Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Battletid - for alle!

Populær
Updated
Battletid - for alle!

W:O:A Metal Battle, som ruller ud på landevejene nu, er måske nok en konkurrence for de dystende bands, men for publikum er det en oplagt mulighed for at få en stor fest til masser af fed metal.

Dato
17-04-2014
Koncertarrangør

W:O:A Metal Battle er efter et år som oversidder i den internationale konkurrence atter tilbage. De danske runder løber af stablen fra denne uge og frem og sluttes af med den store finale på Radar i Aarhus den 10. maj. Det bliver fjerde gang, at der skal findes en dansk vinder at sende videre til Wacken, og hver gang har konceptet ændret sig. For de udvalgte bands er det i år nok mest synligt ved, at man nu skal spille mindst to shows, før det vælges, hvem der går videre til et tredje show, finalen. For publikum, som måske mere er interesserede i musikken end konkurrenceelementet, så er det måske mest bemærkelsesværdigt, at der i år også ses en udenlandsk headliner til to af showene. Nemlig Crowbar. Det med headliners har været prøvet før, men i år er det ikke en fast, så man får også rotation mellem Hatesphere og Mercenary øverst på plakaten.

Det får altså konkurrencen til at skille sig ud fra andre år, og apropos det med at skille sig ud: Vil det at være anderledes i sammenligning med ”hoben” altid være en fordel i en konkurrence som denne, eller er det en risiko, når det nu ikke bare er én person, som skal vælge vinderen? Dommerkomitéen har helt sikkert ingen forudbestemt dagsorden, så svaret kendes ikke 100 % sikkert, men lad os alligevel dykke ned i de dystende bands, inden det starter, og se på, hvordan de skiller sig ud fra hinanden. På godt og ondt.

Dødspatruljen

I den klassiske danske disciplin, dødsmetallen, som nærmest var eneste stilart repræsenteret på den legendariske kompilation ”Fuck You We’re From Denmark”, der udkom i 1992, så har vi Defilementory og Necrosis. Og til dels Panacea. Førstnævnte vil sandsynligvis stå distancen hos de fleste dødsmetalfans, da der er tale om brutal dødsmetal af den primært amerikanske skuffe. Bandet imponerede for allerede mange år siden i hvert fald undertegnede på The Rock til en koncert, hvor der var en sær blanding af bands fra pop til metal. Bandet formår at veksle det brutale med noget mere stemningsladet og atmosfærisk, som fungerer godt. Men er det nok til virkelig at skille sig ud fra at være et solidt og godt kort på hånden til konkurrencens billetsalg til ligefrem at vinde?

Necrosis har på forhånd bestemt ikke valgt at skille sig ud og kæmper med mindst 25 andre Necrosiser om opmærksomheden (kilde: Metal-Archives.com). Stilen er brutal dødsmetal med grindede partier, og det materiale, som bandet har lagt ud til offentligheden, formår at rykke ganske godt og giver positive forhåbninger om en god koncert.

Den kategori, vi her er i gang med at beskrive, er overordnet set dødsmetal, og i den bås skiller Panacea sig ud fra de to andre ved at være langt mere melodiske. Det er dødsmetal med hints af noget Gøteborg-svensk og så lidt klassisk dansk med en umiddelbar inspiration fra Illdisposed og Hatesphere (jep, det er ikke død – det ved vi godt). De er nogle unge gutter som på flere fronter faktisk minder lidt om en af konkurrencens tidligere vindere: Aphyxion. Kan det være en fordel?

Teknik, så det slår gnister

I den afgjort progressive ende finder man Scientic, der ikke bliver alene om at have teknikken i orden og som en vigtig del af det musikalske udtryk. Også The Vision Ablaze har masser af lir og teknik i den melodiske og powergroovede musik og forener catchy og lækker ren vokal med et godt råb/growl. Veleksekverede guitarsoli og velsmurte strubebånd finder man også hos Defecto, der samtidig (via backing-tracks) er så symfoniske, at de kunne have været puttet i en særskilt ”symfonisk metalkasse” med Forcentury, men begge kommer i denne ”teknik & lir”-kategori, da Defecto også trækker fornuftige veksler på den progressive metal.

Ej heller Forcentury er bange for at trække i den fine garderobe og spille liret som i progressiv metal, men har udover den nævnte symfoniske del også et godt spark power (selvom bandet helst ikke vil kategoriseres som ”power metal”) og ikke mindst en nostalgisk, klassisk tilgang til metallen.

Scientic har ikke skabt så meget røre om sig herhjemme endnu, så det skal blive spændende at se dem i konkurrencen. Både Defecto og The Vision Ablaze har erfaring i konkurrencer, hvor førstnævnte senest har gjort det godt til Mighty Fight Night og endda var tæt på at løbe af med en sejr i Metal Battlen, da bandet var i finalen i 2012. Forcentury har en erfaren og dygtig herre på sang, men tag ikke fejl: der er kraft bag vokalen og omkvæd, man hurtigt lærer at synge med på.

”Enerne”

Så er der den sidste flok – dem, hvor man måske kan finde lignende bands, hvis man går ud af konkurrencen, men som under Battle-fanen bliver ”enere”. Mushroom Cloud har måske nok en forankring i melodisk thrash, men kan godt lide at lege med musikken og blande diverse særheder ind – lidt som System of a Down, men altså blot med et andet fundament. På plade kvitterede vi her på Devilution med en midterkarakter, fordi det var ganske lovende, men der savnedes lidt i længden. Live kan det dog sagtens tænkes at blive et (endnu) mere positivt møde, hvis bandet spiller deres kort godt.

Huldre kan deres folkemusik og det på så fin en måde, at de smertefrit for ørerne formår at blande det sammen med metal. Til Copenhell Freezes Over fik gruppen på imponerende vis vundet flere skeptikere over på deres side. I kraft af flere og flere tilhængere herhjemme, en altid sikker og festlig live-præstation og et utvivlsomt passende marked i Tyskland, så kunne man godt se dette band som vindere. Men måske vil det bare være det sikre kort? Og man ved jo alligevel ikke, hvad de andre lande stiller med i konkurrencen, så det eneste sikre vil være, at det vil være hovedløst at spille ”sikkert”.

Også Sons of Death Valley skiller sig ud. Rock ’n’ roll'en flås ud af sin velkendte indpakning og vendes i en blanding af støv, sved og blues. Og en dosis hardcore. Men beskidt og levende nok til at appellere til metallens tilhængere – hvad de da også gjorde, da bandet blev anmeldt med store roser for nylig her på sitet. En slags Maylene & the Sons of Desaster og hedengangne hjemlige Pilgrimz.

Hvem vinder så?

Ja, det kan vi jo ikke udtale os om. Slet ikke uden at have set deltagernes live-præstationer endnu, for selvom deltagelsen sikres ved det materiale, der er sendt ind, så vil vinderen findes på baggrund af evnerne på de skrå brædder. Tænker juryen lokalt eller globalt, til den lille scene eller den store scene, som vinderne vil møde, når Wacken-euforien, der vil opstå for bandet, som udråbes som vindere den 10. maj, forløses til august til en koncert overfor sandsynligvis 5.000-10.000 metalfans? Det vides ikke.

Det betaler sig altid at skille sig ud. Men det kan også være godt at trække bare lidt på ”det kendte”, som virker, når man kun har 25-30 minutter til at overvinde folk med. I den henseende er det et rigtig smart træk af folkene bag konkurrencen at lade de dystende bands være med i to runder, før finale-deltagerne findes. Dels kan man se, hvordan bands er i stand til at rykke sig ovenpå ris/ros fra den første runde, og dels kan bands, som imponerer fra start, vise, at det høje niveau er selvfølge frem for et ”lucky shot”.

Der er lagt op til spænding, og selv dem med størst rynke på næsen og den evindelige ”metal skal ikke gøres til X Factor”-attitude, burde kunne få en fremragende metalaften til et Battle-arrangement. Så skal vi ikke bare sige, at vi ses derude?


Her fanger du dem:
Defecto – 17/4 Studenterhuset/Aalborg + 9/5  Konfus/Esbjerg
Defilementory -17/4 Studenterhuset/Aalborg + 9/5 Konfus/Esbjerg
Forcentury - 17/4 Studenterhuset/Aalborg + 8/5  Badeanstalten/Slagelse
Huldre - 8/5 Badeanstalten/Slagelse + 9/5 Konfus/Esbjerg
Mushroom Cloud - 18/4  Godset/Kolding + 19/4 Beta/København
Necrosis - 18/4 Godset/Kolding + 19/4 Beta/København
Panacea - 18/4 Godset/Kolding + 8/5 Badeanstalten/Slagelse
Scientic - 8/5 Badeanstalten/Slagelse + 9/5 Konfus/Esbjerg
Sons of Death Valley - 17/4 Studenterhuset/Aalborg + 19/4 i Beta/København
The Vision Ablaze - 18/4 Godset/Kolding + 19/4 Beta/København


Crowbar (headliner) - 17/4 Studenterhuset/Aalborg + 18/4  Godset/Kolding
Hatesphere (headliner) - 17/4 Studenterhuset/Aalborg + 18/4 Godset/Kolding + 19.4 Beta/København
Mercenary (headliner) – 8/5 Badeanstalten/Slagelse + 9/5 Konfus/Esbjerg + 10.5 Radar/Aarhus

For danskere er de måske mest kendte internationale vindere gennem årene i Battle-regi nok Hamferd, der vandt i 2012. Et interessant band, som i den grad skilte sig ud, uden at det stak for langt af til at vinde. Og som siden turde takke nej til præmien - en pladekontrakt hos Nuclear Blast - for at gå egne veje.

Selvom vi ser frem til de danske bands' bidrag i konkurrencen, så tager vi lige færingernes særegne doom her: