SRF '19: Det store horrorshow

2019_0607_22391200
2019_0607_22385500
2019_0607_22400200
2019_0607_22402600
2019_0607_22404600
2019_0607_22425000

Mere fyrværkeri! Mere tunge! Mere ild i guitaren! Mere horrorcirkus! KISS' stadionrock fik fuld skrue på alle parametre, og Paul Stanley havde stadig folket i sin hule hånd.

Kunstner
Dato
07-06-2019
Trackliste
1. Detroit Rock City
2. Shout it Out Loud
3. Deuce
4. Say Yeah
5. I Love it Loud
6. Heaven's on Fire
7. War Machine
8. Lick it Up
9. Calling Dr. Love
10. 100,000 Years
11. Cold Gin
12. God of Thunder
13. Psycho Circus
14. Let me Go, Rock n Roll
15. Love Gun
16. I Was Made for Lovin' You
17. Black Diamond

18. Beth
19. Crazy Crazy Nights
20. Rock and Roll All Nite
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

KISS forstår sig ikke på begrænsningens kunst. Overhovedet ikke. Det er vel ikke for sjov, at hele bandnavnet skal skrives med caps lock. Da det sorte klæde hæves foran scenen, er det derfor heller ingen overraskelse, at klædet er på størrelse med hele scenen og med det velkendte KISS-logo. Et øjeblik senere falder klædet, mens hele bandet står på hver deres podie hævet til loftet på den gigantiske Festival Stage og sænkes ned i menneskehøjde i takt med fyrværkeriets knald og brag fra alle sider til de indledende toner af 'Detroit Rock City'.

Paul Stanley og Gene Simmons har altid set det som deres mål at give publikum en oplevelse ud over det sædvanlige, hvilket i sig selv måske ikke er så vildt nytænkende i vore dage. I starten af 1970'erne var rockverdenen dog mest præget af bands, der undervurderede effekten af de visuelle virkemidler, og der var derfor et tomt hul at udfylde på den konto. KISS udviklede sig som bekendt til at blive en af stadionrockens helt store spillere, der med inspiration fra horrorverdenen, japansk kabuki-teater og tegneserier skabte deres eget teatralske udtryk med karakterbeskrivelser knyttet til hver af medlemmerne, fyrværkeri, Simmons' lange, blodindsmurte tunge og ikke mindst en ansigtssminke, der sidenhen fik kolossal betydning for dele af black metallens virkemidler.

More is more
Hvad det angår, er KISS anno 2019 stadig et produkt af stadionrockens storhedstid. De forskellige bannere og backdrops viser det velkendte logo i størst mulig form, hvis nu vi stadig måtte have overset, hvem det var, vi så, og det er så også charmen på godt og ondt.

Simmons spyer ild, og Stanley gejler os op i bedste ”Højere! Vildere! Hurtigere!”-manér.

Det kunne næppe være meget mere amerikansk, larger than life, men de sælger det godt. Vi taler  trods alt om et band, der sælger luftguitarstrenge som merchandise, så de ved uden tvivl, hvad de laver. Lige så anstrengt Stanley lød, når han afsluttede enhver opfordring og ethvert af de utallige spørgsmål til publikum i det samme skingre toneleje, lige så klart ramte han fortsat tonen fra dengang, når han lod sangen tale, og den beskedne rust, stemmen havde tilegnet sig i årenes løb, tilføjede kun ekstra patina.

Vi kommer naturligvis heller ikke uden om, at KISS musikalsk spiller på alle stadionrockens virkemidler. Det er catchy rockhymner med hele bandet på kor, lige til at gå til uden de store tekniske udskejelser, undtagen når de enkelte medlemmer spiller soloer. En faktor, der trækker unødvendigt ned, når solostunderne tager overhånd, både fra trommeslager Eric Singer og guitarist Tommy Thayers side, uden at gøre noget særligt for at legitimere deres eget spilletid, ud over selvfølgelig ilden fra Thayers guitar. Mere show for galleriet.

Teateret spiller højt
Rockhymnerne har dog deres egen unikke plads i rockhistorien, og selv om dele af deres hitkatalog er skåret over samme læst, var festen med dem her fredag aften. 'Deuce' bliver suppleret med gamle liveoptagelser, hvor bandet bevægede sig helt synkront med det daværende lineups moves fra 'Alive'-dagene, og så er cirklen ligesom lukket. KISS gør intet for at forny sig selv, og det kræver trods alt også et vist mod i så fremskreden en alder. Det har ikke altid faldet ud til deres fordel, ikke mindst på grund af Stanleys svingende vokale evner, men Sweden Rock er med dem. Teateret spiller, som det skal, som i 'God of Thunder', der indledes med behørig torden, hvorefter Simmons atter en gang bliver hævet mod scenens loft på eget podie, mens tungen flirter med alle kameraerne, og blodet drypper ud af munden. Stanley får os overtalt (eller er det omvendt?) til at få ham ud i crowden, hvorefter han sætter de en halv meter høje hæle i et kabel og bliver løftet på en line tværs ud over publikum, over på et opstillet podie oven på lydteltet i midten af det hele, hvorfra han spiller 'Love Gun' og 'I Was Made for Lovin' You', inden han lader sig blive hævet tilbage på hovedscenen.

Det er med andre ord først og fremmest teateret, der gør KISS til en oplevelse af de helt særlige i aften.
Samspillet er kalkuleret og indlært, uden skyggen af spontanitet. Det er i virkeligheden også bedøvende ligegyldigt, når vi under alle omstændigheder er godt underholdt. 'I Love It Loud' får fællesskråleren aktiveret, 'War Machine' sætter den tungere dagsorden, 'Black Diamond' sender varme minder, formidlet i sort og hvidt på storskærmene, tilbage til den indoktrinering, undertegnedes storebrødre underlagde mig i ungdommens vår, og trommeslager Eric Singer vinder stjerner hjem i det første ekstranummer 'Beth' med det velkendte Elton Johnske pianoarrangement, som fungerer som storladen kontrast til de afsluttende ørehængere 'Crazy Crazy Nights' og 'Rock and Roll All Nite', hvor konfettien og KISS-ballonerne minder os om, hvor stor en festaften vi er vidne til.

Vi havde gerne set dem træde mere ud af den vante gænge og ikke blot køre den hjem på rutinen,  hvor meget Stanley end forsøger at være kammerat med deres svenske folk ved at referere til alle de koncerter, de har spillet i landet siden 1976. Det er fint, og det virker, men mon ikke han siger noget tilsvarende, når de i morgen spiller i Finland? Det skal vi nu ikke hænge os i, for vi nød showet, og hvad kan man ellers forlange?