Glædelig kæberasler
Populær
'Napalm in the Morning' sang Sodom i sin tid. Men hvorfor nøjes med morgen-Napalm, når Napalm Death igen-igen er superskarpe, og på det 16. album i en lang karriere stadig formår at overraske og henrykke?
Tænk sig at være være næsten 40 år inde i karrieren og så stadig lyde friske, vedkommende og med en legesyge, som til stadighed tager en i nye retninger. Det er der ikke mange metalbands, der kan prale af, men det kan Napalm Death. Briterne har gennem en lang karriere siden starten i 1981 og det første pladeudspil med 'Scum' i 1987 været kreative og i udvikling, så der om flere album i karrieren kan siges, at bandet igen skiftede lidt stil. I dag er det måske netop, hvad man vil forvente af Napalm Death, som overordnet og over en lang karriere stadig betegnes som grindcore, selvom det har kostet fans, da de korte sange blev længere, stilen blev mindre punk og hardcore og mere dødsmetal, som det for nyligt blev berettet i Metaldiktatoren om 'Harmony Corruption'. Eller da groovet tog over på 'Fear, Emptyness, Despair' eller en større brug af melodi på nogle lidt senere udgivelser. For ikke tale om industrial eller Swans-inspiration.
Der er gået fem år siden den stærke 'Apex Predater – Easy Meat', hvor vi kvitterede med fem ud af fem bokse i en anmeldelse, som også indeholder en del Napalm Death-historie, så læs eller genlæs gerne for en opfriskninger heri. Vi springer dem over i denne anmeldelse og starter med nyeste opdatering: Napalm Death er siden dengang blevet en trio og står således uden guitarist på 'Throes of Joy in the Jaws of Defeatism'. Men Mitch Harris har dog stadig sat sit fingeraftryk på pladen, som ellers er skrevet af bassist Shane Embury, mens Harris alligevel hjalp til med sin feeling på guitaren og indspillede Emburys riffs i studiet (sammen med live-guitarist John Cooke, som også fik lov at indspille lidt).
I alle retninger
Fem år er i øvrigt den længste pladepause fra et ellers aktivt band på plade og landevej. Men det er bestemt ikke et band, som er blevet lullet i søvn i den periode, for det 16. album fra Napalm Death er, mandefald eller ej, et superspændende bekendskab.
Produktionen har Russ Russell stået for, præcis som han gjort gennem nu halvdelen af bandets karriere, nemlig siden 'Enemy of the Music Business' (2000). Det er en fyldig lyd, som holder trådene godt på plads, når Embury med sin sangskrivning lader musikken gå i flere forskellige retninger. At nogle fans fik nervøse trækninger efter singleudspillene, er der ikke noget at sige til, for her var der godt nok tale om variation på højt plan. Førstesinglen 'Backlash Just Because' var hårdslående, dødelig grindcore, som man ville forvente af bandet, mens 'Amoral' havde et hypnotisk feel som en punket protestsang, med storladen repetition, og simpel, men fængende vokalføring a la Gojira, hvis der skal vælges en mere "moderne" reference. Den sidste single, 'A Bellyful of Salt and Spleen', var til gengæld industrielle maskinlyde, stærkt Swans-inspireret, med en sær, mørkt messende vokal.
En kæk opvarmning til pladen, for hvad skulle man dog forvente med et så varieret triumvirat af singleudspil? Førstesinglen er nok det bedste bud på en fælles stil, mens de to andre singler er som b-sider på singleudspil – der, hvor man engang puttede ting hen, som sagtens kunne være fede og specielle, men måske ikke helt havde passet ind på selve albummet. Men som indikeret i kommentaren om produktionen, så passer det faktisk ind overordnet set.
Et album i flere akter
De første tre sange, hvoraf førstesinglen er en af dem, er, som mange nok forestiller sig, Napalm Death lyder i dag, hvadenten man er stor fan eller blot sætter pris på bandet i ny og næ. Der er smæk på, det er dødsmetal, men med en hardcore-kant og et skvæt punk, og samlet er det umanerligt catchy. Fede riffs, linet op på stribe, og i de mange dissonante guitarstykker skabes stemning. Som netop peger frem mod en afviger som 'Amoral', der ligger noget senere på albummet. En positiv afviger i øvrigt, for det er en vanedannende ørehænger.
Derfra, fra den fjerde sang på albummet, begynder Napalm Death så at åbne for eksperimenterne. Det insisterende midttempo-groove med en finurlig vokalvariation fra "Barney" Greenway i omkvædet på 'Contagion'. Den blackened vokal på 'Joie De Ne Pas Vivre' i den industrial-klingende bas- og trommebårne sang. Så en langsom sang, der kryber skummelt langs jorden, for så at sige hej til fire minutters smadrende dødsgrind, inden et næste nummer smider groovet godt op i smasken på lytteren. Brug for en pause? Så kommer 'Amoral' til undsætning. Simpelt og catchy.
Ovenpå den sag er det igen tid til Napalm Death i forholdsvis korte og kontante sange med spændende riffs og rytmeskift. Og til slut er det så, at 'A Bellyful of Salt and Spleen' kommer fornemt ind som indtryksrenser og lader eftertænksomheden nå lytteren: Er det her kaos uden lige eller endnu et stærkt Napalm Death-album? Det burde ikke tage lang tid over den taktfaste trommerytme i dét nummer at nå til den konklusion, at det er et hamrende underholdende album fra et Napalm Death, der på ingen måde lyder som et band med så mange år på bagen eller et band, der kører den på rutinen.
Det er høj, høj klasse. Det er riffs, det er tempofyldt smadder, det er stemning, og det er smadret stemning.