Avantgarde my ass, det' jo heavy!

Populær
Avantgarde my ass, det' jo heavy!

Devilution følger op på sidste uges udgivelse af samarbejdet mellem Lou Reed og Metallica ved at komme med en slags føljeton-anmeldelse til sidste uges massive kritik af "Lulu".

Titel
Lulu
Dato
31-10-2011
Label
Distributør
Trackliste
01. Brandenburg Gate (4:19)
02. The View (5:17)
03. Pumping Blood (7:24)
04. Mistress Dread (6:52)
05. Iced Honey (4:36)
06. Cheat On Me (11:26)
07. Frustration (8:33)
08. Little Dog (8:01)
09. Dragon (11:08)
10. Junior Dad (19:28)
Karakter
4
En modig plade? En svært tilgængelig plade? Et misfoster og én stor fejltagelse? Uanset hvilket syn man har på 'Lulu', den halvfems minutter lange sammenstødsplade mellem to af rockhistoriens mest betydningsfulde navne, Lou Reed og Metallica, så er det stensikkert, at der er mange rock- og musikinteressede, der mener akkurat det stik modsatte. For sådan er 'Lulu', et såkaldt enten-eller-værk. Er man begejstret for pladen, tilhører man dog minoriteten, og det kan være helt betryggende, at Reed og Metallica gennem karriererne har opbygget sig lange cv'er af hårde skældsord, for det er virkelig ikke småting, de har måtte stå model til siden sidste uges udgivelse. Godt at de efterhånden er vant til det, siger man til sig selv.

Men nej og nej og nej igen. 'Lulu' er egentlig ikke en speciel modig plade, den er absolut ikke svært tilgængelig, og den har ikke skyggen af misfoster eller fejtagelse over sig. Tværtimod er det en plade med masser af dynamik mellem dens indadvendte lyriske passager og dens mange medrivende riffs, og det er en heavyplade, der, til trods for at den godt kan blive lidt lang i spyttet, i sidste ende bliver ved at gro på én, hver gang man genhører den.

Og ja, så er 'Lulu' i øvrigt muligvis den bedste plade, Metallica har lagt navn til i femten år.

Used-to-be-folkelig

Efter vel omtrent et helt årti med den ene udskældte musikalske diskurs efter den anden, var det ellers som om at Metallica, havde fundet tilbage til deres kernepublikum med den gode men også konservative 'Death Magnetic' (2008). Nu tager de så et nyt og anderledes skridt væk fra selvsamme publikum, denne gang ved at fungere som backing band for Lou Reed på hans koncepthistorie om Lulu. Og når et mere eller mindre used-to-be-'folkeligt' metalband arbejder med sangstrukturer, der bryder med vers-omkvæd-standardskabelonen, som de fleste metalbands ellers benytter sig af, bliver det da måske lige en tand for meget at forholde sig til?

Der er ellers ikke fordi, der ikke er nok musikalsk materiale at forholde sig til på 'Lulu': James Hetfield vender indersiden på sin sjæl ud, når han leverer backingvokaler på pladens første halvdel i en vild symbiose med Reed; Lars Ulrich er vokset betydeligt som trommeslager siden sidste plade og hamrer på bækkenerne i et stilet miks mellem hårdtpumpende true metal og autodidakt punkattitude; Kirk Hammett og Robert Trujillo har hver deres signatur skrevet med krystalklar overbevisning.

Ulmt thrash

Lou Reed lader Boris Karloff, Klaus Kinski og Peter Lorre føre én ind i den fiktive undergangshistorie om Lulu på den febrilsk romantiske 'Brandenburg Gate'; 'The View' er akkurat så dejlig tung i sulet, at det har Hetfield skrevet allover; 'Pumping Blood' dyrker mere tydeligt det konceptuelle i form af først og fremmest ildevarslende violiner, fantastisk arrangeret af Jenny Scheinman, bedst kendt for hendes arbejde med jazz-guru-guitaristen Bill Frisell; der dukker da noget ulmende og ubekvemt op i thrash-nummeret med et twist, 'Mistress Dread', der dyrker et 'The Four Horsemen'-riff i anden potens med Reeds messende akustiske vokal smidt højt ind i lydbilledet. Nummeret er et af de mest dystre, Metallica nogensinde har lagt navn til.

Allerede hér, efter kun fire numre, summer pladen på én gang af så meget musikalsk glæde og misantropisk vanvid at man er suget helt ind i kaosset.

Det er netop blevet offentliggjort, at pladens efterfølgende sang, 'Iced Honey', bliver pladens andet singleudspil, og at det bliver det amerikanske Oscar-nominerede hot-shot-navn, Darren Aronofsky, der skal instruere musikvideoen. Manden, der senest har stået bag film som "The Wrestler" og "Black Swan", synes da også at være et oplagt navn at hooke op med 'Lulu'. Ligesom Aronofsky på det seneste har har fortalt sine historier med en narrativ simplicitet, ligeledes opererer 'Lulu' med en tydelig "less is more"-dagsorden, hvilket medfører en forfriskende tilgang til først og fremmest guitararbejdet på pladen.

'Cheat on Me' er et af de mindre heavy numre på pladen, og lukker egentlig første skive på lidt langtrukken manér.  

Melankoli og frustration

Disk 2 lægger ud med 'Frustration', der, efter en kort violin-støjende intro, som minder én om universet fra Lou Reeds 'The Raven' (2003), bliver metallificeret med et riff af formater, hvilket der er så uigenkendelig meget Metallica over, at det i denne skribents ører nærmest lægger sig i direkte forlængelse af den episke 'Fixxxer', et af de mere vellykkede stunder fra 'Reload' (1997). Det episke riff går i øvrigt igen på 'Lulu', på den måde at det ene monstrøst-seje verdensklasseriff efter det andet bliver gentaget så mange gange, at de hver især nærmer sig arrige manifester, i øvrigt ikke ulig samme måde som Reeds repetitive voice-over-vokal også bliver et slags sortsynet kommentar til pladens bastante konceptuelle verden.

Sangen, der kan tænkes at være pladens måske mest udfordrende nummer for metalpublikummet, må være den efterfølgende 'Little Dog'. På det musikalske oximeter bevæger denne otte minutter lange skæring sig stor set som en vindstille bølge, udelukkende med paranoia støjende udsving via et par feedback-kælende guitarer, og i sammenhæng med resten af pladen virker denne sang som dejlig, dynamisk, mørk eliksir for lytteren med tålmodighed. 'Dragon' begynder med samme indadvendthed, før den pludselig vender skelettet inside-out og lader det suverænt gentagende guitarriff blive pladens sidste råb om hjælp på en måde, inden den afsluttende 'Junior Dad' slutter pladen af med et melankolsk og smukt Roger Water'sk feel.

Knaldhård konklusion

Det kommer ikke som nogen overraskelse, at massen er af den kollektive overbevisning, at 'Lulu' ikke bare ikke holder, men at pladen ikke holder i en sådan grad, at alle fem musikere mere eller mindre burde bløde for resultatet. For let's face it, metalfans er stokkonservative, Metallica-fans er i dén grad. I det hele taget skal man jo netop lede længe, hvis man skal finde rocknavne, der i tidens løb har fået en hårdere kritik end netop Lou Reed og Metallica.

I forbindelse med 'Lulu' har kritikken dog i højere grad lignet en trend, mere end den egentlig synes at have forholdt sig til musikken. Lou Reed og Metallica har lavet en knaldhård heavyplade, der musikalsk set vel omtrent har lige så meget af det ene navn som det andet navn over sig, og som altså er spækket til bristepunktet med riffs, som er mere end værdige selv for metalbandet med ellers nogle af verdens bedste af slagsen under riff-vesten. Okay, det er ikke nogen revolutionerende udgivelse, der er kommet ud af samarbejdet, men der er tilgengæld kommet en plade ud af det, som er pokkers svær at ryste af sig, hvilket man overhovedet heller ikke har lyst til.

Herfra krydses der uden tvivl fingre for endnu et maskulint projekt fra årets mest stædige babyfreak, Loutallica.