Roskilde 2017: Guide til onsdagen
PopulærRoskildes første dag er som altid den korteste, men vi har alligevel fundet fire anbefalinger i programmet, som spænder fra pop-punk over sludge-rock til klassisk rock 'n' roll. Læs nærmere her:
A DAY TO REMEMBER – Avalon, kl. 17.30
Fordi: Amerikanerne fra Florida har siden 2003 spillet deres helt egen kobling af rock, hardcore og punk. De har de fængende omkvæd og masser af amerikansk show, når de giver koncert. For et par år siden gæstede de Copenhell, hvor der blev kastet med toiletruller, T-shirts og badebolde. Det er amerikansk, når det er bedst. Eller værst. Alt efter ens standpunkt. Det er en fest for den yngre del af metalpublikummet.
For: Fans af Of Mice & Men, Beartooth, Asking Alexandria og The Amity Affliction.
Pensum: ‘Bad Vibrations’, ‘For Those Who Have Heart’ og ‘Common Courtesy’.
IDLES – Pavilion, kl. 18.15
Fordi: Post-punk ikke behøver være så satans kompliceret for at komme frem til pointen. Disse Bristol-drenge er punchy, direkte og fatter sig i korthed med en forfriskende blanding af samfundskritik og tør britisk humor. Den enkle approach til trods er de musikalske virkemidler tilpas varierede, og forsanger Joe Talbot er det faste rasende bindeled, som samler trådene. Deres debut 'Brutalism' fra i år lever op til sit navn fra første sekund, og taler rygterne sandt, kan du også forvente blødende øregange, hvis du vælger at spendere din onsdag aften i deres selskab.
For: Fans af Sex Pistols, The Fall, Gang of Four.
Pensum: ‘Brutalism’.
RED FANG – Avalon, kl. 21.30
Fordi: Portland-bandet Red Fang red med på bølgen af de utallige stoner-bands, der dukkede op i kølvandet på Mastodons succes. Med deres lettere selvironiske distance og partystil og øl i deres kultmusikvideoer er kvartetten elsket af mange og spillede på Roskilde i 2012 en koncert, der var præget af lydproblemer. Siden har rødderne dog imponeret os i Pumpehuset, især på Copenhell for to år siden og senest i Lille Vega. Man skal nok ikke forvente sig stor kunst her, men Red Fang er bestemt et godt bud på partystarters på festivalens officielle førstedag.
For: Fans af Mastodon, Foo Fighters, Queens of the Stone Age.
Pensum: ‘Murder the Mountains’.
THE HELLACOPTERS – Arena, kl. 23.00
Fordi: Svenskerne er tilbage! The Hellacopters udsprang af Entombed tilbage i 1994 og spillede de næste 14 år deres helt egen rock’n’roll. Men i slutningen af 2007 opgav de ævred og gik hvert til sit efter syv plader og utallige turnéer verden over. De nåede også flere gange forbi Roskilde Festival, hvor de bl.a. gav afskedskoncert i 2008. Før det havde de gæstet festivalen i 2001 og 2003. Her i 2017 er de så tilbage for at give enkelte koncerter hist og pist, og Roskilde Festival bliver et af deres stop på turnéen. Allerede sidste år var Devilution på Sweden Rock for at tjekke dagsformen, og vores anmelder var svært begejstret for gruppens comeback, der bl.a. fik følgende ord med på vejen:
’Pladsen var stuvende fuld, og The Hellacopters gjorde sig værdige til alle de oprigtige klapsalver, der regnede ned over dem’.
Det lover godt for deres koncert sent onsdag aften på Arena.
For: Fans af MC5, The Stooges, The Dwarves.
Pensum: ‘Supershitty to the Max’, ‘Grande Rock’ og ‘Head Off’.