SRF '18: Som at være på lykkepiller
Populær
Selv ikke et hjertestop undervejs i koncerten kunne holde magien tilbage. Nerven var intakt, og selv med de sidste 40 års svingende kvalitet in mente stod Uriah Heep for et af årets store øjeblikke på Sweden Rock.
2. Look At Yourself
3. Stealin´
4. Sunrise
5. The Magician´s Birthday
6. The Wizard
7. Between Two Worlds
8. July Morning
9. Lady In Black
10. Easy Livin´
Klokken var 17:30, og Dark Funeral havde lige afviklet deres sorte ildhelvede i bragende solskin. De stormblæste efterdønninger dragede vores anmeldere i hver sin retning, hvor Turbonegro præcis samtidig lagde op til skæv punkparty.
Historiens vingesus forpligtede dog også til at få verificeret, om de gamle tryllekunstnere fra London, på trods af kraftigt mandefald siden storhedstiden, stadig levede op til navnet. Uriah Heep har desværre altid stået i skyggen af Deep Purple, som så at sige spillede lidt på de samme tangenter. Måske mestendels fordi de aldrig lavede en 'Made in Japan', der på samme måde fokuserede og indkapslede hele deres lyd. De bevægede sig meget fra plade til plade, hvor de indtil 'Look at Yourself' (1971) var med til at lægge grundpillerne til metallens udvikling med habile doser hammond. 'Demons & Wizards' indvarslede en mere progressiv lyd, ikke helt ulig flere af samtidens store britiske pionerer, og et par år senere blev de disse dyder nedtonet til fordel for en mere melodisk hard rock-lyd. David Byron var den stærke vokal i front med sinlyse og til tider operatiske tone, som i øvrigt senere blev hovedinspirationen for en vis King Diamond, men et lidt mere end habilt alkoholindtag førte ham i 1976 i clinch med resten af gruppen, hvorefter kvaliteten af deres udgivelser mildest talt har været svingende.
Således står vi nu her i 2018 på en af Sweden Rocks mindste scener og afventer et band, der for langt de fleste af os overvejende huskes bedst for deres stærke år frem til 1973. Festivalgigs kan nu engang være en lidt blandet fornøjelse, dels fordi der typisk er kortere tid til rådighed og mindre mulighed for at gøre noget mere ud af showet, men derudover også på grund af den ujævne fordeling mellem dedikerede fans og random festivalgæster, der alligevel har købt billetten og lige så godt kan finde ud af, hvad det der morfarrock er for noget, nu de alligevel er der.
Der er ganske vist udkommet godt 20 album i mellemtiden, men set i lyset af settingen blev dette, med blot én undtagelse, en rendyrket tidsrejse tilbage til de flippede 1970'ere.
Det grå guld indtager scenen med signatursangen 'Gypsy'. Phil Lanzon får hurtigt demonstreret, hvordan orgelet skal spille, Bernie Shaw nedtoner den operatiske vokal til fordel for et mere kraftfuldt udtryk, mens ham og Mick Box med vilde fagter og kæmpe smil demonterer enhver tvivl om, at de elsker det her med liv og sjæl. Box ynder at bruge sin højre hånd til at trylle de magiske toner ud, mens venstre hånd gør hele arbejdet. Medmindre han da vitterligt kan trylle, for der var unægtelig tidspunkter, hvor hans spil var så overlegent, at man kunne have sine tvivl. De mere drevne rockere som ’Look at Yourself’ og det sene højdepunkt ’July Morning’ brød med raffinerede sjælere som ’The Wizard’ og ’Lady in Black’, og uanset hvad der blev hevet ud af gemmerne, virkede Shaw som den fysiske manifestation af en lykkepille, der kun var her for at sprede glæde til masserne.
Et par historier blev det til undervejs, såsom da ’The Magicians Birthday’ blev præsenteret som lyden af dengang, hvor Genesis og King Crimson var de store forbilleder, og den brede splif var midlet til inspiration. Eller da vi blev mindet om, hvor rutinepræget det kan være at turnere med de samme sange 200 gange om året, hvorfor de engang imellem bliver nødt til at holde sig selv inspireret ved at grave dybt i gemmerne, og her fik vi så en velvalgt svunden perle i form af ’Between Two Worlds’, deres hyldest til de tidligere medlemmer David Byron og Gary Thain, som begge døde relativt unge.
At koncerten desværre skulle vise sig at stå stille i 10 minutters tid, fordi en overivrig herre foran fik hjertestop, hvilket sendte hele festivalens beredskab i fart frem og tilbage over hegnet, kan naturligvis ikke ligge bandet til last, og mellemtiden blev da også fornuftigt brugt på en udvidet guitarsolo, der ikke stjal fokus fra at få herren i live igen. Her fortjener Sweden Rocks sikkerhedspersonale en stor cadeau med på vejen, om end det forbliver uvist, om han blev vakt til live igen, efter han blev båret bag ved scenen.
Der var til gengæld ingen tvivl om livstegnene fra resten af publikum, som Shaw flere gange måtte kæmpe ihærdigt for få til at holde op med at synge videre mellem numrene, så bandet kunne komme videre med sætlisten. En oplevelse, der vel næppe kunne være længere fra Dark Funerals flammerige black metal, men som således også satte bredden i Sweden Rocks lineup smukt i relief, inden ’Easy Livin’’ som altid lukkede ballet med bravour og mere fællessang.