En ombejlet Tue

CV'et er enormt – men hvor ofte overlader vi lige ordet til manden selv bag mixeren? Vi er derfor draget en tur til Djursland for at få en snak med en af Danmarks mest markante metalproducere, Tue Madsen.

Hatesphere. Barcode. Sick of It All. Luksus. Psyke Project. Babymetal. Illdisposed. Singvogel. Gorefest. The Haunted. Trold. Meshuggah.

Bands, der stikker ud i mange afkroge, både stilistisk og uden for fædrelandets grænser. Men dog alle bands, der har været en tur igennem Antfarm Studios en gang eller ti igennem årene. Indimellem digitalt, hvis det blot er et mixerjob, men ikke desto mindre altid med Tue Madsens ører til at sikre, at alt lyder som det skal – ikke mindst i bandets egne ører, for, som han oplyser på sin hjemmeside, gør han det også klart i dag, hvad han ser som sin fineste opgave:

- Det er faktisk dét at lave bandets plade. Min agenda er helt klart at lave den plade, som bandet gerne vil lave – det er ikke at lave MIN plade. Nogen producere har den tilgang, at ”nu kommer du med den forstærker, men den bruger vi altså ikke her” eller ”vi gentager alting til døde” – og hvor pladen ender med ikke at blive det, som bandet var ude efter. Sådan er jeg ikke. Hvis jeg synes, at de går ud af en virkelig fejlagtig blindgyde, så vil jeg dog kæmpe for, at de ikke går hele planken ud, for et eller andet sted har de jo også valgt mig for en sound, de kender mig for.
Jeg hjælper også gerne, hvis nogen ikke kan det, de skal – men mit mål er at nå det igennem, at spille sig til det. Ikke at jeg skal sætte mig ned og programmere ting for at få det til at fungere. 

Det munder ud i en længere historie om et semi-kendt band, hvor bassisten lavede en fejl i en indspilning, og hvor produceren insisterede på at klare det selv ved at klippe det op og loope sporene i stedet for at lytte til bassisten, som ønskede at tage indspilningen om i stedet – og hvor produceren hellere søgte det perfekte, rene udtryk, som kunne loopes. ”Der skal du satme godt nok råbe højt ind i mit fjæs, hvis du skal have lov til at gøre sådan noget!”



Scroller du en tur ned over alle de udgivelser, Tue har haft fingre i igennem årene, finder du mange afstikkere, bl.a. ud i reggae (Blunt), EDM (20 Love to Sweet Bullet), country og hvad har vi – men det er dog unægtelig metallen, der dominerer i det større billede …

- Dét jeg synes er fedt, det er at lave musik – og nu laver jeg jo mest metal, men jeg laver sådan set alt muligt. Hvis du fx kan lide Illdisposed, så vil du sikkert ikke interessere dig så meget for, at jeg har lavet Babymetal eller Dir En Grey. Eller Moonspell, som headliner festivaler i Tyskland og alle mulige andre steder, men er meget små i Danmark. Så er der Ektomorf, som fylder stadions lige nu med Five Finger Death Punch, men de vil jo nærmest ikke kunne få et job i Danmark, selvom de spillede gratis. I 90'erne lavede jeg også Luksus-pladen sammen med Mikael Simpson og Lise Westzynthius, og sådan har jeg lavet flere andre indie-ting. Jeg laver selvfølgelig mest heavy, men der er altså langt fra Babymetal til Psyke Project, og videre til Sick of It All.
Hvis det er tilpas langt ude, så føler jeg mig nærmest fri, for hvis det går ad helvede til, så ... hvad havde du regnet med? Jeg laver jo heavy!

Han indledte da også sin karriere med selv at gå musikervejen som guitarist med de hedengangne, århusianske groove/thrashere fra Grope. Fem plader blev det til i spændet fra 94-02, hvor den sidste blev lidt af en sejtrækker, der trak livet ud af bandet.

- Alex Clausen (sanger) og jeg havde alt for travlt. Det job han fik ved Danfoss var sådan noget med at rejse til Texas og alle mulige steder hen, og det var bare virkelig svært, fordi han kun kunne spille i weekenderne. Dér havde jeg fået studiet op at køre, så jeg kunne ikke i weekenderne, for det var som regel dér, hvor bandsene gerne ville komme ud og indspille, så det tog bare lang tid med Grope.
Da den (’If You Were My Dog …’) endelig var færdig, var det lige, som om, at vi var blevet de der gamle nogen, der ikke var spændende længere – til trods for, at der ellers kom 400 mennesker kun for os på Voxhall. 



Tues interesse for producervejen havde dog hele tiden rumsteret sideløbende

- Egentlig startede det i 94 med Grope, hvor vi lånte en otte-sporsbåndoptager og en lille mixer, og så lavede demoer i øveren. Det var der så nogen venner i andre bands, der fandt ud af og hørte, om jeg ikke lige kunne gøre det samme for dem. Efter et stykke tid ville nogen så smide et par hundrede mere i puljen, så vi kunne komme ud i Borsing Recording og bruge studiet, og sådan kørte det egentlig over lang tid.

Omkring ´96-´97 begyndte de spæde spadestik så at bære frugt, hvor han, via kontakter i Diehard, kom til både Holland og Sverige, og gjorde sig bemærket i hardcore-kredse, bl.a. via sit arbejde med Barcode. Noget af det, der ledte til, at han ti år senere fik et opkald, om ikke han var interesseret i at lave Sick of It All, som en af de vigtige milepæle på CV'et.
En milepæl vi kommer tilbage til senere – men det første album, han producerede, var dog ’Embraced by the Absolute’ (1997), debutpladen fra de for længst hedengangne Ribe-dødsmetallere fra Autumn Leaves.

- En fed plade – og et mirakel, at den lyder så godt, som den gør. Når jeg tænker tilbage på, hvor lidt jeg vidste om det dengang, så er den ret imponerende. 



I 99 udmunder det så i hans første arbejdscomputer, hvor plader med bl.a. Strömning og Jerkstore kom til. Det bliver dog flytningen til Solbjerg, der bliver kickstarten på det første, interimistiske studie.

- Først var det i garagen, og så fik jeg udvidet det til grisestien, som jeg hakkede i småstykker, støbte noget beton under og satte gipsvægge op i. Jeg skulle bare i gang, og havde jo ingen penge at starte på. Det var sådan noget med at lave demoer, tage 5.000,- for en weekend, købe 18 plader gips o.s.v. Jeg lavede bl.a. den første Mnemic-plade derude, og også Exmortem.

Med lidt supplerende dagpenge begyndte det hele så at tage form, indtil den reelle stiftelse af Antfarm Studios (”Noget med myre-Tue, og at jeg boede på en gård”) som firma omkring 2003, da Madsen flyttede til Åbyhøj – og så har han ellers kunnet leve af at producere lige siden.
Åbyhøj-årene er dog en særligt central periode, hvor flere vigtige Antfarm-udgivelser kom ud, såsom Mnemic, Panzerchrist (’Roomservice’) og, ej at forglemme, Born From Pain (’Sands of Time’). 

- Born From Pain var et rimelig stort hardcore-navn nede i Europa. De kendte mange i miljøet, men pladerne før ’Sands of Time’ var elendige. Det vil de også selv sige, hvis du spørger dem, men folk kendte dem allerede som et fedt liveband. De solgte bare ingen plader, før den (’Sands of Time’) kom. Det var som en bombe på den europæiske hardcore-scene, og det åbnede så dørene (på Antfarm) for Heaven Shall Burn, Maroon, Cataract og mange flere. 
Mnemic blev også meget hurtigt et kæledægge-band derefter, og så har jeg ellers ikke skullet tænke meget over pengene siden, fordi kunstnerne selv kommer til mig.



Selvom han er glad for den frihed, han har haft som producer på tværs af genrerne, så er der dog også elementer, Tue Madsen godt kunne tænke sig at arbejde mere med fra producerstolen.

- Jeg ville ikke have noget imod, at der var flere, der laver ”rigtig” musik. Ikke fordi heavy ikke er rigtig musik, men du ved. Vi skriger og larmer og banker gamle damer. Der er bare ikke særlig meget plads i en metalproduktion, fordi det er så mættet lydmæssigt. Der er mange aspekter i det at lave lyd, som der ikke rigtig er plads til, fordi du alligevel ikke kan høre det, når Hatesphere først buldrer afsted.
Jeg har også lavet bands som Verdens Sidste Idé eller The Boy That Got Away, og det synes jeg er sjovt, fordi tingene ikke behøver passe ind i sådan en firkantet boks.
Men altså, selvom jeg laver musik, der rammer 200 % ved siden af min egen personlige smag, så stemmer jeg altid for i den periode, hvor jeg arbejder på det, fordi jeg kommer ind i den samme verden, som bandet er i. Så kan det godt ske, at det er noget værre kokset stof, som jeg normalt ikke ville synes om.

Det der med at stemme for er nok noget af det, der forklarer, hvorfor Tue Madsen er så ombejlet en herre. Det er i hvert fald tydeligt, at mange kunstnere ynder at bruge ham gang på gang, lige fra Hatesphere og Illdisposed til Panzerchrist og Ektomorf – men hvordan er det som producer at følge bands og deres udvikling på den måde på tværs af årtierne?

- Ja, langt de fleste af de bands, jeg har i butikken, er bands, der kommer tilbage igen. Hvis det var mig selv, så tror jeg nok jeg ville være lidt mere flaksende og tænke, at ”nu skal jeg prøve noget andet” – men fx Ektomorf har jeg arbejdet med lige så længe, som min søn er gammel, fordi han blev født, da der var tre dage tilbage i studiet. Vi (Tue og Ektomorf) har altid stukket hovederne sammen inden og vendt, hvad der skal være anderledes, for gentager vi os selv, så bliver det altid bare en fesen skygge af, hvad det var førhen. Hvis du spørger hovedmanden i bandet, så vil han nok sige, at de aldrig vil lave en plade med nogen andre, og det er jo tyve år nu.
Det samme med Hatesphere. Vi skal ligesom prøve at stikke en kæp i hjulet på en eller anden måde. Jeg synes, jeg opfordrer bands til at køre i alle mulige retninger, og så kan de så bruge mig som en ankerpost, så jeg også kan kæfte op, hvis det bliver alt for sløjt.

Et band, jeg selv er pjattet med, er Deftones, og de gør lidt det samme med Terry Date. Han var også ind over Pantera og Soundgarden, og der skete fx meget fra ’Louder than Love’ til ’Badmotorfinger’. Et band, der har villet noget, hvor Date har været katalysator for det, og så har de efterfølgende villet noget andet på den næste. Han (Date) har lavet mange ting, der lyder meget forskelligt, så det virker også på mig, som om at han ligesom jeg vil lave bandsenes plader.



Den dag i dag huserer Antfarm Studios på en gård i Hyllested langt ude på Djursland. En gård, som tilfældigvis ligger dybt i min egen families rødder, hvor kostaldens lugt for længst er forduftet, og studiets prægtige rammer er trådt i stedet. Et vigtigt skridt for Tue, der startede famlende i Borsing Recording, før han rykkede til Solbjerg i 2000.
Det var dog som sagt de efterfølgende år i Åbyhøj, med trommeindspilninger i husets swimmingpool, hvor Tue Madsen skabte mange af de plader, han i dag er mest kendt for.

- I Solbjerg kunne jeg lugte, hvordan min drøm var, men havde ingen penge at bygge for. Jeg synes stadig, de plader jeg lavede dér lyder godt den dag i dag, men det her (gården i Hyllested) var min drøm. Da vi flyttede ind til Åbyhøj tænkte jeg, det var fedt at komme ind til Århus, tættere på folk – men en eller anden dag, så skal jeg ud på landet og have en staldbygning, hvor jeg kan bygge mit eget – og her er jeg så nu!

Da vi spørger ind til, hvilke plader han er mest stolt af at have været med til at skabe, er der mange bud. Med priser for både hans arbejde med Meshuggah, Hatesphere og Raunchy er det måske de oplagte plader at nævne, men på det personlige plan er det dog især hans første bedrift med Sick of It All, ’Death to Tyrants’ fra 2006, der bliver fremhævet.

- En ret vigtig begivenhed i mit liv. Megafedt, for jeg lavede så mange hardcore-plader, og Sick of It All har for mig altid været referencepunktet. Ikke så meget for hvordan deres plader lyder, men fordi det er sådan, det skal opleves. Det skal være lige så fedt at sætte på på plade, som det er live. Dén plade er allerede i dag benævnt som en klassiker, og så har jeg lavet 4-5 stykker med dem senere og fulgt deres udvikling.
Jeg er selvfølgelig også stolt af have lavet Mnemic og Born From Pain, og også hele Illdisposed-kataloget. Blandt andet ’1-800-Vindication’, som jeg godt nok kun mixede, men som bl.a. blev highlightet i Sort Søndag fornylig.
Det var faktisk også mig, der introducerede The Psyke Project for Eyehategod.



Som gammel Psyke Project-fanboi må jeg nødvendigvis høre lidt nærmere omkring ’Daikini’ – et bæst af en udgivelse, der gjorde underværker herhjemme dengang tilbage i 2005, og som tydeligvis også vækker stærke minder for produceren selv.

- De havde booket fem dage. På vej ind af døren siger de:
”Vi må håbe det går godt, for (om fem dage) kl 17, der skal vores master ligge i dén postkasse, så den kan nå frem til CD-fabrikken, for så kan de nå at trykke de første 100 CDer til, når vi skal spille på Roskilde Festival om tre uger.”  
”Nå, der er simpelthen ikke noget at rafle om?”
”Nej, den skal være færdig 16:50, så vi kan nå at løbe op til postkassen.” 
”Nå ok, hvad skal vi så lave?”
”Vi skal lave ni numre, men det er fint nok, for vi spiller live.” 
Det siger mange, men det VAR faktisk deres deal, ikke? Med dét udgangspunkt tænkte jeg bare, at det her var håbløst, det kommer aldrig til at ske – men det var en megafed oplevelse! De stod mast sammen i et meget lille rum, og vi fik spillet det hele ind og lavet masser af mærkelige eksperimenter. Min mormors klaver stod fx midt i rummet, fordi jeg ikke vidste hvor jeg skulle gøre af det endnu, og så blev det taget med og lavet en masse mærkelige lyde på det, som er en stor del af mange af de soundscapes, der er på pladen.

… og pludselig er der gået en time, hvor vi er kommet vidt rundt i afkrogene af karrieren. Forude ligger bl.a. en Babymetal-koncert han er i færd med at mixe til biograf-format, en kommende skive med The Boy that Got Away og en tur til Tyskland, hvor Heaven Shall Burn skal mixes. BAEST kommer på søndag og laver deres kommende single, og fra undergrunden venter der også besøg fra lokale Cyan Insane.

Det står med andre ord aldrig stille i Antfarm Studios. Tue Madsen er stadig en ombejlet herre her i 2024, og det forstår man jo absolut godt, det prægtige CV taget i betragtning.