Briller af stål: Chile, metalland. 80'erne - del 2

Mens militærdiktaturets dage efterhånden var talte, var den chilenske thrashscene klar til at albumdebutere i 1988. I anden del af artikelserien fortæller Yanko Tolic fra Massakre/Massacre og Andrés Marchant fra Necrosis om at miste gejsten, netop som scenen havde vokset sig stor.

1988: I juli, midt i den chilenske vinter, ligger smoggen tungt over Santiago og forhindrer den chilenske hovedstads indbyggere i så meget som at skimte de bjerge, der omgiver hele byen. Endnu er det heller ikke til at skimte de forandringer, foråret vil byde på med oktober måneds folkeafstemning om en otteårig forlængelse af præsident Augusto Pinochets mandat til at regere landet. Svaret er givet på forhånd, naturligvis skal diktatoren fortsætte ved magten, men til regimets overraskelse har dets tidligere så trofaste støtter i England og ikke mindst USA, der i 1973 aktivt hjalp general Pinochet med at kuppe den demokratisk valgte præsident Salvador Allende med bombningen af præsidentpaladset, krævet, at det chilenske folk faktisk skal have en reel mulighed for at stemme ved folkeafstemningen. Hen over vinteren samles de lovlige oppositionsbevægelser om en fælles indsats for et nej, og 5. oktober må Pinochet erkende, at han har mistet det folkelige mandat, han havde foregivet at have, og udskrive valg året efter.

Det er under alle omstændigheder ikke noget, de fleste i den chilenske middelklasse mærker det store til, og en stadig større del af dens unge er langt mere optaget af det, der sker på metalscenen på det tidspunkt. Efter nogle år i undergrunden med demoer og koncerter på små klubber, er metallen nemlig rykket ind i de større arenaer, og i juli 1988 er santiaguinoerne i Necrosis de første på thrashscenen til at albumdebutere.

De gamle unge

Selvom thrashscenen i Chile i kraft af ikke mindst Massacre-frontmanden Yanko Tolics engagement var vokset til at være en betydelig faktor, var der stadig ingen i Chile, der ville trykke vinyler med musikken, og Necrosis’ forsanger Andrés Marchant havde derfor taget turen til Brasilien, hvor Sepulturas begyndende internationale anerkendelse havde været med til at gøre metalscenen stærk omkring storbyerne Minas Gerais, Rio de Janeiro og São Paulo. Her fik de kontakt med det nystartede label Heavy Metal Maniac Records, der i dag går under det lidt mindre nittearmbåndede Hellion Records, og de udgav debuten ‘The Search’ i prangende 3500 eksemplarer.

“Jeg rejste fem dage i bus uden penge på lommen,” fortæller Andrés Marchant i dag. “Jeg havde ingen kontakter i Brasilien, så jeg tog rundt i pladeforretninger og gav dem ‘Kingdom of Hate’-demoet, indtil jeg fik fat i et label, der ville udgive os. Tilbage i Chile arbejdede vi på coveret og med indspilningerne, og så blev det hele sendt over med post. Næste sommer rejste vi så tilbage til Brasilien for at spille koncerter og afvente den pladeudgivelse, vi havde ventet så længe på. Det originale line-up var allerede ved at gå i opløsning, så i Brasilien spillede vi med en lokal sessionbassist, og trommeslageren gik ud for at spille med Anton Reissenegers nye band Fall Out. Til sidst var vi bare guitaristen Nathaniel Infante og mig, og vi blev tilbage i São Paulo og ventede på at få vinylen i hænderne. Det var en hård tid, vi havde ingen midler, og vi sultede. Vi tog 500 vinyler med os tilbage til Chile, igen med bussen i fem dage.” 

På ‘The Search’ introducerede Necrosis Chiles hidtil mest strømlinede bud på en thrash af Bay Area-skolen, hvor bands som Exodus og Death Angel stod som tydelige inspirationskilder, og med en optræden i et underholdningsshow på landsdækkende tv så Necrosis ud til at kunne blive det første band fra scenen, der slog bredere igennem. Men ved indgangen til 90’erne var det allerede slut igen, og bandet splittedes.

“Vi fortsatte med at spille et par år til, indtil 1990-91. Desværre fik vi en slags kreativ blokering, og det var svært for os at skrive nye numre, så derfor kunne vi ikke udgive et nyt album hurtigt nok til at ride med på succesen fra ‘The Search’,” reflekterer Andrés Marchant. “Vi tog nogle forkerte beslutninger, og den værste af dem var at spille i et TV-program, der intet havde med metal at gøre. Det endte med, at værten gjorde grin med det, vi lavede, og fuldstændigt uerfaren, som jeg var, klarede jeg det virkelig dårligt de minutter på live-TV. Det skabte rigtig store problemer for os med mange folk på metalscenen.”

Opbrud

For scenen var ved at ændre sig markant: Samtidig med at horder af unge med hvide basketstøvler, stofmærker på cowboyjakkerne og håret ned i øjnene flokkedes mod scenen, begyndte flere af dem, der havde været med til at starte det hele, at gå død i det. Den thrash, de spillede, blev pludselig opfattet som gammeldags, da dødsmetallen for alvor slog igennem, og flere af bandmedlemmerne voksede fra thrashen.

“I starten af 90’erne begyndte scenen at hælde mere mod dødsmetal, og i Necrosis spillede vi thrash påvirket af Bay Area-scenen, så der var ikke længere så mange, der kom til vores koncerter,” erindrer Andrés Marchant. “Samtidig havde vi hele tiden udskiftninger i bandet, bassisterne og trommeslagerne røg ind og ud, og det gjorde det endnu sværere at gøre fremskridt med nyt materiale. I den sidste tid i Necrosis døde vores bassist tragisk nok” – Alfredo Peña begik selvmord i 1990 – “og det påvirkede os dybt.”

Yanko Tolic mindes perioden med en snert af bitterhed: “I starten af 90’erne oplevede vi allesammen store forandringer i vores liv med nye forpligtelser. Vi fik børn, holdt op med at studere, fik arbejde, stiftede familie, fik økonomiske vanskeligheder. Personligt var jeg træt af alle mennesker omkring mig, jeg gad ikke vide af nogen andre. Jeg var træt af klubejere, der ikke betalte, af dem, der snød, af de konstante skænderier med min familie og mit band. Jeg skiftede scene, begyndte at spille jazz, blues, klassisk rock.”

En af de kortere karrierer på scenen var Rust fra Valparaíso, godt en times kørsel ud til kysten fra Santiago. Bandet var blevet indlemmet i Santiago-scenen efter at være blevet dannet i 1987, og selvom de med det samme gik fra hinanden efter at have indspillet nogle få helt usandsynligt rå demonumre, en af gralerne i den chilenske thrash, holdt de travet over i det nye band Warpath, der fulgte lige i hælene på Necrosis med debutalbummet ‘Mental Acceleration’ i slutningen af ‘88. Men selvom albummet, der godt nok ikke helt havde kunnet leve op til Rust-demoerne, blev fulgt op af en del shows for et voksende publikum, gik også Warpath fra hinanden i 1990.



Hippieforsoning

Da Massacre endelig kom med deres selvbetitlede debutalbum i 1989, var de da tydeligvis også i gang med at lægge thrashen bag sig. Der er ingen takker eller noget på logoet længere, til gengæld er der airbrush-kosmos og et inka-solikon, og selvom det tydeligvis stadig er et metalband, der spiller, så bliver der progget godt igennem med keyboards og panfløjter, og Tolic er begyndt at synge på spansk. ‘Massacre’ er ikke nødvendigvis let at lytte til, selvom det unægteligt er en vigtig plade for scenen, og bandet slipper lige så lidt elegant fra deres cover af landsmændede Los Jaivas’ hymne ‘Todos juntos’, som Sepultura på samme tid gjorde fra deres cover af deres landsmænd Os Mutantes’ ‘A hora é a vez do cabelo nascer’. 

Men på et andet plan giver det mening: Progrockbandet Los Jaivas havde indspillet sangen i 1972, og den blev en slagsang for det chilenske ungdomsoprør, indtil det blev endegyldigt knust med Pinochets statskup 11. september 1973, hvorpå Los Jaivas drog i eksil i Argentina. Da Massacre indspillede ‘Todos juntos’ i 1989, var Pinochet langsomt ved at trække sig fra magten efter at have lagt en otteårig forlængelse af sit lederskab ud til en folkeafstemning i slutningen af 1988, som det til de flestes store overraskelse var lykkedes hans modstandere at vinde, og som han til endnu fleres overraskelse accepterede udfaldet af. I slutningen af 1989 blev der afholdt et demokratisk valg i Chile for første gang, siden Salvador Allende var blevet valgt til præsident i 1970.

“‘Todos juntos’ var som et ritual,” forklarer Tolic i dag. “Den kom, mens landet var på randen af et statskup, og dengang var den en bøn om fred mellem chilenerne. Sådan blev det ikke. I stedet fik vi et diktatur, der skaffede lig af vejen ved at lænke dem til jernbaneskinner og smide dem i havet, de smed ligene af dem, de havde forfulgt, ned i aktive vulkaner. Musikken kan ikke ændre, hvad der sker, slet ikke når dem, der står bag, er støttet af Washington. Men vi fandt den sang frem og genoplivede den. Det var en hyldest til de, der gjorde oprør og overskred grænserne før os.”

På den måde sluttede Massacre også fred med den hippiegeneration, der i starten havde buhet dem af scenen. I de næste år kastede Massacre sig i øvelokalet ud i kvarterlange, psykedeliske og heavy bluesjams med titler som ‘La eternidad del cosmos’ – kosmossets evighed – der kan ses som forgængere for den lyd, den peruvianske trio La Ira del Dios 15 år senere skabte sig et navn på stonerscenen med. Men publikum var ikke længere interesserede i, hvad Massacre havde at tilbyde, så de næste fem år forblev deres lyd inden for øvelokalets fire vægge i langstrakte, kosmiske jamsessions.

Militærdiktaturet var ovre. Det samme var den første bølge af chilensk thrash.



Genkomsten

2015: Det er vinter i Santiago igen. I august måned skutter santiaguinoerne sig i deres frakker, mens præsidenten prøver at holde fast i magten efter sommerens korruptionsskandale, der involverede hendes egen datter og svigersøn. Lige så lyst det så ud, da socialisten Michelle Bachelet i sin tid i 2006 indtog embedet som ikke bare den første kvindelige præsident i Chile, men også som en tidligere politisk fange under Pinochets diktatur, der var blevet tortureret og drevet i eksil; lige så sort ser det ud nu i hendes anden præsidentperiode – i årene 2010-2014 havde kristendemokraten Piñera magten – med sociale reformer, der drukner i de samme korruptionsskandaler, der plager de kvindelige præsidenter i Argentina og Brasilien.

Det er i det klima, Necrosis udgiver deres fjerde album, ‘Age of Decadence’, 28 år efter de blev dannet. Allerede i 1999 gendannede trommeslageren Andrés Nacrur bandet med et delvist nyt line-up og indspillede pladen ‘Enslaved to the Machine’, men det holdt kun 2002 ud, så var Necrosis på pause igen. Efter nogle år fik Nacrur dog samlet et Necrosis igen i 2006, og herfra har han holdt bandet kørende stabilt nok til at kunne indspille comebackalbummet ‘Reborn’ i 2009 med et nyt line-up og altså nu et fjerde album. Musikken er ufortrødent Bay Area-thrash, som den var på ‘The Search’, Necrosis er endda fulgt med de gendannede Bay Area-bands opdatering af lyden i 00’erne, så selvom det er så som så med den regionale egenart hos bandet, så er de klart det mest vedholdende band fra den gamle skole.

">

Sideløbende har Andrés Marchant dog sammen med den originale Necrosis-guitarist Nathaniel Infante startet bandet Kingdom of Hate, efter Infante i 2007 blev sparket ud af Nacrurs gendannede Necrosis. Navnet kommer fra det demo, der i sin tid skaffede Necrosis anerkendelse i tapetradermiljøet og blev udnævnt til et af årets bedste internationale demoer i 1987 i det toneangivende norske Morbid Magazine. Med Kingdom of Hate genindspillede Marchant og Infante sågar ‘The Search’-albummet i 2009, og nogle år senere svarede Nacrur så igen ved at genindspille ‘Enslaved to the Machine’ uden Infante.

“Det var mig der fandt på navnet Necrosis, bandet eksisterede under det navn med andre medlemmer inden det klassiske line-up fra pladen. Det var mig, der stod for coverarten på pladen, det var Nathaniel, der skrev musikken, og mig, der skrev teksterne og arrangerede vokalerne,” forklarer Andrés Marchant, der i dag ikke har kontakt med Nacrur. “I 2007 kontaktede Nathaniel mig, og vi besluttede os for at genindspille ‘The Search’. Det var os, der havde skabt den, og vi syntes, at numrene var gode og fortjente at blive genindspillet under bedre forhold af deres skabere. Jeg tror ikke på, at man som kunstner kan frasige sig ansvaret for det, man har skabt. Desværre kunne vi ikke bruge det originale navn, da det var blevet registreret som varemærke af en anden, mens jeg levede et par år i Atlanta i USA. Vi fik endnu en eks-guitarist fra Necrosis, Cesar Añasco, med til indspilningerne sammen med Alfredo Peñas lillebror, så alt i alt føltes det som om vi gav numrene – vores børn – en bedre behandling på den her måde.”



Også Pentagram har været igennem et par falske genstarter, mens Reisenegger har plejet sit hovedband, Criminal. I 1991 prøvede han kortvarigt at få et nyt Pentagram op at stå uden videre succes; bedre gik det med det deciderede comeback i 2001, men først i 2009 blev det til et reelt band igen, og i 2013 kom med små tre årtiers forsinkelse så Pentagrams debutalbum, ‘The Malefice’. Hvor materialet for en stor dels vedkommende er gamle numre, er tilgangen moderne, og det element af dødsmetal, der skinnede igennem allerede på demoerne, er nu dominerende i en til tider lige vel generisk dødsthrash.



Måske i en erkendelse af, at deres popularitet kommer af gamle demoer og cred for at have været med til at starte det hele, har Warpath siden gendannelsen i 2007 holdt sig til at spille deres gamle numre og lade nostalgien råde fremfor at foregive at have noget nyt at bibringe den thrashscene, der blev vakt til live igen i midten af 00’erne.

Respekt for den ældre generation

Yanko Tolic har det ambivalent med de unge thrashere, der dyrker den klassiske 80’er-lyd: “Det er jo godt for dem, men for mig at se er de ret Taliban-agtige i deres indstilling, de interesserer sig slet ikke for andre genrer.”

Til gengæld oplever Tolic i disse år endelig en anerkendelse for det, han satte i gang i 1985: “På det seneste er det, som om folk har fået mere respekt for de ældste chilenske bands. Sådan var det ikke tidligere. Førhen gad de ikke have os tilbage, vi fyldte og stjal opmærksomheden fra dem. Nu er det, som om vi begynder at mærke lidt respekt. Vi er bare næsten alle sammen over 50 nu, det er lidt sent.”

Massacre kom ud af øvelokalet igen som Massakre i 2000, efter at nok folk havde spurgt Tolic, om ikke han ville spille nogle af de gamle numre igen. Det gjorde han på albummet ‘Psychotic Redemption’ i 2000, mens Massakre i 2005 med albummet ‘Crematorium’ lavede deres mest straight dødsthrashende musik endnu.

10 år senere er Tolic dog klar til igen at udfordre folks idé om, hvad thrash kan være. I løbet af efteråret 2015 udgiver han på eget label Exhumed From the Grave både en samling af start-90’ernes kosmiske jams og Massakres fjerde album, ‘In Aeternum’, hvor det er, som om han endelig har fundet frem til det rette blandingsforhold mellem det progressive og det retro. De seks spansksprogede numre på pladen deler sig ligeligt mellem gammelt, omarrangeret materiale, der daterer sig helt tilbage til garagedagene i slutningen af 70’erne, og nyskrevne numre. Her glider panfløjter og pianostykker bemærkelsesværdigt fint sammen med fræsende dødsthrash i et mix, som hvis 80’ernes Celtic Frost havde været fra Andesbjergene i stedet for Alperne, og hvis Tom G. Warrior havde holdt fast i den eksplicit avantgarde del af sit virke i Triptykon. Ud fra de masterspor jeg har fået tilsendt, tegner ‘In Aeternum’ til langt om længe at blive det stærke Massakre-album, som det har taget så lang tid at nå frem til.



Heller ikke Andrés Marchant har opgivet thrashen. Sammen med Kingdom Of Hate-bassisten Mauricio Peña har han dannet bandet Cabrio, som i skrivende stund er i studiet for at indspille deres første materiale, der skulle udkomme i slutningen af året.

Dertil er vi nået. I næste artikel i serien ser vi på, hvordan scenen i Chile forandrede sig ved indgangen til 90’erne.

Dette er del 2 i serien om chilensk thrash. Første del kan læses her. Læs del tre her.