de bedste bud i Europa på seriøs NYHC. Det var bare fuldstændigt dårlig timing. Flere af os havde fået job og børn, og pludselig havde vi så en booker i Berlin, som ville sætte tours op i 6-8 uger ad gangen. Der måtte vi sige, at det var da superfedt, men vi kunne ikke. Vi kunne kringle det, så vi tog på tour i en uge med jobs i weekenden i hver ende, men det var det. Lige pludselig havde vi et navn, men vi stod alligevel og syntes, at det ikke helt var nok til at erstatte et rigtigt job. Der kunne man godt have ønsket sig, at det var sket, mens man var i 20’erne i stedet. Det var så åndssvagt, som det overhovedet kunne være.



Harley Flanagans danske venner
På trods af en del fodslæben hos medlemmerne gik alt alligevel tilsyneladende, som det skulle for Barcode.

– Vi var på tour med bands som Agnostic Front, Madball og Skarhead. Det gav jo noget respekt. Jeg kan huske, da vi spillede på festivalen With Full Force i 2000: Pludselig kommer Harley Flanagan fra Cro-Mags over og spørger os, om vi snakker dansk. Han boede jo i Aarhus som barn, så nu stod han og snakkede med os. Så kom Tom Araya til og skulle høre, hvad det var for et mærkelig sprog, vi talte med Harley, og pludselig står vi en kæmpe flok med nogle af vores helte, fordi vi var Harleys danske venner.

Men samtidig med, at det gik derudad, kunne Esben Slot Sørensen og resten af bandet mærke, at de ikke rigtig kom videre.

– Vi spillede fem koncerter med Volbeat. De første tre var med dem som opvarmning, så stak det pludselig af for dem, og vi kom til at varme op i stedet. Og selvfølgelig kunne vi ikke nå lige så langt som dem med vores genre, men derfor kan jeg da godt ærgre mig over, at vi ikke lige gav det fem år for at se, om det kunne bære. Det er igen den der meget danske ting: Det er altid bedre lige at sørge for at have fast job, sukker han.

Barcode jacob Dinesen 3

I 2005 blev Barcode signet til den tyske mastodont Nuclear Blast og udgav pladen ‘Showdown’. Året efter rykkede de over på det italienske label Scarlet, der også havde guitaristen Jacob Bredahls andet band, HateSphere, i stald, og de var på tour med to af genrens helt store navne, Agnostic Front og Hatebreed. Men alderen begyndte for alvor at kunne mærkes. Trommeslageren Michael Sørensen fik en diskusprolaps, og Barcode spillede deres sidste koncert i hjembyen Aarhus i 2008.

– Michael lå på et liggeunderlag på gulvet derhjemme og kunne ikke noget. Vi kørte hen og hentede ham, da vi skulle spille, og så kørte vi ham hjem at ligge på stuegulvet igen efter koncerten.



En halv omstart
Det var ikke meningen, at det skulle være Barcodes sidste koncert. Michael Sørensen blev opereret, og så troede resten af bandet, at alt ville blive godt igen.

– Men det gik fra skidt til værre, og til sidst blev han indstillet til førtidspension.

Bandet enedes om at sætte Barcode på pause i et år for at give trommeslageren en chance for at komme sig. Da der efter et år stadig ikke var udsigt til, at det skulle blive bedre, begyndte de i stedet at prøve nye trommeslagere af, men efter at have haft fire forskellige inde på prøve måtte de indse, at der var for langt imellem de yngre trommeslageres forestillinger om, hvad det ville sige at være med i et band på Barcodes niveau, og den virkelighed, de fire så småt midaldrende mænd kunne tilbyde dem.

– I starten af Barcode var vi tynget af yngelpleje, nu var vi blevet til nogle gamle mænd med modeltog i kælderen.

Barcode jacob Dinesen 11

Barcode blev lagt i graven. I midten af 10’erne begyndte de at snakke om at tage bandet op igen, men det gik i sig selv igen. Imens er sangeren Knud Therkildsen begyndt at spille i bandet World War 5, der har taget Barcode-sangen ‘Don Ron’ med i livesættet.

– Folk er ellevilde med det, når de spiller den. Så forleden spurgte Knud mig, om ikke jeg ville komme op og spille den med dem, når de har releasefest for deres debutplade i midten af februar. Jeg havde egentlig ellers forliget mig med, at det ikke skulle blive til mere, men nu har vi alligevel snakket lidt om, at det kunne være sjovt at sparke det i gang igen. Nu må vi se, afslutter Esben Slot Sørensen.

Han kunne godt bare læne sig tilbage i huset i Lystrup. Sende de sidste unger afsted hjemmefra. Sortere i kasserne med gamle udklip fra tiden med DesExult, Blackthorn og Barcode. Men han kan alligevel ikke helt slippe det. Det kan godt være, at de fleste ikke ved, hvor han og de andre fra DesExult, Blackthorn og Barcode blev af. Men helt væk er de ikke blevet.



Samhain Kreator march 1986

DesExult AtroCity

DesExult Invocator

DesExult Treff NL

Barcode Aalborg Metal Festival 2002

Har du gamle billeder liggende af DesExult? Så læg dem op i kommentarsporet eller send dem til os!

Menu