SRF '18: Fra glædestårer til månehyl

SRF '18: Fra glædestårer til månehyl

Ozzy leverede varen med behørig gejst og vilje til at afrunde karrieren med værdigheden i behold. Hans wingman bidrog dog desværre til en del slinger i valsen.

Dato
07-06-2018
Trackliste
1. Bark At The Moon
2. Mr. Crowley
3. I Don´t Know
4. Fairies Wear Boots (Black Sabbath-cover)
5. Suicide Solution
6. No More Tears
7. Road To Nowhere
8. War Pigs (Black Sabbath-cover)
9. Guitarsolo (incl. Miracle Man, Crazy Babies, Desire, Perry Mason)
10. Trommesolo
11. Shot In The Dark
12. I Don´t Want To Change The World
13. Crazy Train

14. Mama I´m Coming Home
15. Paranoid (Black Sabbath-cover)
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
3

Det var med fire Black Sabbath-koncerter og én Black Label Society-koncert i bagagen for skribentens vedkommende, at muligheden var kommet for endelig at opleve Ozzys solokarriere i selskab med Zakk Wylde, hans guitarsidekick gennem de sidste 30 år. En intro af ikoniske billeder, der befriende åbent, demonstrerede hans berettigelse til tituleringen som the prince of darkness, ikke helt uden referencer til hans fortid med stoffer, lagde et solidt fundament for aftenens program, inden Carl Orffs velkendte tema fra 'Carmina Burana' førte den kutteklædte hovedperson og resten af bandet ind på scenen. Kutten røg dog hurtigt af, så snart Wylde lagde ud med signaturriffet til 'Bark At The Moon'.

Når regnskabet skal gøres op
For at tegne et billede af koncertens videre forløb kan man overveje de enkelte medlemmers rolle her på Sweden Rock. Med en vis matematisk snilde kan et regnskab over de enkelte medlemmers tilstedeværelse i lydbilledet denne aften folde sig således ud:
Ozzy: 40 %
Zakk Wylde: 50 %
Tommy Clufetos: 9 %
Rob 'Blasko' Nicholson og Adam Wakeman: 1 %.

Ozzy vs Wylde. Og så resten.

Med tidligere erfaringer fra Black Sabbath-koncerter gennem de sidste 20 år in mente har Ozzys vokal været toneafgivende for, hvornår koncerterne fungerede bedst. For at sige det rent ud har det fungeret bedst, når vokalen var mest i baggrunden. Netop derfor var det skønt at høre fyrstens vokal træde så stærkt i karakter. Det er tydeligt, at han er indstillet på at afslutte karrieren med værdighed, stemmen var lige, som man kender den fra alle de klassikere, vi fik leveret stribe på stribe, og hans løb på tværs af scenen med viljen til at tænde gejsten i de forreste rækker var stærkt smittende. En stærk taler har han aldrig været, og et par enkelte ”We love you aaaall” blev det til som altid, men med hans stage banter gennem årene in mente er det nu også bedre, at han går lige til stålet ...

Det fører os paradoksalt nok videre til aftenens anden hovedperson, Zakk Wylde.

En guitarist, der skiller vandene, især på grund af  hans guitarlir og ubegrænsede brug af pinch harmonics (skrigende overtoner). Senere optagelser dokumenterer, at han på en god dag godt kan rette ind og huske det mere melodiøse aspekt, som præger hans forgængere (og som vel også prægede hans spil tidligere i karrieren), men sådan skulle det ikke være denne aften på Sweden Rock. Wylde har uden tvivl karisma, og hans svajende groove er unægteligt smittende, når han stjæler hver side af scenen med spotlyset rettet mod sine tilsyneladende ubegrænsede soli (og lidt mod skægget og kilten). Nu er det dog ikke et modeshow, vi er kommet til, og det er indiskutabelt, at han en stor del af tiden stjæler rampelyset fra aftenens hovedperson. Det samme gjorde sig dog også gældende med Tony Iommi i Black Sabbath, og det er nærliggende at tænke, at Ozzy bare foretrækker at stille sig en smule i skyggen af sin wingman.

Derudover er det primært Clufetos bag tønderne, der gør sig bemærket med vanligt store armbevægelser og hårdtslående attitude, og således lægger han et tungt og mere metallisk fundament for resten af bandet, end solokarrieren ellers bærer præg af. Udover Wakemans tro levering af den storladne key-intro til 'Mr Crowley', gør hverken han eller Blasko nogen som helst figur af sig, men det er vi overbærende overfor, eftersom det sjældent har været hverken tangenterne eller bassen, der har været de bærende elementer.

En liret omgang
'Bark at the Moon' starter festen som den solide rocker uden slinger i valsen, efterfulgt af 'Mr. Crowley', som også leveres behørigt tungt og skåret ind til benet. En fantastisk start på en koncert, der desværre derefter viser sig at være mere og mere båret af Wyldes overdrevne behov for at vise, hvor dygtig han er på den seksstrengede. Et glimrende eksempel er 'Fairies Wear Boots', der på trods af en kort præsentation alligevel blev så ekstremt liret, at det var decideret svært at genkende sangen. Melodien druknede i fræs og førnævnte pinch harmonics, hvilket alt for ofte var tilfældet, når det kom til sange før Wyldes tid i bandet. Helt anderledes tog det sig ud under de sange, han selv var med til at indspille, hvor især titelnummeret fra 'No More Tears' var et af koncertens store højdepunkter. Ozzys vokal antog den behørigt dystre klang, og Wakeman fik kortvarigt igen lejlighed til at fylde ud på keyboardet.

Et par enkelte sange fra Black Sabbath-æraen blev der plads til, og her var det med længder 'War Pigs', der toppede med militant præcision fra Clufetos i verset og en tekst, der stadig næsten 50 år senere ikke har mistet sin relevans. Wylde er dog som vanligt ikke bleg for at trække soloen ud til uigenkendelighed, og således ender Ozzy med at forlade scenen, mens der står guitarfræs og trommesolo på menuen det næste kvarter. 

Ja, du læste rigtigt: et kvarter!

Wylde spænede rundt foran de forreste rækker og tappede i ét væk, komplet umelodiøst, hvor kun soloen til 'Perry Mason' var rigtigt genkendelig, om end utroligt skuffende at få den leveret i så afkortet form. Hele seancen tjente reelt set kun et formål for de heldige få, der helt foran kunne klappe skuldre på ham, og selvom den efterfølgende trommesolo sådan set var mere spændende end den forudgående jammermarch, stoppede det ikke mine sidemænd i at stå og flette hinandens hår af kedsomhed.

Afslutningvis indtager Ozzy atter scenen med et stærkt femkløver, hvor 'Shot in the Dark' og de to 'No More Tears'-skæringer 'Mama, I'm Coming Home' og 'I Don't Want to Change the World' vækker størst begejstring, mens 'Crazy Train' på trods af genhørets glæde og fællessang galore delvis blev forpurret af mere unødvendig forceren og enkelte direkte falske akkorder fra Wylde.

Ozzy leverede en solid performance, med charme, spilleglæde og en sjældent stærk vokal. Det var dog Zakk Wylde, der fyldte scenen ud, både musikalsk og visuelt, og det spillede bedst, når han ikke behøvede tage stilling til andre måder at tilgå den seksstrengede end hans egen. Når det var bedst, var det dystert, tungt og storladent. Når det var værst, var det rodet, overgearet og uigenkendeligt. Højt at flyve, dybt at falde. Vi krydser fingre for mindre ego og mere respekt for Wyldes forgængere, når Ozzy & co. om to uger lægger vejen forbi Refshaleøen.