Snarere håndgemæng end verdenskrig
Allstar-orkestret World War 5 debuterer med en plade, der ikke nødvendigvis smager dårligt, men til gengæld ikke er meget mere end en uskyldig snack mellem måltiderne.
2. Retrograde
3. Expose
4. Terrors
5. Haunt
6. Megalomaniacs
7. Gee
8. Bitterness
9. Increased
I filmen 'The 51st State' spiller Samuel L. Jackson en gudsbenådet fysiker, der opfinder et stof, der er så vanvittigt, guddommeligt og hårdt virkende, at det kan slå alle andre stoffer på markedet. Det er det ultimative stof. På papiret. For dets kemiske formularer får det til at ligne det bedste, der nogensinde er fremstillet, men det viser sig mod slutningen af filmen, at alle stoffets ingredienser ophæver hinanden, og at det i virkeligheden bare er helt almindeligt, ganske ufarligt slik. Resten af filmens handling, inklusive scenen hvor Meat Loaf sprænges i luften, er sådan set ikke vigtig for vores lignelse, selv om det er rart at vide, at der er en film derude, hvor Meat Loaf sprænges i luften.
Vigtig er til gengæld ideen om de mange sublime ingredienser, der på papiret får noget til at se fantastisk ud, men til syvende og sidst fratager hinandens virkninger og står tilbage som noget uskadeligt og ufarligt. Ubrugeligt er et voldsomt ord, for hvem siger trods alt nej til et stykke slik? Nej, vel? Præcis.
Den samme følelse af ingredienser, der udligner hinanden, står man tilbage med efter at have lyttet til World War 5's debutalbum. For hvilke ingredienser: Fremfor alt er Barcode-forsanger Knud Lind tilbage bag en mikrofon og lige så vigtigt er det, at han er flankeret af guitarduoen bag Danmarks måske bedste dødsmetalplade nogensinde; Illdisposeds 'There's Something Rotten ... in the State of Denmark'. Specielt lead guitarist Tore Mogensen har været tavs i en del år, og hans tilbagekomst ved siden af Lasse Baks rytme er kærkommen. På papiret. Det samme er arbejdet fra to af Danmarks mest velrenommerede metalproducere, Jacob Olsen og Tue Madsen, der begge har haft fingrene i pladen inden udgivelsen.
Ligeledes lyder de genremæssige indgangsvinkler spændende, i hvert fald i teorien: Vi har lidt hardcore-breakdowns, noget dødsmetal, en god del thrash og tendenser til klassisk heavy metal, det hele most godt sammen og voila: Nej. Det er på ingen måde lige så sindsoprivende, som det lyder.
Vi får ellers lidt af det hele allerede fra pladens start. 'Grind' er thrash og speed metal og nogle særdeles friske vokaler fra Lind, der pladen igennem viser, at han kan en del mere med sin stemme end ”blot” at bjæffe bøllehardcore. Ikke at der på nogen måde er noget galt i det, ellers. 'Retrograde' er mere rytmisk død, fint blastet trommearbejde fra Stefan Hansmar, så lidt groove, lidt solo og lidt skalabolleri, alt sammen eksekveret med en meget typisk 90'er-lyd, der gennemsyrer musikken.
For pænt og for hurtigt glemt
Herefter følger tre numre, der i sin groovy rytmik minder en smule mere om metallisk hardcore-punk, som det ville have lydt 15 år tilbage, men stadig også har elementer af den groovy midttempo-død, som de to guitarister gjorde til deres metier for en fuldvoksen teenagers livstid siden.
Det står ret hurtigt klart, at Lind og Mogensen er beslutningstagerne. Linds vokaler, om end han er den største positive overraskelse på pladen, fylder enormt meget, og det kunne have været fint, hvis der var blevet mere instrumental plads til resten af kvintetten, der absolut ikke er uefne musikere. Når der endelig bliver plads, er det Tore Mogensens guitar, der laver spillereglerne. Han er en ganske glimrende sologuitarist og viser det gerne frem, måske en gang eller to for meget. Flere gange, eksempelvis i 'Haunt', får man fornemmelsen af, at soloen er der, fordi det skal den bare være. Ikke fordi den passer ind.
Ovenstående giver et fint billede af det niveau, World War 5 bevæger sig rundt på. Der er lidt fra hele spektret, uanset hvad du måtte være til. Det er alt sammen udmærket, gør (desværre) ikke nogen fortræd, men løfter heller ikke mange øjenbryn. Debutpladen, med alle dens mangeartede inspirationer og genrelege, bliver aldrig mere end hæderlig. På samme måde som at du på en fortovscafé, der serverer både pasta og burritos, næppe skal forvente den store autentiske madoplevelse, lykkes det heller ikke for World War 5 at blande alle deres egne præferencer i et mix der er tilpas organisk til, at det fører til nogen form for aha-oplevelse. Det er alt sammen fint nok, men det er også glemt hurtigt igen.
At der ikke er nogen af sangene, der for alvor har et mindeværdigt hook eller et fængende omkvæd, gør nok også sit til den hurtigt overståede oplevelse. Når man som World War 5 bevæger sig ud i genrer som thrash og heavy metal, hvor hookets tilstedeværelse er, om ikke alfa og omega, så en ret integreret del af musikken.
Vi skal faktisk hen til pladens afslutningsnummer, 'Increased', før mixet af thrash og død for alvor sætter et aftryk. Nummeret virker mere indædt og befriende grimt, selv om det, som resten af pladen, sikkert havde givet et hidsigere indtryk med en mere beskidt produktion. Det er, ligesom albummet som helhed, en pæn, renskuret blanding af lidt af hvert, der ikke rigtig har nogen ekstraordinær virkning eller leverer virkelig mindeværdige øjeblikke. Det er som Samuel L. Jacksons slik, en fin lille snack, som hurtigt er fortæret og glemt, så snart man får serveret noget mere bastant og lødigt.