Ét langt beatdown

Años-En-Infierno-Xibalba

Xibalba gør deres for at leve op til Mexicos renommé for dødekult og lemfældig brutalitet. Det er dødsmetal spillet som hardcore og hardcore spillet som dødsmetal, og hvis det ellers kan få røven med sig, tager det dig ud, makker.

Kunstner
Titel
Años en Infierno
Trackliste
La injusticia
Corredor de la muerte
Santa muerte
Saka
Años en Infierno
En la oscuridad
El abismo I
El abismo II
Karakter
5

Fra Netflix-serien ‘Narcos’ over Don Winslows trilogi om USAs narkokrig og Roberto Bolaños ‘2666’ til pressefotoserier med ansigtstatoverede bandemedlemmer i kummerlige fængsler er det den samme blanding af fascination og forfærdelse, der går igen: Fra Mexico ned gennem Mellemamerika møder man en chokerende ringeagt for det individuelle menneskeliv, der kun har værdi som levende arbejder eller dødt offer. 

Sociologen finder forklaringen i den rurale armod, der hele tiden bringer desperat beredvillige forarmede til en ny fattigdom i millionbyerne. Det enkelte menneske er evigt erstatteligt. Narkomarkedet i el norte giver mulighed for at løfte sig selv og sin familie ud af den fattigdom med lynfart, men det er med den ubeherskede vold på skyggesiden af loven som konsekvens. Antropologen søger årsagen endnu længere tilbage i mayaernes og aztekernes dødsdyrkelse, der har formet en mentalitet, hvor skellet mellem de to verdener er flydende, uvæsentligt, og hvor det fortsat former den måde, man lever og fuldstændig vilkårligt dør på.

Det er den stereotype forestilling om det store ukendte syd for USAs grænser, Xibalba køber sig ind i. Med navnet for mayaernes underverden og siden det tredje album, ‘Tierra y libertad’ fra 2015, med tekster på deres forældres spansk har de gjort det klart, at de ikke er nogen, du vil fucke med. Som min kollega Svend påpegede i sidste uge, er det her et band, der har foldeknive som en del af deres merchandisesortiment. De vil gerne associeres med voldslabilitet og skødesløs brutalitet.

Det mest interessante her er naturligvis, hvordan det udmønter sig musikalsk. Og det gør det i en beatdown hardcore, som med årene er blevet stadig mere dødsmetallisk, indtil den på gruppens fjerde album, ‘Años en Infierno’, er gået hen og blevet svært genkendelig som hardcore. På den anden side skal man ikke lytte særlig dybt til pladens otte sange, før det står klart for én, at det her er alt for hardcore til, at det ville tale til et klassisk dødsmetalpublikum. Det er, i hvert fald for første halvdel af pladens vedkommende, korte, konfrontatoriske sange grundet i nedstemt chugging, råbegrowl og midttempo-dobbeltpedal.

Der vil helt klart være dem, der begræder fraværet af det fede break på ‘Años en Infierno’, fordi der ikke er det punkt, hvor bunden bliver suget ud af det hele, og man går i hulemandsmode med arme og ben som møllehjul. Bortset fra at det er der: Der er faktisk slet ikke andet. ‘La injusticia’ lægger ud med en baslinje, der minder om medcalifornierne High on Fires ‘Eyes and Teeth’, inden den trækker det hele ud i et frontalt angreb. ‘Corredor de la muerte’ åbner ligeledes med et typisk break, bare uden at der er noget at breake fra. Det er simpelthen ét langt beatdown. Uden opbygning, uden pis.

Og det passer så heller ikke helt: ‘Santa muerte’ er sammen med ‘El abismo II’ og ‘En la oscuridad’ blandt pladens få hurtige og crustpunkede numre, men de får alle smidt et par solide beatdowns ind i hver sang.

Sådan kører det pladen igennem. Det er lidt som at stå i en pit omgivet af sådan set ganske vennesæle fremmede, der alle lige er dobbelt så brede som én selv og muligvis er langt fra så venligtsindede over for hinanden, som de virker over for én selv.

Voldslabiliteten er en grundpræmis hos Xibalba. På ‘Años en Infierno’ bliver det grimt. I al sin kulturelle stereotyp er det ret fantastisk. Og så åbner den 13 minutter lange, todelte ‘El abismo’ for endnu en dimension af Xibalbo: Det noget nær følsomt doomy, der dvæler ved skønheden en stund, inden de tamper den til blods.

‘Años en Infierno’ er en mesterlig plade. Den er ikke alarmerende dybsindig – omkvædet på titelsangen lyder på dansk: “År i skærsilden / søger efter freden”, og meget mere er der ikke at komme efter andre steder – og den er langt fra opløftende. Men det er en grundpræmis, den deler med den mexicanske og mellemamerikanske ursindsstemning, den skildrer. Det er en plade, der er tro mod brutaliteten, elendigheden, visheden om, at det hele kan ende når som helst, og ingen vil tage sig af det. 

For det i sig selv fortjener den at blive hørt.