SRF '19: Falmede regnbuer
Populær
Ritchie Blackmore's Roots havde været et mere passende navn for den halvhjertede levering af Purple- og Rainbow-travere, Blackmore fandt berettiget til et genbesøge i fortidens skatkammer.
2. I Surrender
3. Mistreated (Deep Purple-cover)
4. Since You Been Gone
5. Man on the Silver Mountain
6. Perfect Strangers (Deep Purple-cover)
7. Black Night (Deep Purple-cover)
8. Difficult to Cure
9. All Night Long
10. Stargazer
11. Long Live Rock 'n' Roll
12. Burn (Deep Purple-cover)
------------------------------------------
13. Smoke on the Water (Deep Purple-cover)
Rainbow var, som historien går, resultatet af et Deep Purple, der var begyndt at gå op i sømmene. Blackmore flirtede med bandet Elf og udgav debutalbummet under kunstnernavnet Ritchie Blackmore's Rainbow, hvorefter Blackmore forlod Deep Purple og smed hele Elf ud af bandet – undtagen deres forsanger Ronnie James Dio. Efter to yderligere album, blot under navnet Rainbow, blev Blackmore træt af sværd- og magi-temaerne, der prægede Dios lyrik, og ønskede at føre Rainbow i en mere kommerciel retning. En drejning, Dio ikke kunne følge, så han forlod bandet, og ind kom først Graham Bonnet, sidenhen Joe Lynn Turner, inden Rainbow afgik ved døden, da Blackmore indvilligede i at vende tilbage til Deep Purple i fuld MK II-opsætning. Snørklet much?
Uagtet hvor meget 'I Surrender' og 'Since You Been Gone' er blevet landeplager, enhver gudsforladt radiokanal har dyrket til ugenkendelighed, så er der næppe nogen, der betvivler, at det var årene med Dio i folden og mesterværker som 'Rising' og 'Long Live Rock 'n' Roll', der viste Rainbow fra deres stærkeste side, for ikke at nævne det faktum, at det er to af de stærkeste udgivelser i Dios samlede sangskat.
Der var derfor al god grund til at se frem til Ritchie Blackmores hyldest til Rainbow-årene, nu hvor han med de sidste mange års primære musikalske outlet Blackmore's Night har skiftet vinkel til folkmusikkens verden og altså har distanceret sig fra den hårde rocks bastante virkemidler. Det er i særdeleshed den indfølte sensibilitet i de mange guitarsoli samt de skarpladte bluesbaserede riffs, der gjorde ham til et ikon for sin tid, og det skulle lørdag aften stå sin prøve, om han fortsat havde ånden i behold til den rock 'n' roll, han lovede en nok så lang levetid på albummet fra 1978.
Her kan vi så ikke længere skjule det faktum, at Ritchie Blackmore's Rainbow var fake news. Der er mange årsager til dette, men vigtigst af alt var halvdelen af sætlisten Deep Purple, mens der for restens vedkommende var lige så mange numre fra den middelmådige 'Difficult to Cure' (1981), som der var fra alle Dio-årene tilsammen. Sære prioriteter, især når alle og enhver ved, at det var Dio, der skabte den lyd, folket hylder i Rainbows katalog, selvom hittene også har deres værdi i det større billede.
Ronnie Romero var til gengæld en stærk gengiver af de mange sangstemmer, der er i bagkataloget, omend han ikke gjorde stort væsen af sig i front for bandet. Blackmore selv fortrak ikke en mine og spillede derudad, dybt seriøst, uden at virke til at nyde det show, han ellers selv havde lagt op til. Nuvel, det var jo også ham, der fornægtede funkens indpas i Deep Purple og magiens overstyring i Dios lyrik, så det overraskede knap så meget, at han ikke var den store entertainer, men alligevel. Han virkede til kun at gøre det her for pengene, uden reelt at gøre sig fortjent til den eksklusive headliner-status, bandet havde på papiret.
Det tilføjede dog mere kolorit til aftenen, da den solide hardrocker 'All Night Long' sent i sættet fulgtes op med en fremragende version af 'Stargazer', efterfulgt af Romeros stærkeste vokalpræstation på titelnummeret fra 'Long Live Rock 'n' Roll'. En stærk triade, der byggede godt op til Purple-klassikeren 'Burn', inden 'Smoke on the Water' lukkede af og endnu engang mindede os om, hvor få regnbuer vi egentlig fik for pengene.
Misvisende eller ej, så var det udmærkede præstationer fra hele bandet, med eller uden kilometerlange soli. Ingen nævnt, mange glemt. Der var en grund til, at Ritchie Blackmore forlod rockverdenen i 1997 efter en kort og relativt forglemmelig midlertidig gendannelse af Rainbow. Den grund så vi lørdag aften, og ser desværre ingen grund til at få den bekræftet endnu en gang, uanset hvor mange penge Ritchie Blackmore får forhandlet sig frem til.