Dragen sover ikke
Der er ikke meget at få sit udråbstegn på over på NYHC-veteranernes 12. plade, selvom der er dansk bidrag. Men de kalkulerede fællessange opvejes af solid standardvare.
That Crazy White Boy Shit
The Snake (Break Free)
Bull's Anthem
Robert Moses Was a Racist
Self Important Shithead
To the Wolves
Always With Us
Wake the Sleeping Dragon
2+2
Beef Between Vegans
Hardcore Horseshoe
Mental Furlough
Deep State
Bad Hombres
Work the System
The New Slavery
Det er ikke mere end tre år siden, at Agnostic Front udgav en af deres allerstærkeste plader i deres tre årtier lange karriere; vi skal ikke længere tilbage end sidste år for at finde en Bloodclot-plade med John Joseph, der var den gamle Cro-Mags-forsangers bedste i tre lige så lange årtier. Med andre ord kan det altså godt lade sig gøre for NYHC-veteraner at forblive vitale – eller genfinde vitaliteten, hvis den har været tabt.
Det har den sådan set aldrig været hos Sick of It All. Bandet begyndte i 1986 på det tidspunkt, hvor den første bølge af NYHC var ved at dø hen, og de har troligt vogtet arven siden. Gennem godt 30 år har der ikke været de store ændringer i bandets lyd, og siden 1992 har der heller ikke været det i deres line-up: Brødrene Lou og Pete Koller på sang og guitar, Armand Majidi på trommer og hans kollega fra det kortvarige crossoverband Rest in Pieces, den tidligere Agnostic Front-bassist Craig Setari.
Som sit lineup er Sick of It All bundsolide, og de er et af de mest elskelige bands på hele hardcore-scenen. De har altid haft de rette holdninger, og de har altid lavet koncerter, der kunne overbevise dem, der var fuldstændig ligeglade med deres holdninger. Jeg kan ikke umiddelbart komme på nogen, jeg har mødt, der rigtig kunne få sig selv til at have noget imod Sick of It All.
Aarhus på visit
Som sådan er der heller intet at have imod ‘Wake the Sleeping Dragon!’ Det skulle lige være udråbstegnet i titlen, men bevares. Og så igen: Der er faktisk ikke særlig meget at få sit udråbstegn på over på bandets 12. plade. Det er ikke sådan, at Sick of It All har lavet en decideret flad plade, som deres følgesvende fra NYHC’s anden bølge, Madball, gjorde det i foråret. Det er heller ikke, fordi ‘Wake the Sleeping Dragon!’ udgør noget markant lavpunkt i forhold til bandets øvrige diskografi. Sick of It All har tidligere haft deres op- og nedture og deres plader, der står svagere i diskografien end klassikerne.
Det, der er så forstemmende ved ‘Wake the Sleeping Dragon!’, er, at det nu er den fjerde plade i træk – når man inkluderer ‘XXV Nonstop’ med genindspilninger – der ikke rigtig leverer på samme niveau, som man med en vis ret kunne forvente af Sick of It All. I hvert fald kunne ønske sig: Det ville være så fantastisk, hvis Sick of It All lige kunne smide en plade i 2018, der viste, hvorfor NYHC nogle gange er det bedste i hele verden.
Førstesinglen ‘Inner Vision’ – med Aarhus’ egne hardcorehelte Smertegrænsens Toldere på råbekor; Lou Koller har tidligere medvirket på en sang med guitaristen Jacob Bredahls NYHC-dyrkende band Barcode – var ellers et fingerpeg om, at ‘Wake the Sleeping Dragon!’ kunne blive den plade: Hurtig og skarp med en spilletid under to minutter, den rette blanding af thrash og breakdowns med råbekor og så den måde at hænge på beatet med en præcision, der kommer af at kende hinanden så godt, som Sick of It All gør.
Arbejdsheste-hardcore
Knap så skarpe er de resterende 31 minutter af pladen. Flere sange som ‘To the Wolves’, ‘Hardcore Horseshoe’, ‘Mental Furlough’ og ‘Work the System’ er på sin vis aldeles upåklagelige, men også fuldstændigt forglemmelige i forhold til Sick of It Alls samlede værk. Og de demonstrerer, hvor høj standarden er for Sick of It All, hvad man ikke altid bider mærke i. Det er arbejdsheste-hardcore af den ædleste race: Muskuløst, funktionelt, præcist. Når Craig Setari – lyder det som, det fremgår ikke af pressematerialet – får lov at synge for på ‘2 + 2’, er traditionen holdt i hævd og ikke et øje tørt.
Men Sick of It All er først og fremmest et liveband,og deres fokus i sangskrivningen ligger på, hvad der fungerer godt i en koncertsituation. Det giver nogle medrivende koncerter med masser af fællessang, men det giver altså også nogle plader, hvor det kan virke, som om lidt for mange ørehængere bliver smidt ud som lunser for at se, hvilke af dem der har potentiale til at afløse nogle af de gamle klassikere, som bandet har spillet til døde. På ‘Wake the Sleeping Dragon!’ er det først og fremmest ‘Bull’s Anthem’ og ‘Always With Us’, der tjener det formål, og det er svært at sige, hvilken af sangene der virker mest kalkuleret tårepersende: Sidstnævnte med sin hyldest til de venner, der er gået bort – højaktuel efter Todd Youth fra Murphy’s Law og førnævnte Bloodclot døde i weekenden og en garanteret banger til punkrock-gravøl de næste mange år. Eller ‘Bull’s Anthem’, der 1) erklærer sig på samme side som samfundets underdogs, 2) har gæsteoptræden af Chuck Ragan fra Hot Water Music og Tim McIlrath fra Rise Against – der i øvrigt åbnede hyldestpladen til Sick of It All, ‘Our Impact Will Be Felt’ – og 3) er klægt keltisk-klingende folkpunk.
Den slags trækker ned på ‘Wake the Sleeping Dragon!’, ligesom ‘Self Important Shithead’ gør det, når den i sit forsøg på at spidde selfie-generationen ender som endnu en tilføjelse til den lidet skønne liste over midaldrende bands, der brokker sig over ungdommen nu til dags. Og det kommer desværre let til at dominere, når det bedste, man ellers kan sige om resten af materialet, er, at det er god standardvare. Det er den høje standard, der gør, at jeg aldrig ville kunne få mig selv til at sige, at ‘Wake the Sleeping Dragon!’ er en dårlig plade. Det er de enkelte sange, jeg tager med mig fra den – ‘Inner Vision’, ‘Beef Between Vegans’ trods den bøvede titel, afsluttende ‘The New Slavery’ – og ikke dem, jeg prøver at glemme igen, som tegner pladen og Sick of It All i 2018.
Dragen sover ikke. Men om den bliver vakt i nye krigere med denne plade er tvivlsomt.