Copenhell 2014: Dee Sniders aften
Populær
Twisted Sister er legender uden at have skrevet tilnærmelsesvist nok sange til at retfærdiggøre den status - det skyldes alene én mands karisma, og det beviste han (og de) onsdag på Helviti-scenen.
Amerikanske Twisted Sister er et mærkeligt fænomen, der er nok så meget kendt for at være dem, de er - eller at være forsanger Dee Snider plus musikere - som de er kendt for deres sange. Og når de kun har skrevet 2-3 rigtig gode sange, kan man også undre sig over, hvorfor de skulle spille på Copenhells største scene og på et af de bedste tidspunkter.
Men har man først set dem, altså Dee Snider med band, undrer man sig ikke længere. Det kan nemlig godt være, at kun 'We're Not Gonna Take It' og 'I Wanna Rock' bliver genkendt af den større mængde, men det er i sig selv rigeligt, når de fremføres af Twisted Sister.
Den omtalte herre har muligvis rundet 59, og håret er muligvis en paryk, men han er friskere og mere fit end de fleste i starten af tyverne og en showmand i absolut verdensklasse. Derfor blev selv der mere middelmådige sange fra 30-årsjubilæumsalbummet 'Stay Hungry' også til en fest - til trods for, at de kun var opvarmning til de to udødelige klassikere. Snider havde festivalpladsen i sin hule hånd.
Da omtalte hits dukkede op, blev det til gengæld også en helt uforglemmelig rockkoncert med den største fællessang, som denne anmelder endnu har oplevet på Copenhell, såvel som nogen andre steder - ja, faktisk blev de fremført lige så meget af publikum som af bandet, og man skulle være gjort af det reneste had for ikke at blive bare en smule grebet af at høre så mange struber gå i synkront selvsving.
Heller ikke billige tricks som at bede folk om at gribe efter lighteren eller den afløsende smartphone til at lave fælles lys i mørket, var Dee Snider for fin til under festivalens eneste powerballade, den storladne 'The Price', og man tilgav ham alt - netop fordi han er så vanvittigt charmende, provokerende og pissehamrende show. Man kan ikke andet end ærgre sig over, at Dee Snider ikke har fået lov til at stå i spidsen for et bedre band med et bagkalatog rummende større kvalitet, og at de er nødt til at hive Motörheads 'Born To Raise Hell' op af hatten for at have nok til endnu en fællessang, da årets bedste enkeltmandspræstation lakkede mod enden.