Death Magnetic: Molins Dom

Greatest hits med nye numre er hvad Metallica har til os denne gang ifølge Anders Molin. Selvom denne anmelder hører til dem, der synes godt om den ellers udskældte udgivelse "St. Anger", og endda har det fint med den specielle lyd på lilletrommen (der nok er det mest omdiskuterede og forhadte enkeltelement i moderne metal), så må han også indrømme, at det er forholdsvist sjældent, den får lov til at banke ud af højttalerne.

Sådan vil det helt sikkert ikke forholde sig med "Death Magnetic", der overrasker meget positivt, og umiddelbart er det bedste album siden "Det Sorte Album" – som med resten af deres albums, er det formentligt først om et stykke tid, at det folder ud, og man tør komme med sin endelig dom. Men lækker metal er det i hvert fald.

Det er ikke fordi Metallica med Death Magnetic har opfundet den dybe metaltallerken, og de har heller ikke genopfundet den. Men de har fundet sig selv.

De har fundet det gamle thrash metal, som de selv udviklede og udbyggede med de første fire plader, hvor voldsomhed og melodi, og tempo og stemninger, gik effektivt i spænd med både det instrumentale og det vokale. Den har de så blandet med den tunge blues'ede sydstatsrock fra "Load" og "Reload". Oven i det, som det ekstra stål, er der tilsat den satanivoldskhed og brutalitet som kendetegnede omtalte album "St. Anger".

At Kirk er kommet tilbage som leadguitarist gør også kun udgivelsen federe, for selvom han aldrig har været i teknisk særklasse, tilføjer hans soloer og leads det ekstra lag, som har været et særkende for bandet, og så ærgres man næsten ikke over, at den ellers ferme bassvinger Robert Trujillo ikke for alvor får rum til at vise, hvad han kan.

Det er blevet til et glædeligt genhør med rytmeguitarer, der i sig selv har en melodisk funktion, og som danner en selvstændig bund under Hetfields stemme, der ikke har ændret sig synderligt de sidste 15-20 år (og som forhåbentligt aldrig gør det). Men det er uden at vi snydes for de eksplosive smadderkasseriffs, og for det onde groove, og det er uden vi er i tvivl om, at det er Metallica.

Så kan det aldrig blive helt ringe.