SRF '16: Ren spilleglæde
Populær
I foromtalerne skrev vi, at The Struts ikke var noget dårligt valg som opvarmning for The Rolling Stones for blot to år siden. Det var en underdrivelse af de større. Et mere charmerende band er sjældent set.
The Struts lykkes fuldstændig med at tage nogle af de musikalske tanker og ideer, der spirede i rocken i 60'erne og 70’erne med videre fra dengang og give den en indsprøjtning. En indsprøjtning, den kan bære i 2016 uden at blive kikset kliche.
Der er intet progressivt over de simpelt sammenskruede numre. Et tilbagevendende fokus på de ukomplicerede vers og gode omkvæd er noget, der virker for bandet.
Trommeslager Gethin Davies 24-årsfødselsdag blev fejret i København mandag aften, og dagen efter kunne bandet ses cykle rundt i byen, trods et tætpakket koncertprogram, der varer frem til august. Så er der da nogen, der bruger bycyklerne, trods alt, men efter at have oplevet The Struts i det svenske kunne man ønske sig, at de også ville bruge de danske spillesteder.
Det var deres første besøg på festivalen, så en vis nervøsitet var forventet, men også det blev gjort til skamme i en time, hvor fire glade, afslappede briter i midttyverne spillede ren livsglæde udover scenekanten og skabte et intenst spændingsfelt mellem sig selv og publikum.
Krydsreferencerne føg om mange af melodierne, der inkorporerer The Beatles, Rolling Stones og sågar Led Zeppelin, men især har melodiopbygning og korstemmer til fælles med førstnævnte, alt manifesteret i ørehængeren ‘Put Your Money On Me’ der også var koncertens utvivlsomme højdepunkt med Luke Spillers (vokal) sans for den excentriske performance.
Ydmygheden lyste ud af The Struts, båret frem af Spillers umiddelbarhed og evne til at få alles hænder og stemmer i gang. Med sin karisma og det format, han lægger for dagen, er der ikke meget, der står i vejen for, at det her band brager igennem. De har årene foran sig og er allerede et fantastisk liveband.
Uden stærke numre ville det hele bare være viftende hænder og ekstravagant scenetøj, men sangenes medrivende naivitet og genkendelige omkvæd gjorde deres, og publikum sang indlevende med; både de, der kunne teksterne i forvejen, og os, der fandt på dem hen ad vejen.
The Struts brillerede med deres generelle overskud på alle fronter og stadfæstede sig for en førstegangslytter som et seriøst bud på en genoplivning af klassisk rock med skarpt fokus på melodier, der er værd at lytte til, når teksten ikke behøver at være en dybere doktorafhandling.