Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell 2015: Ærkeamerikansk fest

Populær
Updated
Copenhell 2015: Ærkeamerikansk fest
Copenhell 2015: Ærkeamerikansk fest
Copenhell 2015: Ærkeamerikansk fest
Copenhell 2015: Ærkeamerikansk fest
Copenhell 2015: Ærkeamerikansk fest
Copenhell 2015: Ærkeamerikansk fest
Copenhell 2015: Ærkeamerikansk fest
Copenhell 2015: Ærkeamerikansk fest

Det amerikanske band A Day to Remember fik æren af at åbne den store scene Helviti torsdag eftermiddag, og de unge fans fik præcis den fest, de kom efter!

Dato
18-06-2015
Trackliste
1. The Downfall of Us All
2. 2nd Sucks
3. Right Back at It Again
4. City of Ocala
5. I'm Made of Wax, Larry, What Are You Made Of?
6. All Signs Point to Lauderdale
7. Mr. Highway's Thinking About the End
8. Have Faith in Me
9. Sometimes You're the Hammer, Sometimes You're the Nail
10. All I Want
11. The Plot to Bomb the Panhandle
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

A Day to Remember er moderne metalcore i stil med bands som Bring Me the Horizon, Of Mice & Men, Asking Alexandria, Parkway Drive m.fl., der også alle har spillet på Copenhell. Den moderne core-musik, der er kommet i kølvandet på stilskiftet, som bands som bl.a. Korn og Slipknot begyndte tilbage i halvfemserne, og som op gennem 00'erne udviklede sig til den genre, vi i dag har repræsenteret ved nogle af ovennævnte navne. Her har A Day to Remember rejst sig hurtigt op gennem rækkerne fra deres debutplade 'And Their Name Was Treason' og frem til deres femte plade 'Common Courtesy' fra 2013 ved ikke at være bange for at blande mere poppede elementer ind i sangene. Noget, der har gjort deres musik tilgængelig.

De har om nogen været dygtige til at fange de unge fans' søgen efter identitet og fællesskab i en tidsalder, hvor det fysiske fællesskab er under pres af de sociale medier. Bandet har ikke kun skrevet sange, der rammer de unge i hjertet, men formår også at hæve niveauet til deres koncerter, hvor de tager alle midler i brug for at få folk op i gear og med på spøgen. For det er bestemt ikke kun alvor det hele. Der er også plads til letbenet underholdning. Endda så rigeligt.

For allerede da de starter første nummer, skydes der toiletruller udover publikum, de ruller sig ud og ligner et tæppe af glitter, som når et fodboldhold går på banen, og publikum hylder dem med konfetti. Her var det bare bandet, der "tp'ede" publikum, som det så moderne hedder. Rullerne blev smidt frem og tilbage mellem scene og publikum, indtil de var rullet helt ud, og så fortsatte festen ellers videre i '2nd Sucks', og allerede her var der godt gang i såvel circle- som moshpits. For ungdommelig energi var der i overflod oppe foran Helviti.

Toiletpapir var dog ikke eneste trick fra sportsskuffen, der blev taget i brug. Ind fra højre kommer nemlig ingen ringere end Spiderman og skyder t-shirts ud til publikum, akkurat som man gør i amerikanske sportsarenaer til de store begivenheder. Bandet fra Florida er så ærkeamerikanske, som de kan blive. For lige som man troede, de ikke kunne krydse flere ting af listen over stereotype handlinger, så kommer der sørme også en omgang badebolde ud til publikum. Så er pladen fuld, og A Day to Remember lader således ikke mastodonterne fra Metallica noget tilbage at ønske. Fest og farver på en så overdrevet og karikeret måde, at det umuligt kan være andet end amerikansk.

Som det kan ses af sætlisten, nåede de omkring de fleste af deres store hits, og der blev sunget godt igennem under hele koncerten, ikke mindst under 'All I Want', der var med til at runde koncerten af. A Day to Remember har rigtig godt fat i det unge publikum og de mange ekstra tricks virker faktisk mere som forstyrrende elementer og fjerner fokus fra deres sange. Det er en skam, for målt alene på den energi og dedikation, de fremmødte foran Helviti lagde for dagen under koncerten, er det ikke, fordi A Day to Remember behøver bestikke deres fans med andet end deres musik.