Ghost og Suicidal Tendencies klar til Copenhell

Suicidal Tendencies

En af de koncerter der blev fremhævet som et højdepunkt på den første Copenhell i 2010, var Suicidal Tendencies' show lørdag aften, og derfor giver det god mening at invitere dem tilbage i år. De er ikke albumaktuelle, men det er under alle omstændigheder heller ikke de nye numre, nogen kommer til et Suicidal-show for at høre. Bandets debutalbum, crossoverklassikeren 'Suicidal Tendencies', kom i 1983 og dannede skole for hvor på en gang emotionel og metallisk hardcore kunne være. Desuden bød den på gruppens bedst kendte sang, 'Institutionalized' om den unge fyr der egentlig bare vil have en Pepsi, og hvis forældre ikke forstår ham. Den sang nyfortolkede de ligeledes Copenhell-aktuelle Body Count i øvrigt på deres comebackalbum sidste år, men endnu vigtigere var det næsten at Suicidal gæsteoptrådte med nummeret i et afsnit af 'Miami Vice'. I hvert fald sejere eller bare forvirrende, hvordan man nu ser på det.

Over de næste år var der løbende udskiftning i bandet bag frontmanden Mike Muir, men et fast holdepunkt frem til 2012 var guitaristen Mike Clark fra det ligesindede crossoverband No Mercy, som Muir lånte sin særpræget hviskende, hvinende, snerrende vokal til på den højt skattede og svært opdrivelige crossoverperle 'Widespread Bloodshed / Love Runs Red'. I Suicidal lod Muir sin weltschmertz flyde tykkere og tykkere, ikke mindst i den klassiske powerballade 'How Will I Laugh Tomorrow', og bandet opnåede stadigt større popularitet, indtil filmen knækkede for dem i starten af 90'erne. Selvom bandet med uregelmæssige intervaller har udgivet plader siden da med nyt eller genindspillet materiale, senest '13' i 2013, hvor bandet også var på Roskilde Festival og blev interviewet af Devilution; så er det først og fremmest for deres slagssange man skal høre dem på Copenhell i år.

Og slagsangene kender de fleste, så her er i stedet et purungt Suicidal, som blev filmet til den hollandske TV-dokumentar 'Surfpunks' i 1981:

Læs alt om Suicidal Tendencies her!

Code Orange

Pennsylvania-kvartetten Code Orange Kids droppede sidste år enden af navnet, om det så var fordi medlemmerne omsider var nået op i tyverne, eller fordi de ville disassociere sig selv yderligere fra den traditionelle hardcorescene de startede som en del af. Det unge band blev indlemmet i Deathwish-familien i 2012, og der fandt de sig godt til rette allerede på debutalbummet 'Love Is Love/Return to Dust', der titlen til trods ikke har det mindste at gøre med DC-posthardcorebandet Lungfish. Kurt Ballou sørgede med sin signaturlyd for at fange såvel de monolitisk tunge passager som de kaotisk blastende dele, og den udvikling fortsatte på sidste års opfølger, 'I Am King'. Code Oranges lyd vil ikke være fremmed for dem der i forvejen dyrker andre af Deathwishs bands eller sådan nogle som The Banner eller endda Old Man Gloom: Det punkede er nemlig blevet tilføjet en ekstra dimension af intimiderende kompleksitet, og støjen får flere steder lov at vinde over hardcoren.

På scenen trækker Code Orange på hele tre sangere, de to guitarister og trommeslageren bidrager alle med råb, growl og hvisken – og så er Code Orange med Reba Meyers i front med til at pynte bare en smule på kønskvoterieringen på årets Copenhell.

Upon a Burning Body

Til årets Copenhell føjes  også deathcore fra Texas i form af Upon a Burning Body. Under den pæne skjorte og vandkæmmede hår banker et sydstatshjerte, og bandet fusionerer core og herkomst til en ret groovet form, der nok skal fungere på Copenhell. De vil have dig at tænke Pantera - især med sangen ‘Texas Blood Money’ af deres forrige album ‘Red. White. Green’ - men du skal nok mere tænke Whitechapel. Breakdowns, omkvæd med cleanharmonier og rimelig meget attitude. Sumerian Records’ Ash Avildsen, som også har signet bandet, siger at: “Upon a Burning Body frontman Danny Leal has one of the most distinguishable and decipherable voices I have heard in years”.

Udover hæderen at dele pladeselskab med også aktuelle Body Count, er deres albums såmænd også produceret af samme mand, Will Putney, der også har produceret ‘Manslaughter’ - og sidste års Thy Art Is Murder, for at gøre helt klart, hvad vi har med at gøre.