SRF '19: ZZ don't sTop
Populær
ZZ Top lirede den sikre hitmaskine af med underspillet elegance og reddede aftenen hjem på støvet charme og svedige licks på trods af lidt indledende snavs i maskineriet.
2. I Thank You
3. Waitin' for the Bus
4. Jesus Just Left Chicago
5. Gimme All Your Lovin'
6. Pearl Necklace
7. I'm Bad, I'm Nationwide
8. I Gotsta Get Paid
9. My Head's in Mississippi
10. Sixteen Tones (Merle Travis cover)
11. Beer Drinkers & Hell Raisers
12. Just Got Paid
13. Sharp Dressed Man
14. Legs
----------------------
15. La Grange
16. Tush
----------------------
17. Jailhouse Rock
Der er de kunstnere, der leverer showet og underholdningen på bekostning af nerven og ånden. Og så er der dee kunstnere, der lever på nerven og ånden og tilsidesætter showet og underholdningen. Kiss senere på aftenen var et eksempel på det første. ZZ Top var derimod indbegrebet af det sidste.
Billy Gibbons og Dusty Hill vadede køligt ind på scenen iført tørt smil, mørke solbriller, matchende rød/grønne spader og matchende skæg. Gibbons slog akkorderne an til 'Got Me Under Pressure', og så var alt, præcis som man kendte det. Støvet. Underspillet. Slick solo. Fælles moves på scenen. Næsten for cool.
Deres eneste ikke-langskæggede medlem Frank Beard bliver 70 år om en uge, og erfaringen kunne mærkes. Ikke på den narcissistiske måde, men i den konsoliderede rolle som den solide backdrop, der altid slog grundrytmen an uden at falde tilbage. Maskineriet kørte, og Hill tilføjede rå grooves, når numrene tillod det, ikke mindst i den ellers twinguitar-baserede 'I'm Bad, I'm Nationwide'. Alt var for så vidt, som man kunne ønske sig, det ville være i ZZ Top-land. Og så alligevel.
Vi ved jo alle godt, at Billy Gibbons er manden i centrum, der med sine slibrige soli og tilsvarende underlødige tekster om Hot Rods, damer og Texas' skæve eksistenser er personificeringen af ZZ Top. Det lyriske univers tabte dog dovent karakter i starten, og gearet blev først finjusteret, da netop 'I'm Bad, I'm Nationwide' satte samspillet mellem Hill og Gibbons i gang. Derfra gik det slag i slag med fuldtræffere som en solidt heavy-rockende udgave af 'Beer Drinkers & Hell Raisers', den evindeligt skarptskårne 'Sharp Dressed Man' og, overraskende nok, da Hill pumpede rytmen op i fællesskråleren om hende med de lækre 'Legs', fremført på matchende pink fluffy spader. Ikke et øje tørt.
For på trods af al deres feeling, så var det dog svært at se bort fra settingen. Ingen bannere, ingen visuel dynamik. Bare tre gutter, der spillede støvet boogie/blues rock, som de har gjort siden 1969, og lod musikken tale for sig selv. Bagkataloget taler sit eget sprog, og med hitkavalkaden på shuffle var lydsporet lige efter bogen, da først Gibbons fandt det rette spor.
ZZ Top er ikke desto mindre et af de her bluesbands, der dybest set er vokset ud af klubberne, ud af de intime rammer, ind på stadionerne ved 80'ernes indtog. Selvom det ikke har kostet dem så dyrt, som det har gjort for mange andre af de store kanoner fra de svedige 70'ere, så er de tres hombres bedre egnet til de små spillesteder, hvor sveden og røgen drypper af væggene.
Ikke at varmen manglede her i det bagende solskin. ZZ Top kørte også den lune stil til deres fordel, ikke mindst i det obligatoriske afrundende parløb af 'La Grange' og 'Tush', og så kunne man jo næsten ikke ønske sig mere – når nu rammerne ikke kunne være anderledes. 'Jailhouse Rock' var ikke desto mindre en passende outro, der ligesom det lidt pudsige cover af Merle Travis' 'Sixteen Tons' viste, hvor rødderne groede fra, og så var der ellers ikke mere gas på vognen for i aften.
Et skønt syn af en trio, der om nogen stadig lever og brænder for de klassikere, de har spillet langt over halvdelen af deres liv. Det kan måske tage lidt tid at finde gearstangen i ny og næ, som det var tilfældet her til aften, men når først hjulene kører, så er der ikke meget, der kan stoppe ZZ Top.