SRF '16: Et knusende comeback
Populær
Det sidder i maven længe efter. Visheden om at have oplevet et musikhistorisk øjeblik, der mejsler sig ind i hukommelsen i lyd og billeder.
2. Ghoul School
3. How Could I Care
4. Fake Baby
5. Fire Fire Fire
6. Ain’t No Time
7. My Mephistophelean Creed
8. Such a Blast
9. 1995
10. Bore Me
11. Tab
12. Random Riot
13. Ferrytale
14. Didn’t Stop Us
15. 24h Hell
16. Another Place
17. Spock in My Rocket
18. (Gotta Get Some Action) Now!
‘Supershitty to the Max’ er lige fyldt 20 år. The Hellacopters fejrede debutalbummet fra 1996 ved at genopstå for en enkelt aften i et ganske særligt lineup.
For det var ikke bare en gendannelse af bandet, der opløstes i 2008. Dregen, der ellers forlod gruppen i 1998 for at hellige sig Backyard Babies på fuld tid, var tilbage for en enkelt aften, der senere har vist sig at skulle blive til to.
Ti minutter efter Sweden Rock-koncerten sluttede, annoncerede The Hellacopters på Facebook at de skulle spille på Azkena Rock Festival i Spanien med samme besætning præcis en uge senere som hovednavn og erstatning for Primal Scream, der måtte aflyse med kort varsel, da Bobby Gillespie kom til skade torsdag aften på Caribana Festival i Schweiz.
Med den spilleglæde og lethed, The Hellacopters genopstod af asken på Lemmy Stage fredag aften, er det ikke urealistisk at mene, at det kan blive til mere. Timingen vil det også sådan, at de lige har udgivet en single med to numre, 'My Mephistophelean Creed', der blev skrevet i 1996, men ikke indspillet ordenligt før nu, og 'Don't Stop Now'. Der var ingen tvivl om, at begejstringen over den kortvarige gendannelse i anledning af debutalbummets jubilæum deltes både på scenen og blandt publikum.
Fra første anslag af åbningsnummeret ‘Born Broke’ og til Dregens vedblevne optrukne hætte var gennemblødt af sved fem kvarter senere, sydede luften af kærlighed og nærværende gnister mellem band og publikum. Frontmand Nicke Andersson gav den som mesterlig entertainer og ramte hovedet på sømmet midt i koncerten, med ordene "Det her kjenns jättekonstigt, men svinbra!"
Som lovet kom samtlige numre fra debuten, og enkelte andre rariteter fra tidligere splitalbum, b-sider og singleudgivelser, blandt andet ‘1995’, ‘Ferrytale' og ‘Another Place’ samt det nye nummer ‘My Mephistophelean Creed’. Alle sammen velfungerende indspark i euforien over at høre ‘Supershitty to the Max’ i sin fulde længde.
Koncerten startede i gråvejr, men som minutterne gik, samlede de grå skyer sig i en klump, himlen blev blå, og de sidste insisterende skyer oplystes skrigende hvidt og gult med form som en gigantisk blomkålsbrandmand bag scenen af solen, der var ved at forlade festivalpladsen.
Synet var så slående, at flere vendte de filmende telefoner i retning af himlen, og det blev emblematisk for koncerten, der i al sin enkelthed simpelthen var det one-off-show, bandet havde annonceret.
Sangenes rækkefølge fulgte ikke den oprindelige, men som på albummet var ‘Bore Me’ en pirrende optakt til koncertens højdepunkt: langsomme ‘Tab’, der i al sin velspillethed demonstrerede, hvor meget backbone et af Sveriges største bands har, og har haft, da de skrev sange i de første år. Sjældent har noget siddet så eminent i skabet.
At Dregen momentvis ser lidt lost ud, viser sig ikke i hans guitar, og med tiden bliver det klart, at han snarere er i en slags meditativ trance end fraværende. Det var alle, der oplevede koncerten, også, og det var ikke et fåtal.
Pladsen var stuvende fuld, og The Hellacopters gjorde sig værdige til alle de oprigtige klapsalver, der regnede ned over dem da ‘(Gotta Get Some Action) Now!’ afsluttede en koncert, der skrev sig ind på pladsen som en af årets fem bedste, når 2016 skal opsummeres.