SRF '17: Metallica er bedre på cello
Populær
På trods af hæmmende sceneforhold leverede Apocalyptica en ihærdig indsats på Sweden Rock Festivals hovedscene i forbindelse med udgivelsen af en re-mastereret udgave af deres debutalbum.
2. Master of Puppets (Metallica cover)
3. Sad but True (Metallica cover)
4. Nothing Else Matters (Metallica cover)
5. Fight Fire With Fire (Metallica cover)
6. For Whom the Bell Tolls (Metallica cover)
7. Orion (Metallica cover)
8. Battery (Metallica cover)
9. Seek & Destroy (Metallica cover)
10. One (Metallica cover)
For 21 år siden udgav det finske celloensemble ’Plays Metallica by Four Cellos’; et album, der trak så meget omtale, at bandet hurtigt blev verdenskendte. For der er en vis magi og nerve i Metallica-covers og -arrangementer på cello – og især når bandet headbanger, samtidig med at de spiller. Konceptet kunne i sig selv hurtigt blive kikset, men Apocalyptica blev det stik modsatte.
Siden har bandet udgivet syv fuldlængdealbum, der både indeholder covernumre af andre store rock- og metalartister og i stigende grad egne kompositioner. På årets Sweden Rock fik publikum dog, desværre, ikke lov til at nyde disse, men i stedet det ene Metallica-hit efter det andet; det var dog det helt rigtige valg, tidspunktet og scenen taget i betragtning. At spille klassisk arrangerede cellosange klokken et om eftermiddagen på en scene, der bar præg af Aerosmiths enorme koncertproduktion, ville simpelthen have faldet til jorden. Hårdt.
I en time bragede Apocalyptica igennem på deres celloer fulgt af energisk trommespil, mens det forreste publikum sørgede for vokal gennem hele sætlisten. Synergien mellem bandet publikum var enestående – i hvert fald for instrumental, cellobaseret musik – og stemningen var høj. Det virkede, som om modtagelsen kom bag på bandet. Jo mere koncerten skred frem, jo mere opildnedes de af publikums begejstring, der sørgede for en stigende intensitet i deres optræden.
Celloer er ikke just et nemt og fleksibelt instrument at have med at gøre, men alligevel forsøgte frontcellisterne Eicca Toppinen og Perttu Kivilaakso at gå det til yderste inden for de givne fysiske rammer. Særligt sidstnævnte tog sit klodsede og tunge instrument ivrigt rundt til samtlige scenekanter for at gengælde publikums entusiasme. Kivilaakso var ekstatisk, vovede sig endda ud på catwalken og udfoldede sig på hele dens plads.
Egentlig er det ikke overraskende, når man har in mente, at samtlige medlemmer i bandet er konservatorieuddannede, men det er alligevel imponerende, hvordan de løfter Metallicas musik op på et intellektuelt og intenst niveau. Sammen med veludført trommespil fra Mikko Sirén medvirkede celloens kraftige udtryk til et kolossalt og hårdtslående lydbillede, som Metallica selv aldrig nogensinde vil være i stand til at producere. Særligt fremførelsen af ’Battery’, som Apocalyptica aldrig har spillet live før deres nuværende tour, var en massiv oplevelse uden lige og kulminationen på hele koncerten. Efterfølgerne ’Seek and Destroy’ og ’One’ kunne ikke have fået en mere energisk fremførelse eller modtagelse, og da det storsmilende, svedende og suveræne band gik af scenen, efterlod de publikum midt i klimaks.