SRF '14: Rasende hurtigt triumftog
Populær
Det var de rutinerede kræfter, der trådte i karakter denne eftermiddag, hvor det føltes, som om solens stråler havde til hensigt endegyldigt at brænde de få overlevende hjerneceller af.
2. An Eye for an Eye
3. Surfin' Bird (The Trashmen cover)
4. The Saw Is the Law
5. Outbreak of Evil
6. Sodomy and Lust
7. Iron Fist (Motörhead cover)
8. Stigmatized
9. Agent Orange
10. Ausgebombt
11. Blasphemer
12. City of God
13. Christ Passion
14. Into the Skies of War
15. Remember the Fallen
16. Bombenhagel
Indrømmet, jeg vidste nok ikke rigtig, hvad jeg gik ind til, inden jeg drog afsted til Sweden Rock Festival, men med Black Sabbath øverst på plakaten kunne det vel ikke gå helt galt.
Efter i to dage at have overværet en hel del bands, der alle kunne have været Def Leppard, var Joe Bonamassas selvglade (men dog meget kompetente) flødebolleblues lørdag eftermiddag alligevel ved at vælte læsset for alvor.
Så kom Sodom.
Tysk thrash-historie gjorde med et, at al skammelig ballerock var glemt for en stund. Sodom består af bare tre mand, det originale medlem (Onkel) Tom Angelripper (bas, vokal), guitarist Bernd Kost (Bernemann) der har været med siden 1996, og trommeslager Markus Freiwald (Makka), der kom til i 2010.
Kvælende varm eftermiddag
Med eftermiddagssolen lige i ansigtet skulle der en del væske til, både med og uden alkohol, og det var Angelripper på sympatisk vis meget opmærksom på. Han vedblev under hele koncerten at kaste flasker med vand ud til publikum, hvad der affødte et af flere af de lidt lunere momenter under Sodoms fem kvarter lange koncert. Der var nemlig fuld smæk på lige fra start, og Sodom lagde ud med en god del fra den spæde begyndelse, blandt andet ’The Saw Is The Law’, ’Outbreak Of Evil’ og ’Sodomy’ of Lust’.
Midt under udgydelserne forsvandt Angelripper pludselig fra sin plads foran mikrofonstativet, og hvad der kunne se ud som et rullefald af bare vildskab, viste sig at være et rigtigt fald forårsaget af hhv. lednings- og monitor-rod. Det så ellers vældig indøvet ud og Tom tog det med et smil, da han kom på benene igen – stadig spillende på sin bas naturligvis – men monitoren blev flyttet i en fart, og komisk var det nu.
Kort tid efter ville han dele ud af en af de tiltrængte vandflasker, men den person, den var tiltænkt, var ikke synderligt opmærksom på aktiviteterne på scenen og fik flasken i hovedet, så den kækt sprang videre til næste udstrakte arm.
Herefter var smilet, først et undskyldende og herefter pure ægte, ikke til at tørre af Tom Angelrippers ansigt, da han og den fornøjelige guitarist Bernermann rev publikum videre ved hårrødderne. Sjældent er så smilende en forsanger og guitarist set spille thrash, og når Sodoms medicin findes på cd kan det undre at der ikke bliver udskrevet flere recepter til den nærmeste musikbutik. De to rutinerede herrer strålede om kap med solen og gjorde alverdens antidepressiver overflødige.
"This one goes out to..."
Det er ingen hemmelighed, at en af Sodoms tidligste inspirationskilder var Motörhead og det var til stor jubel, da de dedikerede en sang til Lemmy Kilmister. Et cover af Motörheads egen ’Iron Fist’. Til at forrette eksekveringen kom en mand ind på scenen, der ved første øjekast lignede en fyldig udgave af D-A-D's Jesper Binzer, og som sang 'Iron Fist' med stor indlevelse. Hvis nogen af Devilutions kvikke læsere kan sætte et navn på ham, så byd endelig ind herunder. Underholdende var han uanset hvad.
Herefter fulgte, selvsagt, ’Agent Orange’ og ’Ausgebombt’ og senere endnu ’Christ Passion’ og 'Bombenhagel'. Forudsigeligt, men virkefuldt.
Det er muligt at Sodom vakte urimeligt stor begejstring på grund af Sweden Rocks øvrige lineup, men det ændrer ikke på, at det var et livsnødvendigt, fræsende hurtigt og tungmetallisk indspark, der reddede lørdagen, som den havde taget sig ud indtil da.