"Vi er bluesrock – og vi er stolte af det!"

Devilution har talt med drivkraften bag det nye, spændende danske 70’er-rockband, Freddy And The Phantoms. Drømmene og retningen er i orden. Det handler om at arbejde hårdt og holde fast i sig selv. Så skal det nok gå.

Slutningen af 1960’erne og starten af 70’erne er kommet for at blive. Men sådan har det ikke altid været. Den klassiske rock har dog fået sig noget af en renæssance på den internationale scene. Og dén renæssance er også på vej til lille, rockforskrækkede Danmark.

Spørg bare den 27-årige danske bluesrocksanger Frederik Schnoor. Han er manden bag af et den danske bluesrockscenes nye, stærke kort, Freddy And The Phantoms, der for nylig sendte deres tredje og yderst roste album, ’Times Of Divison’, på gaden.

Der har været begejstring at spore hele vejen rundt i anmeldermiljøet, og selveste DR P4 har spillet to af albummets singler. Kommer man igennem nåleøjet og lander i P4, er vejen til succes i Danmark næsten banet.

70’er bluesrocken

Freddy And The Phantoms er godt i gang med at følge den tråd, som er lagt ud af det nye sort i hardrocken: Den tunge, bluesy rock, som Led Zeppelin, Cream, Deep Purple og Black Sabbath skabte. Og som skabte heavyrocken og metallen.

Bannerførere for det, som Devilution tidligere har kaldt New Wave Of Seventies Blues Rock, er amerikanske Rival Sons – skarpt forfulgt af irske The Answer, svenske Graveyard, California Breed, Cry Of Love, The Temperance Movement og rigtig, rigtig mange andre.

Og i dette selskab finder vi i høj grad også Freddy And The Phantoms. Og Frederik Schnoor tvivler ikke et sekund, når han nævner inspirationskilderne:
”Fra 1965 og til 1970 skete der så ufatteligt mange ting i rockmusikken, at det meste, vi hører i dag, allerede så dagens lys dengang i den ene eller anden form. Beatles, Cream, Zeppelin, Muddy Waters, Neil Young, The Band, Sabbath, Deep Purple og Hendrix, for blot at nævne nogle få, er stadig den standard, som rockmusik bliver målt og vejet efter. Uanset om man spiller folk, psych , heavy eller blues,” siger han til Devilution.

Om bluesens og bluesrockens eksistensberettigelse her i 2014, snart 50 år efter dens ’opfindelse’, siger Frederik Schnoor:
”Det er et sprog og en udtryksform ligesom alle andre klassiske kunstarter, vil jeg faktisk påstå. Og så længe som mennesker lever og dør, og vi lever i en verden, som både rummer krig, depression, kærlighed, DF, Ebola og  undertrykkelse, så har en udtryksform som The Blues sin berettigelse. Som al kunst handler det om at vende smerten eller afmagten til noget andet - nogle gange noget endnu grimmere og nogle gange noget utroligt smukt.”  

Den danske scene

Det startede i London tilbage midt i 1960’erne. Og det var de hvide drenge som Eric Clapton, Jimmy Page, Jeff Beck, Keith Richards, Ritchie Blackmore og Tony Iommi, der lagde klodserne til den hvide revolution af den sorte sydstatsmusik, bluesen. En revolution, der først blev til bluesrocken og siden til heavyrocken. Og som nu har fundet tilbage til sit udgangspunkt. Et udgangspunkt, som der også er en scene for i Danmark, siger Schnoor:
”Det er en scene, som eksisterer, men som efter min mening er lidt for præget af at lukke sig om sig selv. Stå ved, at I spiller rockmusik eller blues. Lad være at med at putte ubrugelige labels på jer selv. Hvis man står fast ved det og år efter år udgiver nye plader, spiller shows og bliver bedre, så skal man nok komme langt,” lyder hans gode råd til upcoming danske bluesrockbands. 

Udgives i Tyskland

’Times Of Divison’ udgives i Tyskland i starten af 2015, og så forventer Frederik Schnoor, at han og bandet får travlt:
”Vi håber, at der kommer til at ske en hel del dernede. Vi ved jo, at tyskerne elsker klassisk rockmusik. Det har i det hele taget været meget positivt. Alle medier, som har haft fat i albummet, er begejstrede - og flere ser ligesom jer selv vores musik som en del af en bølge med ’ny’-70’er-rock,” siger Frederik Schnoor og fortæller om den selvtillid, som han og bandet efterhånden har fået opbygget:
”Vi tør efterhånden godt være dem, vi er – vi er et bluesrock-band, og folk er både superdygtige og engagerede, når vi går på scenen.”

Store forventninger

Frederik Schnoor har selvsagt store forventninger til ’Times Of Divison’:
”Jeg håber, at denne tredje plade får slået fast, at vi er kommet for at blive, og jeg håber på at lave masser af plader med bandet fremover. Man kan regne med os. Hvad der præcis sker i kølvandet på pladen, ved man bare aldrig. Sidste plade endte med at sende os landet rundt med Frank Hvam, så hvis vi skal prøve at skrue forventningerne lidt i vejret, så lad os sige en europaturné med Graveyard. Nej, vent! Lad os sige en verdensturne med ZZ Top – så har jeg da vist ikke taget munden for fuld,” kommer det med et glimt i øjet.

Spørger man til inspirationskilder og forbilleder, så peger Frederik Schnoor da også på netop ZZ Tops frontfigur:
”Billy Gibbons fra ZZ Top er lige nu den guitarist, jeg nok dyrker mest. Men der er jo mange: Knud Møller fra Johnny Madsens band er efter min mening også en guitarist i verdensklasse - og så medvirker han endda på vores nye plade! Ellers er jeg vokalmæssigt inspireret af folk som Ian Gillan, Mick Jagger, Robert Plant – som jo så igen er inspireret en del af Chicago-blues…”   

Lever af musikken

Frederik Schnoor lever af musik. Fordi det er det, han vil. Han er uddannet cand.mag. i moderne kultur.
”Det er super fedt at kunne brede sig over flere felter. Jeg lever selv af at spille musik og booke shows for andre bands plus diverse promotionopgaver, så jeg bruger både mine evner som musiker og min mere akademiske kunnen for at få brød på bordet. Det går ganske udmærket, men jeg har da venner med helt almindelige jobs, som tjener tre gange så meget som mig,  så det handler stadig om, i hvor høj grad du VIL være musiker. Som B.B. King synger i ’Paying the Cost to Be the Boss’, så har det sine omkostninger.”