Copenhell 2010: Suicidal Tendencies

Populær
Copenhell 2010: Suicidal Tendencies

Suicidal Tendencies leverede årets festligste koncert på Copenhell.

Dato
12-06-2010
Trackliste
1. You Can’t Bring Me Down
2. Ain’t Gonna Take It
3. War Inside My Head
4. Subliminal
5. I Feel Your Pain
6. Send Me Your Money
7. We Are Family
8. Come Alive
9. Possessed to Skate
10. Cyco Vision
11. I Saw Your Mommy
12. I Want More
13. How Will I Laugh Tomorrow?
14. Pledge Your Allegiance
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

På trods af at det er tyve år siden og mere til, at Suicidal Tendencies udgav hovedudgivelserne, 'How Will I Laugh Tomorrow When I Can't Even Smile Today' (1988) samt 'Lights... Camera... Revolution' (1990), var Mike "Cyco Miko" Muir og co. anno 2010 et band med masser at byde på.

Det, der umiddelbart kan virke lidt langt i spyttet under en ST-koncert, er de mange lange, nærmest politiserende poetry-slam intermezzos som Muir med jævne mellemrum kaster sig ud i. Det er tydeligt, at Muir stadigvæk har meget på hjertet - lommepolitisk såvel som stormusikalsk - men selv i et funky musikalsk tivoli, hvor ST uden tvivl både er arenaens mest forfriskende og mest fjollede forlystelse, er det bedre, hvis snakketøjet slapper af for en stund og lader det herligt spillede band stå alene.

Festivalens ypperligste spil

Og bandet kunne sagtens have stået mere for sig. Foruden Muir var også den oprindelige ST-bandana-bror i overlegne Mike Clark at finde på guitar, og med ham i front spillede aftenens ST-trop, som om der ikke var nogen i morgen. Robert Trujillo spillede bas i line-up'et på fire plader fra start til midt-90'erne, før han senere joinede kræfter med Metallica, men selv ikke hans ypperlige og karismatiske spil var på noget tidspunkt savnet.

Og fra bag tønderne sad Eric Moore og spillede så funky og jazz'et og løst, at det ikke burde være muligt at få dét spil til at i spænd med de basdrevne, ofte hårdtpumpende riffsange. Trommeguderne ville det anderledes dog.

Funky fest

Bedst som man troede, at det ikke kunne blive bedre, kom 'Pledge Your Alliance' og 'How Will I Laugh Tomorrow' afslutningsvis som to mesterlige højdepunkter - weekends bedste øjeblik. I sidste nummer inviterede Muir en stor skare af publikummer op på scenen til at joine ST-crewet i begejstrede hop og fuldemands håndtegn. Et sjovt og dejlig elskværdigt syn. 

På trods af at Muir nærmer sig et halvt århundrede, var der ingen tegn på metaltræthed at spore i det energiske muskelbundt. Han behersker vokalen med lige så stor sikkerhed, som bandet beherskede musikkens karismatiske, eklektiske funk. Sceneshowet bestod af et gråt bagtæppe og et spartansk lysshow, men i Muirs trippenede, dansende, evigt bevægende ben og arme har man nu også show nok i sig selv.

Suicidal Tendencies er nok! Lad det blive konklusionen. En mere underholdende og velspillet rockkoncert, skal man lede længe efter.