Beton, brutalitet og blindgyder
Thorium indfanger forstadens deroute med brutal troværdighed på ‘Suburban Rot’, men albummets konstante tyngde bliver også en hæmsko.
Endless Disgust
Open Wounds
MG42
Suburban Rot
Shelter
The Collector
Bring the Children to Me
The Undead
Crucified
“There is something strangely beautiful about decay, addiction, alcoholism and broken lives, that has always fascinated me.”
Sådan beskriver forsanger Michael Hvolgaard Andersen selv inspirationsgrundlaget for ‘Suburban Rot’ i bandets promomateriale, og få sætninger indkapsler pladens univers bedre. Her findes ingen romantisering af mørket eller teatralske metalklichéer; kun forstadens langsomme opløsning blandt beton, misbrug og menneskelig ruin omkring Brøndby Strand Station. Det er grimt, beskidt og deprimerende — og netop derfor troværdigt.
Med deres syvende udspil markerer Thorium samtidig 30 års kompromisløs tilstedeværelse i den skandinaviske undergrund. ‘Suburban Rot’ udlægges som bandets hidtil mørkeste og mest personlige værk, og det kan meget vel være sandt. Samtidig er den, som vi kender dem, urokkeligt forankret i klassisk, skandinavisk dødsmetal, hvor tråde til bands som Illdisposed og At the Gates ikke fornægter sig.
Produktionen, håndteret af guitarist Jens Peter Storm og siden mixet og mastereret af Tue Madsen, rammer en lyd, der både er massiv og detaljerig. Guitarerne skærer gennem lydbilledet med tilpas rusten tyngde, trommerne buldrer mekanisk frem, og Michael Hvolgaard Andersens vokal fungerer mindre som klassisk growl end som en desperat rendestensfortælling. Death metal-lyden er ikke synderligt teknisk eller nyskabende, men den går i hvert fald direkte i kroppen og drives frem af en kompromisløs energi.
Åbneren ‘Abra Macabre’ sætter tonen effektivt med sin slæbende tyngde og dystre melodi, inden tempoet gradvist accelererer. Thorium demonstrerer fra start, hvor stærke de stadig er, når erfaring og aggression går hånd i hånd, men desværre viser de allerede svaghedstegn på den efterfølgende ‘Endless Disgust”. Den tunge, repetitive rytmik understøtter ganske vist tematikken om resignation og social opløsning, men nummeret føles påfaldende trædemølleagtigt så tidligt på pladen. ‘Open Wounds’ retter heldigvis lidt op med større melodisk spænding og et voldsomt vokalt klimaks, der tilfører albummet tiltrængt dynamik.
Et af albummets højdepunkter er dog utvivlsomt ‘MG42’, inspireret af Hitlers berygtede, tyske maskingevær. Her matcher tempo og titel hinanden perfekt i et hidsigt udbrud af groove, oldschool death metal og en næsten manisk energi. Vi snakker albummets mest levende øjeblik — og samtidig et frustrerende eksempel på, hvor meget mere variation Thorium faktisk kunne have sluppet løs.
For kort efter falder bandet tilbage i det stabile mellemtempo, der præger for store dele af pladen. Titelnummeret mangler bid, og ‘Shelter’ og ‘The Collector’ udvider ganske vist de lyriske temaer mod psykisk isolation og besættelse, men musikalsk føles det som variationer over den samme betonblok, og af samme årsag et par af de mest overflødige øjeblikke på pladen.
Til gengæld rammer ‘Bring the Children to Me’ præcis den balance, albummet ellers søger. De mørke leadsekvenser, den næsten klaustrofobiske stemning og Andersens vrængende omkvæd gør nummeret til et af pladens absolutte stand-outs.
Da ‘Crucified’ bagefter runder skiven af, er det ganske vist i den høje kadence, men også med en velkendt fornemmelse af déjà-vu. Og det bliver symptomatisk for ‘Suburban Rot’: Et album gennemsyret af autenticitet og en næsten dokumentarisk tilgang til menneskeligt forfald, som samtidig kæmper med at variere sit udtryk nok til at fastholde sit greb om lytteren hele vejen.
Thorium ved præcis, hvem de er. Jens Peter Storms beskidte, hærgende guitarspil indfanger forstadens mismod overbevisende, og Andersens vokal-autoritet svigter aldrig. Men selv solidt håndværk kan ikke helt skjule, at albummets konstante tyngde til tider bliver mere udmattende end medrivende.
‘Suburban Rot’ er således på flere måder lyden af en uundgåelig deroute — autentisk, uhumsk og leveret med en brutalitet, der vil tilfredsstille genrens traditionalister. Men samtidig også en plade, der så stædigt dvæler i sin egen elendighed, at den undertiden drukner i den.