Briller Af Stål: Chile, metalland - del 7: Under radaren

Arvefjender på metalscenen, okkulte ritualer i floddeltaet, panfløjter og kæmpestore øl: Briller Af Stål vender tilbage til metallandet Chile halvandet år efter den første serie artikler for at samle trådene og lægge nogle nye ud.

Det er en god sommer for Yanko Tolic. I foråret blev han bedstefar for første gang, umiddelbart efter kom bogen om hans band Massacres tre årtier lange historie, og endelig udkom bandets fjerde album lige før nytår.

Det er med god grund en optimistisk Yanko Tolic, jeg møder på metrostationen Universidad Católica en februaraften i Chiles sommerferieaffolkede hovedstad, og mens vi skråer over de gadehandlendes tæpper med hjemmetrykte pamfletter, veggieburgere og solbriller i José Victorino Lastarria-gaden og spadserer gennem Parque Forestal, hvor de herreløse hunde slænger sig mellem børnefamilier på legepladserne og unge kærestepar, der har sex med tøjet på i græsset, fortæller han stolt om sine fire børn og barnebarnet, om den ældste datters kæreste, der var med til fødslen, fordi den yngre generation er mere progressiv end hans egen.

Aftenen efter skal han med natbussen til Puerto Varas tusind kilometer sydpå for at lancere bogen ‘Massacre: 30 años de Thrash Metal’ sammen med forfatteren Maximiliano Sánchez Mondaca. Han er en sociolog og metaljournalist, der for et par år siden udgav bogen ‘Thrash Metal: del sonido al contenido’ om, hvordan den chilenske thrash metal-scene opstod i firserne under diktaturet, og hvordan den i det spæde demokrati i halvfemserne udviklede sig over i dødsmetal.

Det såkaldte demokrati giver Yanko Tolic ikke meget for: “Det var kun et demokrati på overfladen, i virkeligheden var det the Chicago Boys, der bestemte det hele,” siger han ophidset med reference til de nordamerikanske økonomer, der dikterede modellen for, hvordan de sydamerikanske landes økonomi skulle administreres af de nye regeringer, der fulgte militærdiktaturerne i Brasilien, Uruguay, Paraguay, Ecuador, Bolivia, Argentina og i 1990 Chile.

“Det var USA, der havde hjulpet Pinochet til magten og støttet ham i alle årene, og det var stadigvæk dem, der bestemte, hvem der skulle lede Chile bagefter, og hvordan det skulle foregå,” fortsætter Yanko Tolic, mens vi krydser den lavvandede, brune Mapocho-flod, hvor de hjemløse så småt samler sig under broerne, på vej op i Santiagos bohèmekvarter, Bella Vista.

Den udlægning af demokratiseringsprocessen er ikke bare paranoia fra Yanko Tolics side, selvom han i løbet af aftenen afslører ikke at være fuldstændigt fremmed over for konspirationsteorier, men de fleste er knap så kategoriske i deres udtalelser om en epoke, som Chile stadig ikke fuldstændigt har lagt bag sig.

Sårene er stadig åbne, alle familier har enten nogen, der blev fængslet eller forsvundet, eller nogen, der har været med til at fængsle eller forsvinde andre.

“Der er så mange højreorienterede på metalscenen. Mange af dem, der var med til at starte det, var sønner af de rige familier, det var dem, der havde råd til at købe plader og instrumenter. Du må tænke på, at dengang kunne man ikke købe en elektrisk guitar i Chile, man var nødt til at få den importeret, hvis man ikke selv kunne bygge den, som nogle gjorde. Men der er rigtig mange højreorienterede, og de bryder sig ikke om de ting, jeg siger.”

Persona non grata
Om det så er derfor, Massacre ikke spiller til den metalfestival med store, nationale navne som de gendannede Atomic Aggressor, som Francisco Cautín fra Torturer arrangerer samme weekend i Castro på Chiloé-øen blot tyve kilometer fra Puerto Varas, eller om det er fordi, Massacre igen er uden trommeslager, fortaber sig lidt, efterhånden som vi begynder at drikke øl på en bar i Pío Nono-gaden, men Yanko Tolic er sig bevidst om den position, han indtager på den chilenske metalscene.

“Jeg er persona non grata. De kalder mig kommunist, fordi jeg siger tingene lige ud, og det betyder, at når Metallica spiller i Chile, så er Massacre ikke inviteret,” betror Yanko Tolic mig og navngiver derpå et par indflydelsesrige chilenske metalmusikere fra firserne, som begge sidder i en position, hvor de kan holde Yanko Tolic ude af det gode selskab.

Den slags stridigheder er ‘Massacre - 30 años de Thrash Metal’ fuld af, hvor ikke mindst den oprindelige sanger Andrés Marchant fra Necrosis, et tidligt chilensk thrash metal-band dannet af forhenværende Massacre-medlemmer, figurerer som Yanko Tolics Dr. Moriarty flere steder i bogen. Men også internt har Massacre haft svært ved at holde sammen gennem årene, trommeslagerne vælter ind og ud af øvelokalet hele vejen igennem Maximiliano Sánchez Mondacas bog, og hvis det ikke allerede mindede om ‘Spinal Tap’-filmen, bliver det komplet, da sønnen til en af de tidligere trommeslageres en overgang i nullerne overtager taburetten tyve år efter sin far blot for at blive smidt ud igen, fordi hans personlighed er lige så lidt forsonlig med Yanko Tolics, som faderens var det.

Massacre er altså ikke ligefrem en præmiehest i chilensk metal, og det forklarer også, hvorfor der er gået tolv år siden den foregående plade, ‘Crematorium’, og hvorfor det kun er blevet til fire fuldlængdere i alt siden 1984. Eller fem, hvis man medregner den grungeplade, som Yanko Tolic sammen med andre Massacre-medlemmer lavede i 1997 under navnet Altazor. Men nu er ‘In Aeternum’ altså endelig udkommet, Yanko Tolic er blevet genforenet med bassisten Lalo Vidal, det tætteste på et andet fast medlem siden midten af firserne, og en måned efter vi har mødtes, har de fået en ny trommeslager og kan præsentere pladen live.

Det er en særlig lejlighed af flere årsager, og for at gøre den endnu mere speciel, inviterer Massacre et børnekor med på scenen for at spille Los Jaivas-klassikeren ‘Todos juntos’ live for første gang i flere årtier. Som på debutpladen ‘Massacre’ fra 1989 er det Lalo Vidal, der synger for, fordi han har lettere ved at ramme de høje toner end Yanko Tolic, og imens børnene headbanger løs på den grove telefonoptagelse, jeg ser tilbage i Danmark, er der ikke et øje tørt.

Panfløjter og powerakkorder
‘Todos juntos’, som Los Jaivas indspillede blot et år før militærkuppet i 1973, blev en slagsang for den chilenske opposition i årene under Pinochet. Los Jaivas selv var i eksil i Europa under militærdiktaturet, hvor de opnåede en vis popularitet med deres særegne blanding af andinsk folkemusik og progrock, som for intet var at regne mod den status, de fik i Chile ved hjemkomsten. Mens et andet berømt chilensk folkemusikorkester som Inti-Illimani, der også tilbragte halvfjerdserne og firserne i eksil på grund af deres åbent venstreorienterede sympatier, i dag er reduceret til et show, der turnerer rundt på kasinoerne i sydens feriebyer i sommermånederne, er Los Jaivas fortsat omgivet af stor respekt, og deres indflydelse på moderne chilensk musik er ikke til at overvurdere og rækker altså også et godt stykke ind i metallen.

Det bekræftes et par aftener senere, da Freddy Véliz Olea fra den chilenske pendant til Devilution, iRock, møder op ved porten til det lejlighedskompleks, hvor vi bor, for at tage mig med på El Bar de Rene i bydelen Providencia. Kuervos del Sur spiller en af deres efterhånden sjældne clubkoncerter i det lille baglokale med plads til små tohundrede publikummer, for de er ved at vokse sig til et af Chiles store navne på den alternative scene med deres effektive blanding af progressiv rock, grunge, metal og altså andinsk folkemusik. Som sådan en blanding af Tool, Pearl Jam, Rush og Los Jaivas, og hvis man synes, at det lyder, som om det er et pænt stykke på den anden side af alt for meget, så er det det også.

Men denne aften, hvor alle i salen – alle – synger med på hver en strofe fra start til slut, er det ikke svært at høre, hvorfor de er ved at blive store, og det er heller ikke svært at give pokker i sin egen gode smag og anerkende, at det stadionambitionerne til trods er virkelig veludført og gennemsympatisk.

Det er allerede det indtryk, jeg får, da jeg hilser på sangeren Jaime Sepulveda i lysthængende skjorte og hestehale og guitarist og Scott Ian-lookalike Pedro Durán med castrokasket med rød stjerne på pulden, og det hænger ved, da de står på scenen. Først og fremmest er Kuervos del Sur virkelig dygtige: Jaime Sepulveda har en kraftig og stærkt udtryksfuld stemme, som understøttes af den metallisk skolede hårde bund, som guitar, bas og trommer lægger, og hen over det broderer Jorge Ortiz så på panfløjter og en specialbygget elektrisk charango, en lille, traditionel andinsk tistrenget lut.

Det er det sidste, der for alvor optager de fans, jeg snakker med udenfor efter koncerten. Hvis Kuervos del Sur bare spillede metallisk post-grunge, ville de såmænd være dygtige nok til det, men deres gennemslagskraft er slet ikke være den samme. Det er elementerne af folkemusik, ikke bare i instrumenteringen, men også i melodierne og rytmerne, som for alvor skiller bandet ud. Det er der, de har deres særligt chilenske særkende. Hos dem er den så ekstra udtalt, hos bands som Massacre og Torturer kommer den mere subtilt til udtryk i de spansksprogede tekster – eller engelsksprogede med tyk accent og herligt uortodoks syntaks – og i en måde at skrive riffs på, der emmer af firserne henholdsvis starthalvfemsernes simplere udtryk.

Det var den uskolede tilgang til thrash metal, der i sin tid fik tapetraders som Mayhems Euronymous i Norge og Mitch Harris (senere i Napalm Death) i England til at interessere sig for den sydamerikanske scene, og det er fortsat det element i musikken, som får metalfans til at tale om en sådan. Tale om chilensk thrash eller død, som om det var en specifik lyd, lytte efter klange i de nye bands, der minder om det, de klassiske navne lavede. Det er sådan noget, der sker, når man for eksempel hører det relativt nye band Condenados’ anden plade ‘Tree of Death’ og overbeviser sig selv om, at det er de svensk-chilenske Procession, de lyder som, og ikke bare Candlemass.

Men spørgsmålet er, om det overhovedet giver mening at tale om en regional lyd længere i dag, hvor adgangen til musik udefra er langt lettere, end den var det i firserne, hvor en enkelt Kreator-plade kunne påvirke lyden på en regional scene, når et fremtrædende medlem af scenen fik fingre i den og begyndte at bruge den i sin egen musik. Det mødes jeg halvanden uge senere i Valdivia for at snakke med Melek Rsh Nvth fra black metal-duoen 13th Temple om.

Sorte ritualer i sumpen
Forestil dig, at du står og maler på et billede af en kalk, som bærer en stor spirituel signifikans for dig, og du kan mærke, at du er ved at nå ind til selve essensen af det, du forsøger at få til at træde frem i billedet. På staffelierne ved siden af dig står en række af dine andre malerier og tegninger udstillet med dæmoner, altre og infernalske visioner, men lige nu forsøger du at få denne kalk til at fremstå, som om den befinder sig et sted mellem denne verden og det hinsidige.

Bag dig flyder floden Calle Calle, de kæmpemæssige søløver ligger lade på stenene nedenfor Mercado Fluvial og lader sig varme af aftensolen, når de ikke bevæger sig ned mod molen ud for kasinoet – der, hvor Inti-Illimani sælger endegyldigt ud for de festklædte gæster om et par timer – for at kæmpe med de herreløse hunde om turisternes godbidder. Ved siden af hænger Foucaults tyve meter høje pendul i sit tårn og svinger støt den forkerte vej rundt til evig forvirring for os fra den nordlige halvkugle, stemningen kunne være den rette, andægtig og okkerfarvet, men fem meter foran dig står en fyr, der ligner en indiansk Marc Almond, og synger chilenske schlagere fra firserne ved et transportabelt karaokeanlæg. 

Det er en del af den stort anlagte performance Aurora Borealis – Nordlys – af kunstnergruppen Valart som Melek Rsh Nvth er medlem af i sin egenskab af kunstner og grafisk designer. De okkulte motiver skiller sig ud mellem emo-portrætter, aboriginal kunst og romantiske stilllebener, men metalleren er en integreret del af kunstnergruppen, på samme måde som metallen er en integreret del af den chilenske kultur. Ikke bedsteborgernes eller turisternes – primært chilenske, argentinske og peruvianske – der går efter kunsthåndværk og panfløjtemusik: Metallen er fortsat en modkultur. 

Selvom man ikke længere risikerer at blive arresteret for at gå til koncerter, sådan som det var sædvane under det militærdiktatur, der sluttede samme år, som Melek Rsh Nvth fødtes, og selvom en hel stribe lokale bands spiller metalcore og melocore til festivalen Contracorriente på havnepromenaden nogle aftener tidligere, så er det fortsat uden for kasinoets gyldne porte, metallen foregår. Der sker til gengæld også en del.

“Jeg holder af at bo her i Valdivia. Det betyder meget for mig at have naturen så tæt på,” siger Melek Rsh Nvth og gør en fejende håndbevægelse mod de floder og skove, der begynder ikke langt fra, hvor vi sidder på baren El Bunker. Den ligger ude på øen Isla Teja, lige ovre på den anden side af broen fra det sted, hvor Aurora Borealis-forestillingen fandt sted nogle aftener tidligere. Det er som et lille reservat i en by, der koncentreres ned mod havnen på en landtange og så bliver til noget helt andet, langt mere afslappet herovre på den anden side af broen. Det er her universitetet ligger, og selvom der er sommerferie, sætter det stadig sit præg på byen og dens kulturliv.

“Det er en god by at bo i. Der er masser af metalkoncerter, man kan gå til, der er et godt miljø med mange musikere, mange kunstnere. Og så er der god øl. Det er vigtigt.”

Djævlebryg
Det sidste er Valdivias stolthed: Byen, der i anden halvdel af 1800-tallet oplevede en stor indvandring fra Tyskland, har i øjeblikket ikke mindre end atten bryggerier, mens endnu nogle-og-tyve venter på at blive godkendt af sundhedsmyndighederne. Porten til Patagonien, som byen kaldes på grund af sin placering i den allernordligste ende af den kæmpe region, der strækker sig på tværs af grænsen til Argentina og helt ned i sydspidsen af kontinentet, er arnested for en national ølkultur, som man skal helt op til Mexico for at finde tilsvarende udbredt. Det kommer ikke som nogen overraskelse, da Freddy Véliz Olea en uges tid senere, hvor vi mødes igen ude ved kysten med koner og børn i en ferielejlighed i Las Cruces, fortæller, at chilenerne er det latinamerikanske folkefærd, der drikker mest alkohol per indbygger. I Chile drikker man øl i litervis, og man drikker specialøl, stærke avantgardebryg, der ikke lader nordamerikanernes eksperimenter noget efter. 

På El Bunker drikker Melek Rsh Nvth og jeg Beelzeboo, en elleveprocents imperial stout fra det lokale mikrobryggeri Bundor. Det ligger lige for, Melek Rsh Nvth er trods alt erklæret satanist: 

“Det, der interesserer mig, er left hand path-okkultisme. Den gennemsyrer mit værk, hvad enten det er som musiker eller som kunstner.”

I Mahamvantara Arts designer han covers til egne og andres plade- og bogudgivelser, og han samarbejder blandt andet med den colombianske kunstner Edgar Kerval og den amerikanske forfatter, musiker og magiker Michael W. Ford. Det hele kan føres tilbage til sort spiritualitet, som er et styrende princip i hans arbejde, og den spiller en naturlig rolle i den musik, han spiller.

“Jeg har seks bands,” siger Melek Rsh Nvth, “de er allesammen black metal, men det er forskellige former for black metal. For eksempel spiller jeg old school black metal i Sadistik Goathammer, jeg spiller dark ambient metal i The Red Path, i Pyreficativm spiller jeg andenbølge-black metal, og i 13th Temple spiller vi episk black metal. Men nu har jeg besluttet mig for at fokusere på 13th Temple i år. Vi vil gerne spille live og lave en plade til.”

Hvor de fleste af Melek Rsh Nvths bands er enmandsprojekter, er 13th Temple en duo sammen med trommeslageren Kéikruk.

“Problemet er, at Kéikruk bor i Cañete” – en by godt trehundrede kilometer syd for Valdivia i Bíobío-regionen – “så når vi skal øve, er vi nødt til at rejse i fire-fem timer.”

Men det er det værd. 13th Temples debutplade, ‘Mysticum’, der netop er udkommet i forsommeren, er højstemt og spirituelt ladet black metal med adskillige lag, der demonstrerer, at duoen også har tæft for sangskrivning. Sammen med Concatenatus står de som et af de mest lovende bands lige nu på den chilenske undergrundsscene. Men det er samtidig med en lyd, som lige så godt kunne komme fra et hvilket som helst andet sted på den internationale metalscene.

“For mig er der en stemning i musikken, som kun kan stamme herfra, fra de skove og floder, der omgiver min by,” korrigerer Melek Rsh Nvth mig, da jeg bringer det op. “Men vores inspiration kommer alle mulige steder fra. Jeg anerkender den indflydelse, sådan nogle som Massacre og Pentagram har haft. De har banet vejen for, at der i dag er en chilensk metalscene. Men jeg er ikke interesseret i at genskabe en lyd for nostalgiens skyld, sådan som andre gør det,” erklærer Melek Rsh Nvth og lader det være op til mig at nævne et band som Nuclear som eksempel på et band, hvis virke ene og alene begrænser sig til at reproducere lyden af firsernes thrash metal. Selvom de, bevares, gør det aldeles overbevisende. 

“Jeg vil skabe noget nyt. Og lige nu er det i 13th Temple, jeg skaber det.”

Under radaren
Yanko Tolic er også ivrig efter at skabe nyt og efter at tage musikken til et nyt niveau. Et af de store mål er at komme til Europa og USA for at spille der.

“Men det kræver kontakter. De chilenske bands, der kommer ud og spiller, de gør det med statsstøtte, og det kræver, at man har de rigtige kontakter, for at kunne få de legater. Men jeg søger! Jeg vil gøre hvad som helst for at føre Massacre videre.”

Både Melek Rsh Nvth og Yanko Tolic har civile erhverv ved siden af musikken. Mens Melek Rsh Nvth arbejder som grafisk designer, er Yanko Tolic sekretær i undervisningsministeriet.

“De aner ikke, hvad jeg laver ved siden af,” griner han. “Jeg flyver under radaren, der er ingen af mine kolleger, der interesserer sig for det.”

Såvel 13th Temple som Massacre er henvist til en eksistens i undergrunden med deres type musik. Kuervos del Sur er med deres væsentligt bredere appellerende sange til gengæld på vej op til overfladen. Men det betyder ikke, at der ikke fortsat er mure at løbe panden imod. Da jeg nogle uger senere står i lufthavnen på vej ud af landet og lige så godt kan bruge de sidste chilenske pesos, jeg har i pungen, dukker en af deres sange op igen i mit hoved fra den aften, hvor vi sad i ferielejligheden med vores chilenske vennepar og drak kæmpeøl og hørte Kuervos del Sur, og jeg beslutter mig for, at det vil være en passende souvenir at have en plade med hjem. Sådan en type plade, som for en altid vil være uløseligt forbundet med en rejse eller ferie, hvilket kompenserer for, at det egentlig er lidt for meget i forhold til ens raffinerede smag. 

I lufthavnens lille pladeforretning spiller den tatoverede ekspedient den nye Metallica for fuld udblæsning, men bortset fra det er han sympatisk at snakke med, specielt da jeg spørger til Kuervos del Sur. Problemet er bare, at hans pladeforretning ikke forhandler deres plader, fordi de arbejder uafhængigt af de store selskaber. Den slags er stadig et issue i dagens Chile. Der er stadig barrierer at nedbryde. Men nu er det bare sådan, at en af ekspedientens gamle skolekammerater er trommeslageren fra Kuervos del Sur, og derfor har han et eksemplar af deres plade i sin taske, som han godt vil sælge mig under disken. 

På den måde løser tingene sig også stadig i dagens Chile. Musikken finder stadig en vej uden om systemet.

Læs del 1 af den oprindelige artikelserie om Chiles thrash metal-scene

Læs del 2

Læs del 3 

Læs del 4

Læs del 5

Læs del 6