ZZ Top lirede den sikre hitmaskine af med underspillet elegance og reddede aftenen hjem på støvet charme og svedige licks på trods af lidt indledende snavs i maskineriet.
Ritchie Blackmore's Roots havde været et mere passende navn for den halvhjertede levering af Purple- og Rainbow-travere, Blackmore fandt berettiget til et genbesøge i fortidens skatkammer.
Visse koncertoplevelser vil altid stå klart i ens bevidsthed på grænsen mellem det gale og det geniale. Green Jellÿs anarkistiske totalteater var så dumt og upassende, at man kun kunne enten elske eller hade det.
Demons & Wizards trodsede solen og bød på mørke og fortryllende øjeblikke fra bagkataloget med indlagte overraskelser fra medlemmernes respektive karrierer.
Mere fyrværkeri! Mere tunge! Mere ild i guitaren! Mere horrorcirkus! KISS' stadionrock fik fuld skrue på alle parametre, og Paul Stanley havde stadig folket i sin hule hånd.
Slayer spillede deres sidste koncert i Sverige nogensinde på Tom Arayas fødselsdag, og rundede af med både svundne perler og æren i behold.
Det er de velkendte slagere fra for 30 år siden, der vægtes, når Def Leppard spiller op til dans. Hitmaskinen fra dengang får energi fra den underkendte guitarhelt Phil Collen, men sangeren Joe Elliott trækker det desværre ned.
Selv ikke et hjertestop undervejs i koncerten kunne holde magien tilbage. Nerven var intakt, og selv med de sidste 40 års svingende kvalitet in mente stod Uriah Heep for et af årets store øjeblikke på Sweden Rock.
Nutidens svar på Bathory kom, spillede og sejrede. Primordial var et tiltrængt navn på sidstedagen af Sweden Rock, der bragte den grumme side af metallen med sig.
Kiske, Deris & Hansen viste os vejen til Helloweens tidlige sangskat, og generalprøven til sommerens Pumpkins United-festivaltour vandt på partystemning og stærke schlagere på stribe.
Ozzy leverede varen med behørig gejst og vilje til at afrunde karrieren med værdigheden i behold. Hans wingman bidrog dog desværre til en del slinger i valsen.
Body Count kæmpede med et tørt skandinavisk publikum, da de spillede på en af Sweden Rocks mindre scener. Alligevel måtte alle bukke sig i støvet for Ice-T’s gangsta-charme.
På trods af hæmmende sceneforhold leverede Apocalyptica en ihærdig indsats på Sweden Rock Festivals hovedscene i forbindelse med udgivelsen af en re-mastereret udgave af deres debutalbum.
Endelig har Myrkur fundet fodfæstet. På Sweden Rock Festival beviste danskeren, at hun er klar til at være den førende frontfigur for nutidens skandinaviske musikscene.
Satyricon blev overdøvet af Twisted Sister og kæmpede med både dårlig lyd og en malplaceret gæstevisit som afslutning på en koncert, der først peakede hen imod slutningen.
Tekniske drillerier dominerede i midten af koncerten, der samlet set var en times stabil, flirtende hardcore af den fede skuffe.
I foromtalerne skrev vi, at The Struts ikke var noget dårligt valg som opvarmning for The Rolling Stones for blot to år siden. Det var en underdrivelse af de større. Et mere charmerende band er sjældent set.
Det sidder i maven længe efter. Visheden om at have oplevet et musikhistorisk øjeblik, der mejsler sig ind i hukommelsen i lyd og billeder.
Kulissen var imponerende, og på Lemmy Stage opførtes en medrivende forestilling med blandede godter fra Mercyful Fate-tiden og slutteligt hele 'Abigail'. Mesterligt!
Festen var for kort. Men mens den stod på, var ukuelige Airbourne som altid så veloplagte, få andre bands matcher deres massive energiudladning på en scene.