Jævnt skuffet

Jævnt skuffet

Suicidal Tendencies har de senere år spillet herligt levende live-shows, men netop det livlige element savnes på albummet, som virker lidt statisk og uden stålsat fokus.

Titel
13
Dato
25-03-2013
Distributør
Trackliste
1. "Shake It Out"
2. "Smash It!"
3. "This Ain't a Celebration"
4. "God Only Knows Who I Am"
5. "Make Your Stand"
6. "Who's Afraid?"
7. "Show Some Love... Tear It Down"
8. "Cyco Style"
9. "Slam City"
10. "Till My Last Breath"
11. "Living the Fight"
12. "Life... (Can't Live with It, Can't Live Without It)"
13. "This World"
Karakter
2

Der stod år 2000 i kalenderen sidste gang "Cyco Miko"/Mike Muir og hans kumpaner i crossover/hardcore-bandet Suicidal Tendencies sidst udgav et album. Gennem årene har der været skiftet godt ud i geledderne med Mike som eneste permanente medlem, og efter Mike Clark, som kom ind i 1987, havde et uheld, som gav ham hjernerystelse sidste år, og desværre ikke længere er med, så kan det ligne et "Cyco Miko" med venner, der leger ST. Men på den anden side, så har der vel i så mange år alligevel været sat lighedstegn mellem ST og "Cyco Miko".

Har man set Suicidal Tendencies live i de senere år, så vil man vide, at de har en supersej, sprælsk og groovy rytmesektion mellem Eric Moore på trommer og bassisten Tim Williams. De to får også meget plads i lydbilledet på dette album, hvilket egentlig er fedt nok, men guitarerne er så til gengæld helt uden bund, så produktionen samlet lyder lidt hen af Metallicas 'Death Magnetic' - men heldigvis uden at være med i "loudness"-krigen!

Desværre lyder det ikke, som om det her levende sammenspil kommer lige så let til de talentfulde herrer i indspilningsfunktionen. Måske er pladen optaget lag på lag ("lagkage"-indspilning) og ikke "live", eller også er det bare ikke den mest passende produktion. Men mest af alt er det nok sangskrivningen, som ikke er stærk nok til 13 sange. For der er faktisk momenter, som alligevel fænger og endda også svinger meget godt. Det må man glæde sig til at høre live.

Med over 30 år på scenen og sågar enkelte hits, så har de fleste forhåbentlig hørt om dette band og kender til den energiske frontmand, der på trods af en skikkelse, som bedst kan beskrives som "et stort brød", alligevel har en noget skinger stemme. Det har den fordel at ordene fra hans mund kan høres tydeligt, men det lyder desværre ikke, som om den gode Mike har lige så meget på hjerte som tidligere i karrieren, hvor tekster som 'Institutionalized' og 'How Will I Laugh Tomorrow' havde et dybere budskab.

Ja, 'Institutionalalized' bød endda på den udødeliggjorte sætning "All I wanted was a Pepsi", men på '13', får man "Come on shake it everybody, Suicidal's back". Og det er måske også fair nok med en "velkommen tilbage"-sang, men det lyriske niveau hæver sig ikke meget over en gennemsnitlig rap, for Cyco Miko får sunget utroligt meget om sig selv ("My name is Cyco Miko and I'm a maniac"). Nogle af titlerne siger det næsten selv, at det handler mere om den fest, bandet har på en scene, end at komme med de politiske indspark, som bandet var så gode til i 80'erne: 'Shake it', 'Smash it!' (der med danskerører kan lyde som "smash hit", hvad det bestemt ikke er), 'Cyco Style' og 'Slam City'. Måske er Miko klar over det lidt vage lyrik-niveau, for flere steder lyder det ikke, som om han virkelig mener det, når han synger.

Fortid bedre end nutid

Suicidal Tendencies anno 2013 lyder lidt, som om at lyden i 80'erne prøves af igen, men i en lidt mere opdateret lyd. Men selvfølgelig uden de helt så indlysende ørehængere, selvom åbneren 'Shake It' faktisk rykker meget godt, og der skabes en ret fed atmosfære kreeret af wah-wah-leadguitar på 'Life (I Can't Live With It But I Can't Live Without It)' mod albummets slutning. 'This Ain't a Celebration' har også et eller andet med sin energiske tilgang, men det har kort levetid, for skal man høre ST gå uptempo hardcore-punk, så er der rigeligt med bedre ting at vælge af fra bagkataloget, når bandet skal på de skrå brædder.

'Cyco Style' prøver at være mere metal, end produktionen kan klare. Det her med mangel på liv og lethed bliver ekstra tydeligt i et nummer, som lyder som om det kunne være fravalgt materiale fra ... ja, nu ryger den ind i denne anmeldelse for anden gang: 'Death Magnetic'.

'This World' runder albummet af, og gør det oven på fed stemning i allerede roste 'Life'. 'This World' fortsætter lidt i samme stil og slutter dermed seancen af på en måde, der efterlader lytteren med en relativt positiv indstilling til albummet. Når man pludselig efter 13 år udgiver nyt, så havde man måske bare forventet mere - på trods af, at flere af numrene helt sikkert vil begå sig rigtigt fint live. Men hjemme i stuen kommer det energiske band altså ikke tydeligt nok ud af højttalerne i forhold til det, man ville forvente efter at have set bandet på en scene. Også selvom det har heddet 2010 og ikke 1984. Og det er nok deri, en del af skuffelsen ligger. For havde sangskrivningen bare været lidt skarpere, så havde man måske set gennem fingre med, at den svære kunst at få live-koncerternes groove i sammenspillet overført til skive ikke er lykkedes.