SRF '15: Rockens ustoppelige vildmænd
Populær
Festen var for kort. Men mens den stod på, var ukuelige Airbourne som altid så veloplagte, få andre bands matcher deres massive energiudladning på en scene.
2. Too Much, Too Young, Too Fast
3. Chewin' the Fat
4. Blonde, Bad and Beautiful
5. Girls In Black
6. Cheap Wine & Cheaper Women
7. Black Dog Barking
8. Bottom of the Well
9. Stand Up for Rock 'N' Roll
Ekstra:
10. Live It Up
11. Runnin' Wild
De virker simpelthen ustoppelige. De australske vildmænd i Airbourne. Siden debuten ’Runnin’ Wild’ i 2007 har de indtaget den globale rockscene med storm og slået sig fast som en af de mest energiske nyere oplevelser, man finder på en scene.
Kvartetten har så meget rock ’n’ roll i blodet, at man kan se, at det koger i kroppen på dem. Som om de næsten ikke kan være i sig selv, når først luftsirenen bliver skruet op på de berømte 11.
”De lyder bare som en kopi af AC/DC,” kommer det ofte fra de bedrevidende skeptikere. Eller også har de bare ikke forstået aussiernes måde at holde liv i traditionen på, som frontmand Joel O’Keeffe fortalte undertegnede en søndag aften for snart fem år siden.
”Tag bluesmusik, på afstand lyder det måske ens, men når du kommer tættere på kan du sagtens høre forskel på om det er B.B. King, Muddy Waters eller John Lee Hooker. Selv om de fortolker hinandens sange, er du ikke i tvivl om, hvem der spiller. Sådan er det også med Airbourne og AC/DC, det er to forskellige ting, men rødderne er de samme”, sagde frontmanden, der i sidste måned fejrede sin 30 års fødselsdag.
Nøjagtig som Angus Young har vist sin bare røv under ’The Jack’ igennem snart fire årtier, har Airbourne også indført deres fast indslag på scenen.
Vi fik dem alle sammen serveret i den svenske eftermiddagssol. Joel O’Keeffe, der smadrer dåsebajer i hovedet, så øllet sprøjter i alle retninger. Og turen op ad scenens jernkonstruktion, hvor frontmanden med guitaren hængende på ryggen kravler op uden sikkerhedsline som en anden superhelt og spiller løs på spaden.
Heltedragten er også identisk. Bar overkrop, de sorte og slidte jeans med huller og den hvide Gibson Explorer hængende, James Hetfield-style.
Han elsker det han laver Joel O’Keeffe. Han ånder og lever for det her. Han er som skabt til det, og publikum elsker det – med god grund. For de har også musikken til at underbygge deres vilde image.
Lige fra åbneren ’Ready to Rock’ over ’Too Much Too Young Too Fast’, den bedste rockhymne i nyere tid ’Stand Up for Rock ’N’ Roll til den faste afslutter ’Runnin’ Wild’.
Det er rockmusik i sin reneste form leveret af en kvartets ukuelige kamp for at føre festen helt til dørs.
Det gjorde de også, de rockende vildmænd. De mange gimmicks har desværre den ulempe, at det nødvendigvis bliver på bekostning af spilletiden, når festivalens spilleplan skal følges til punkt og prikke.
11 numre var for lidt. For mens musikken stod på, var det festen, man ikke ville hjem fra, men nærmest blev forvist fra efter kun en times tid. Pokkers ærgerligt!