Sweden Rock optakt 2016: De særlige

Populær
Sweden Rock optakt 2016: De særlige

En milepæl i black metal spillet i sin helhed. Et helt unikt gensyn med et af nyere tids bedste rockbands, der genopstår for en enkelt stund, og et farvel til nogle af rockens store helte. Der er særlige oplevelser i vente på Sweden Rock Festival 2016.

Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (King Diamond Sweden Rock 2012)

Det er sikkert hvert år. Sweden Rock Festival har altid eksklusive oplevelser på plakaten. Sidste år var det Backyard Babies, der i Sølvesborg genstartede karrieren efter fem års pause.

Året før kunne man opleve norske Emperor for en kort stund vende tilbage og for første gang fremføre hele mesterværket ’In the Nightside Eclipse’ med næsten hele pladens originale besætning, der ikke havde spillet sammen i 20 år.

I 2012 så vi King Diamond gøre mesterligt comeback. Mens Survivor – dem med ’Eye of the Tiger’ – året efter spillede deres første koncert i Skandinavien efter et fravær på vores breddegrader i over tre årtier. Godt nok var koncerten forfærdelig. Sådan kan de unikke koncerter være på godt og ondt – men som regel står oplevelserne tilbage i hukommelsen som det, de netop er: særlige.

I år er programmet ingen undtagelse. Vi siger farvel til Twisted Sister. Får et helt unikt gensyn med de hjemlige rockhelte i The Hellacopters efter otte års opløsning. Som de forbliver i efter koncerten. Og fra egen nation får vi King Diamonds hovedværk ’Abigail’ serveret i sin helhed, før hans unikke turné også rammer Copenhell to uger senere.

Det bliver stort. Det er der lagt op til, at flere særlige koncerter gør. Ingen bør gå uden om dem. Vi fortæller hvorfor i denne del af årets guide til alle navnene på Sweden Rock festival 2016.

God fornøjelse.

King Diamond
Det var ventet med spænding. Der i 2012 på Sweden Rock, da King Diamond efter års sygdom genoptog karrieren. Kunne den ikoniske dansker endnu?

Selv var han usikker, fortalte han, da vi for tre år siden var i audiens hos ham. Svaret i Sverige efterlod ingen tvivl. King Diamond var tilbage i topform. Og har været det lige siden.

Copenhells gæster i 2013 ved det, da han på hjemmebane lukkede festivalen med en kongekoncert efter midnat. Han vender som bekendt tilbage i år, men først går turen forbi Sverige på den særlige turné, hvor han fremfører hele ’Abigail’, der betegnes som hans hovedværk i diskografien i årene efter Mercyful Fate.

Et par klassikere fra det tidligere band får vi såmænd også, når King Diamond på ny holder midnatsmesse i Sverige. 'Abigail'-turnéen startede i USA i efteråret. I juni står Europa for skud. Først med tre kvarters klassikere fra solokarrieren og årene i Mercyful Fate.

Herefter forhåbentlig tre kvarters teatralsk triumf med historien om hændelserne, et ungt par bliver udsat for, da de i sommeren 1845 flytter ind i gammelt hus, og deres barn Abigail kommer til verden.

’Abigail’ var King Diamonds anden plade som solist, men hans første konceptalbum, der udkom i 1987.
Hans seneste ’Give Me Your Soul... Please’ udkom i 2007, og mens vi venter på nyt, må vi "nøjes" med ’Abigail’, men det bliver næppe en forestilling, der skuffer, eller bliver gentaget, når turnéen er slut. Mød op!

(torsdag kl. 00:20, Lemmy Stage)




Twisted Sister

De stod der sidst i 2012. Koncerten var sprudlende. Ifølge redaktøren endda årets bedste på festivalen.

Samme festivalhøjdepunkt følte både flere fans og kritikere også, de havde fået i selskab med det amerikanske partyband på Copenhell i 2014 – her hvor Twisted Sister efter næsten tre lange årtier endelig vendte tilbage på dansk grund.

Sidste år væltede de Horsens. For en sidste gang i Danmark. Vi ser dem ikke igen. De stopper i år. Efter fire årtiers medrivende rock. ”40 and Fuck It!” kalder de selv karrierens sidste turné. Attitude til det sidste.

Det er sådan, vi kender Twisted Sister. Det er sådan, vi husker dem. I musikken. På scenen. Tusindvis af gange har de stået på den. Faktisk 3000 sæt af 40 minutter fordelt på 600 aftener på bare de første to år frem fra 1972, hvor guitarist Jay Jay French dannede dem.

Når de nøjes med at fejre og slutte af efter 40 år, skyldes det, at Dee Snider først kom med i 1976. Den karismatiske sanger, der i 1980’erne blev hård rock og heavy metals tillidsmand i de amerikanske retssager, en konservativ gruppering på en mission i et censurliderligt korstog trak musikken i.

Heavy metal var dog ikke en helt ensom synder. På listen over de 15 allerværste – "The Filthy Fifteen" – stod navne som Prince og Madonna i fornemt selskab med danske Mercyful Fate. Og Twisted Sister.

Det største hit i diskografien ’We’re Not Gonna Take It’ var under anklage for at opildne til vold. Coverets artwork til ’Stay Hungry’, hvor signatursangen er fra, var også en torn i øjet på forargelsens forkyndere. I sidste ende sejrede de ikke.

Det gjorde musikken. Især musikken fra Twisted Sister, der solgte millioner af ’Stay Hungry’. Det er karrierens hovedværk, som vi tidligere har behandlet i en Metaldiktator om mesterværket. Den går vi helt sikkert ikke glip af i Sverige.

Næsten alle pladens numre er formentlig at finde på sætlisten, når Twisted Sister serverer en sidste omgang, ingen gæster bør snyde sig selv for.

(fredag kl. 22:15, Festival Stage)




Dirkschneider
Det er ikke kun Twisted Sister, der giver en sidste tur i Sverige. Ditto gør Udo Dirkschneider.

Menuen er dog sat sammen efter malurt i bægeret. Den 64-årige er nemlig ikke på vej på pension. Han stopper ikke. Men han er træt. Træt af forventningerne til materialet fra hans fortid som sanger i Accept.

Igennem knap 30 år har Udo Dirkschneider udsendt 15 plader med sit soloband U.D.O. Men fans spørger altid, om ikke han kan spille ditten og datten fra de plader, han lavede med Accept fra den selvbetitlede debut i 1979 og i årene frem til hans exit i 1987.

Godt nok var han tilbage i en håndfuld år i 1990’erne. Men storhedstiden var med de første plader, der var noget af det hurtigste heavy metal, verden på det tidspunkt havde hørt. Eller var det Venom i de samme år?

Under alle omstændigheder gik Accept i hvert fald til den. Også med kommerciel succes, der især kom med deres fremragende fjerde plade, ’Restless and Wild’ fra 1982, og efterfølgerne ’Balls to the Wall’ og ’Metal Heart’.

Særligt numre fra de tre plader kommer vi ikke uden om på sætlisten i Sverige. For en sidste gang sunget med den originale stemme.  Folket får sin vilje. Men kun på denne særlige turné, hvor han optræder under sit efternavn og spiller alle klassikerne fra Accepts bagkatalog.

I fremtiden synger Udo kun numre fra U.D.O. Som han selv siger: ”Der er et band, der hedder Accept. Hvis du vil høre deres musik, så gå til koncert med dem.”

For Accept findes som bekendt i bedste velgående med amerikanske Mark Tornillo, der gør det glimrende i front for tyskerne. Og Udo Dirkschneider gider ikke længere sammenligning med sit gamle band og deres relativt nye sanger.

Håbet er, at det stopper, når han stopper med at fremføre fortidens materiale for sidste gang i år.

Siger han i hvert fald nu. For hvad der sker i fremtiden med billetsalget til Udos koncerter, når fans ved, de går forgæves efter Accept-numre?

(lørdag kl. 19:15, Festival Stage)




Satyricon

22. april 1996 udkom en af de mest markante black metal-plader. Satyricons ’Nemesis Divina’ var lyden af banebrydende black metal, der satte en helt ny standard for genren.

Fra den professionelle produktion til medlemmernes corpse paint i skrigende farver. Historien om pladens tilblivelse og betydning har vi tidligere gennemgået i en Metaldiktator om mesterværket.

Musikken talte for sig selv. Syv numre. 43 minutters fandenivoldsk perfektion. Det var for 20 år siden. I anledningen fejrer nordmændene pladen ved at spille den i sin helhed. Det sker på en række festivaler over sommeren.

De tyvstartede hjemme i Oslo i februar. Anden gang bliver på Sweden Rock. For redaktionens udsendte er det uden tvivl blandt årets største begivenheder.

Der er et brag i vente i det svenske. Intet mindre. Måske med en overraskelse. Man kan håbe, men næppe forvente det. På ’Nemesis Divina’ spiller Nocturno Culto, der er identisk med sanger og guitarist Ted Skjellum i Darkthrone, rytmeguitar. Det gjorde han igen under et særligt gæstevisit i Satyricon på Wacken Open Air i 2004. Det gensyn gad vi godt se!

(fredag kl. 22:15, 4Sound Stage)




Mayhem
Det kunne ikke blive større og mere genialt, end da Mayhem tilbage i december på den svenske Black Christmas Festival for første gang i karrieren fremførte hele ’De Mysteriis Dom Sathanas’– den vigtigste plade i black metallens historie.

Men den får vi intet at høre fra i Sølvesborg, når den tidligere frontmand Maniac for en enkelt og særlig stund igen står i front for den berygtede gruppe. Sætlisten kommer – ikke helt uden logik – kun til at bestå af materiale fra de to perioder, hvori Maniac var sanger i Mayhem.

I 1986 erstattede han gruppens originale sanger Messiah og lagde vokal på kult-ep’en ’Deathcrush’ fra 1987. Mere blev det ikke til i første omgang, da han året efter røg ud. Han returnerede i 1995, da trommeslager Hellhammer samlede stumperne efter den besætning, der indspillede ’De Mysteriis Dom Sathanas’. Bassisten Varg Vikernes myrdede som bekendt Mayhems grundlægger og guitarist Euronymous.

Tiden med mord og kirkebrande var muligvis forbi, men musikken blev ikke mindre kompromisløs og fandenivoldsk af den grund på de ep’er og to plader, som Maniac lagde rædselsgrowl på, før han igen fik sparket i 2004.

Frontmanden med det borgerlige navn Sven-Erik Kristiansen levede nemlig i den grad op til sit kunstnernavn. Med store slagterknive og pigtråd skamferede han gerne sig selv til blods under koncerterne, som det blandt andet var tilfældet på Rytmeposten i Odense tilbage i 2001.

Andre gange var han bare spritstiv, som han i den grad var på Loppen i København i 2004, hvor han efter en alternativ indsats skred efter en halv time. Vi har tidligere skrevet om den bizarre koncert, der endte med at blive en af Maniacs sidste med Mayhem, før resten af bandet fik nok af ham. 

Tilbage i marts stod han der så igen, da den nu 47-årige Maniac dukkede op på scenen og gav et par numre til Mayhems koncert på den norske Inferno Festival. Nu uden knive eller vodkaflasker i hånden.

Hvad kan vi så forvente os af en hel koncert med ham? Der er næppe tvivl om, at Mayhems nuværende sanger Attila Csihar både er mere karismatisk og har en ondere vokal, men for en enkelt omgang med Maniacs growl på sjældent spillet materiale er der lagt op til en show, der nok skal skrive sig ind i hukommelsen, når først mørket falder på torsdag aften til tonerne af ’Chainsaw Gutsfuck’.   

(torsdag kl. 22:15, 4Sound Stage)




The Hellacopters
Heltene i Hellacopters hylder sig selv, når de genopstår for en enkelt stund og fremfører hele ’Supershitty to the Max!’ i anledning af, at debutpladen fylder to årtier. Udgivelsen kom i kassen på et enkelt døgn, og svenskernes rå tråd blev lyden, der viste vejen for samtidens nybølge af nordisk rock.

Selv tog Hellacopters hurtigt skridtet videre mod pænere kompositioner og en mere poleret lyd. Men fans, der foretrækker disse senere plader, som det succesfulde mesterværk ’By the Grace of God’, går forgæves i Sverige.

Når den originale besætning – der som bekendt inkluderer guitaristen Dregen fra Backyard Babies – går på scenen, består materialet nemlig kun af musikken fra den første tid. ’Supershitty to the Max’ med dens spilletid på 35 minutter kan åbenlyst ikke udgøre koncerten alene, så bandet byder også på gruppens første 1995-single ’Killing Alan’ blandt andre singlenumre fra den tidlige tid.

Det bliver med andre ord en helt særlig oplevelse, der er i vente, når nyere tids bedste rockband byder på det første og formodentlig eneste gensyn siden opløsningen i 2008. Bruddet kom i sin tid ikke i form af uenighed i gruppen, men fordi tiden aldrig står stille for frontmand og guitarist Nicke Andersson, der med en kreativ ADHD-diagnose konstant er i gang.

Den 43-årige multimusiker har på imponerende vis medvirket på over hundrede udgivelser, siden karrieren startede i teenageårene, hvor han som trommeslager i 1987 pionerede med tidlig dødsmetal i Nihilist, der efter kort levetid ændrede konstellation og blev til succesfulde Entombed.

I 1998 smed han trommestikkerne og sagde farvel til Entombed for at koncentrere sig om The Hellacopters, der med alt fra en svensk grammy til supportjobs for KISS, var på vej til den store succes, svenskerne især oplevede i 2002 med det kommercielle pletskud ’By the Grace of God’, der sikrede dem to opvarmningskoncerter i Helsinki og hjembyen Stockholm for idolerne i Rolling Stones.

I 2003 var teltdugen såmænd også orange, da Hellacopters gæstede Roskilde Festival, hvor man samme dag i det store Arena-telt kunne opleve New Zealandske The Datsuns, der med den selvbetitlede debutplade fra 2002 fik kortvarig verdenssucces. Et noget andet syn end sidste års koncert i hovedstaden, hvor The Datsuns spillede foran 40 mennesker.

The Datsuns har aldrig levet op til den fandenivoldske debutplade, men det var karrierens tidlige succes og verdensturné, der førte til mødet og venskabet mellem frontmand og bassist Rudolf de Borst og Nicke Andersson. Begge passionerede rockmusikere, der dog også fik det til fælles, at ingen af dem ville genoplive succesen, de havde i starten af årtusindeskiftet.

For The Datsuns gik det stødt ned ad bakke, mens The Hellacopters aldrig kom skridtet videre mod stjernerne i kølvandet på gruppens to sidste plader efter ’By the Grace God’.

I stedet så Andersson sit snit til større international succes ved at slå sig sammen med Rudolf de Borst og dannede i 2010 Imperial State Electric, der lød mindre rå end Datsuns og Hellacopters, og i stedet bød på Beatles-agtig boogierock. Og netop som det nye band var kommet i gang og spillede i Malmø i 2010, kom der et tilbud.

Sweden Rock Festivals chefbooker Martin Forssman var til stede og hev Andersson til siden. Hvad siger han til at gendanne Hellacopters for en enkelt koncert på Sweden Rock?

”Jeg sagde blankt nej,” fortalte Nicke Andersson for nylig i et stort interview med Sweden Rock Magazine. Chefbookeren kvitterede for afvisningen ved at spørge, hvilket beløb der skulle på bordet for at få ham til at ændre mening.

Men det gjorde Nicke Andersson ikke. Ikke i 2010, hvor han tror på, at Imperial State Electrics fremtid byder på stor succes. ”Men sådan gik det jo ikke,” som han ærligt forsætter med at sige i interviewet. Og når riget før eller siden fattes penge, findes fortiden jo heldigvis.

To ”nye” numre – skrevet, men aldrig indspillet, i 1996 – blev i maj udsendt på single, og ’Supershitty to the Max!’ er lige på trapperne i forskellige jubilæumsversioner på cd og vinyl.

Spørgsmålet er så bare, om penge og passion kan mødes på midten, når Hellacopters står på scenen i Sverige med en frontmand, der i bund og grund egentlig ikke gider dvæle i fortiden.

(fredag kl. 20.45, Lemmy Stage)