Copenhell 2013: Kongens Mesterværk

Populær
Copenhell 2013: Kongens Mesterværk

Med et perfekt show, et perfekt band og ikke mindst en perfekt stemme stod King Diamond for en fantastisk koncert som afslutning på Copenhell 2013. 

Kunstner
Dato
15-06-2013
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
666

7 år siden sidste optræden i hjemlandet og det største show nogensinde fra knoglens side. Man kunne ikke undgå at håbe på noget legendarisk, og samtidig lurede muligheden for skuffelsen selvfølgelig også. Man frygtede det ligefrem.

Derfor føltes ventetiden til kvart over midnat og søndag også som ulideligt lang, før det store tæppe endelig faldt og åbenbarede en større trappeopsætning, der ganske overbevisende indgav en illusion, om at bandet spillede i hallen i en stor herskabsvilla. Stort og stemningsfuldt og meget passende til King Diamonds altid okkulte stemning - ligesom de kirkegårdsgitre, der foran scenen beskyttede publikum mod kongen (eller omvendt). Til udstyrsstykket hørte også et fint lysende pentagram og to, naturligvis omvendte, kors. Meget passende og igen meget stemningsfuldt.

Stemmen på plads

I forvejen for kongens hjemkomst var løbet rygtet, om at den store teatralske falsetstemme skulle være bedre end nogensinde, og ved første tone var enhver tvivl væk. Monarken fra Hvidovre er tilbage bedre end nogensinde, og han var præcis så knivskarp og skinger, som man havde håbet på.

Alt var altså på plads til at gå op i en højere enhed - så det gjorde det. Det royale band stod bag et forrygende samspil: Mike Wead og Andy la Rocque skiftedes til at brillere sig gennem skrigende soloer med overskud, Hal Patino sikrede bunden med trommeslager Matt Thompson, og King Diamond var naturligvis konge. Ikke kun vokalen var perfekt, men også hans optræden som skuespiller i de rædselshistorier, hans musik er centreret om, var fremragende. Sammen med sin vanlige modspiller i form af en kvindelig skuespiller leverede de fortællingerne med den helt rette gestikuleren og mimik, til at det selv på en stor scene virkede uhyggeligt.

Det eneste, man manglede, var mere tid. Tid til at hele det store bagkatalog kunne blive fremført. Tid til at det urealistiske ønske om at blive serviceret med alt fra 'Them', 'Abigail' og hvad man ellers måtte have af barnlige heavydrømme kunne indfries. Men det skal ikke ligge hans højhed til last. Derfor er det ingen vej udenom. Landets førende garant for horror og ondskab må tildeles djævelens topkarakter for et smukt, og hvad der forhåbentlig vil blive et legendarisk comeback.