Et lille stykke rockhistorie
Populær
Anført af Bobby Liebling og Victor Griffin skrev doom-pioneerne Pentagram et lille stykke rockhistorie med i Lille Vega tirsdag aften.
All Your Sins
Wolf's Blood
Don't Let Me Be Misunderstood (Nina Simone cover)
Sign of the Wolf (Pentagram)
Sinister
Forever My Queen
Review Your Choices
Evil Seed
The Deist
Wartime
When the Screams Come
Live Free and Burn
Dying World
Nothing Left
Relentless
Broken Vows
Ekstranumre:
Be Forewarned
20 Buck Spin
Forud for aftenen i Lille Vega kendte jeg intet eller i hvert fald meget lidt til alle de 3 optrædende bands. Men jeg blev, som aftenen skred frem, mere og mere glædeligt overrasket.
God opvarmning i Doublestone og Pet The Preacher
Doublestone lagde fint ud med deres meget traditionelt lydende stoner rock. Trioen var langt hen ad af vejen båret af et glimrende samspil, men mod slut blev sangene enslydende og monotone. Man kunne argumentere for, at det netop var en del af genren, men for at foregribe tingenes gang blev vi alle sammen klogere på netop dette senere på aftenen. For nok var det stort set samme nerve, der gennemgik Pentagrams numre, men med små fiffige tricks, spændende riffs og særprægede tonevalg faldt Pentagram aldrig i monotonifælden.
Men tilbage til Doublestone, der heller ikke gjorde meget væsen af at opildne eller i det hele taget tale til publikum. Det gjorde den næste trio, Pet The Preacher, imidlertid. Det vistes med al tydelighed, at de havde nogle flere ind- og udlandskoncerter på bagen end Doublestone, og den til tider Phil Anselmo-lydende forsanger, Christian Hede Madsen, fik lynhurtigt gang i løjerne. Og så spillede de oven i købet fremragende med mange gode kompositionsideer og riff. Min eneste lille anke er, at der indimellem var sammenfald, hvor Pet the Preacher lød fuldstændig som bysbørnene i Helhorse. Og det burde efter min mening elimineres, for bandet har mange andre facetter at spille på, så lad Helhorse lyde som Helhorse.
In the presence of greatness
Mit kendskab til Pentagram var før Lille Vega skete begrænset til et par enkelte sange og så naturligvis den legendariske dokumentarfilm 'Last Days Here', der følger forsanger Bobby Liebling ud af sit narkomisbrug og i det hele taget fortæller historien om Pentagram, og bandets genopstandelse. Det var derfor i høj grad for at se giraffen og uden de store forventninger, at jeg troppede op.
Efter Pet the Preacher blev tæppet trukket for, og da klokken slog omkring 22:30 lød et egentligt voldsomt virvar af guitarer og andet godt, før tæppet gik, og Bobby Liebling sammen med sit nuværende band kunne træde ind på scenen. Nok så Liebling ud som om, han kunne tage billetten hvert øjeblik, det skulle være, men han var fra første fløjt helt og aldeles til stede og lød præcis, som han skulle. Imponerende af en mand, der om ikke lå i graven, så alleryderst på gravens rand.
Som dokumentaren også viser, så har Liebling ikke været nem at arbejde sammen med. Derfor er listen over medlemmer og tidligere medlemmer længere end Illdisposed og HateSpheres tilsammen. Alligevel fik man ved gendannelsen indhentet Victor Griffin, som også spillede i bandet tilbage i 80'erne.
Alle medlemmer var de på hver deres måde dragende for publikum, men Griffin med sin lædervest og solbriller virkede især oplagt og affyrede det ene fede riff efter det andet. Man kunne ikke undgå at tænke, at rockmusikere, sangskrivere og deslige, der fik deres musikalske opdragelse i 70'erne og 80'erne bare er bedre og det mere geniale. Pentagram havde et utal af spændende og ikke mindst overraskende kompositioner. De mange rytmiske og stramt eksekverede markeringer i broer mellem eksempelvis omkvæd og vers fik mig til at vælte bagover i begejstring.
Sættet var velovervejet, og der var tilmed indlagt et lille Nina Simone-cover i form af 'Don't Let Me Be Misunderstood', men højdespringeren var for mig og mange 'Forever My Queen'. Der var i det hele taget mange gode momenter både på og uden for scenen. Selvom Lille Vega kun var knap trekvart fyldt, så måtte Pentagrams crew alligevel hive en bevidstløs mand op fra publikum og bære ham ud bagved. Denne episode illustrerede glimrende, hvor elektrisk atmosfæren var, og at såvel band som publikum gav alt, hvad de havde.
At vende hjem
Sjældent har jeg stået til en koncert, hvor tiden bare flyver af sted, og hvor det nærmest kommer som et chok, når den er overstået. Men sådan måtte det nødvendigvis være, når man stod over for et så veloplagt, velspillende og ikke mindst legendarisk orkester. Som en anden Bruno Latour, der langt inde i sit forfatterskab pludselig faldt over Gabriel Tarde som sin sociologiske forfader, fandt jeg denne aften Pentagram.