Metaldiktator: At the Drive-In – ‘Relationship of Command’

athedriveinrelationship

Kæmpe afroer, sirlige melodilinjer og frådende skrig: Texanernes debut på Beastie Boys’ pladeselskab indvarslede både et besynderligt årti og bandets eget endeligt.

Titel
Relationship of Command
Trackliste
Arcarsenal
Pattern Against User
One Armed Scissor
Sleepwalk Capsules
Invalid Litter Dept.
Mannequin Republic
Enfilade
Rolodex Propaganda
Quarantined
Cosmonaut
Non-Zero Possibility
Karakter
666

Vi var langt over halvvejs inde i det første år i det nye årti og desperate efter noget nyt. Vi havde den rigtige alder til at være blevet ramt hårdt af de plader, der i begyndelsen af 90’erne definerede det årti: ‘Cowboys from Hell’ havde vist en vej frem for mainstreammetal, ‘Left Hand Path’ og ‘Eaten Back to Life’ havde konsolideret dødsmetallens mangeårige regime i undergrunden, Bad Religion fuldendte triumviratet af de plader, der formede melocore, og der var den der plade med en nøgen baby på coveret, der over natten ændrede spillereglerne fuldstændig.

90’erne havde givet os hiphops guldalder, post-hardcores vilde voksenår, støjrock fra det arty til det knusende, virkelig mærkelige og fjollede electronicaplader samt post-rock med dens intrikate musikalitet, dens altfavnende indstilling, dens forkærlighed for metal og fusionsjazz i skøn forening. Men 90’erne var endt med et overtydeligt glimt i øjet, skrækkeligt normale mennesker, der stillede sig an som særlinge, jocks, der prøvede at være outsidere: 90’erne var mundet ud i Bran Van 3000, Korn og Blur, der prøvede at være amerikanere, og der trængte seriøst til at blive luftet ud.

Hvad vi trængte til, var At the Drive-In.

Kommercialisering af det ukommercialiserbare
Selvfølgelig opstod At the Drive-In ikke ud af ingenting. De lå i forlængelse af 80’ernes og 90’ernes emo og post-hardcore; på debuten ‘Acrobatic Tenement’ og endnu mere på efterfølgeren ‘In/Casino/Out’ var inspirationen fra først og fremmest Fugazi mere end tydelig. I slutningen af 90’erne skaffede den plade og, ej at forglemme, deres eksplosive liveshows, som de havde turneret ekstensivt med i USA, et navn i hardcore. Her var et band, der godt kunne gå hen og vokse sig ud af scenen og ind i noget større.

Det gjorde At the Drive-In mildest talt, da de 12. september 2000 udgav deres tredje album, ‘Relationship of Command’. Man kan sagtens diskutere, om At the Drive-In reelt var så originale og banebrydende, som de blev gjort til i 2000. Man kan høre Drive Like Jehus ‘Yank Crime’ fra 1994, når tilpas mange velmenende sceneveteraner har lagt en arm og skulderen på én og sagt, at det skulle man, fordi det var den tabte gral, og så kunne man erkende, at det var dér, det hele var taget fra på ‘Relationship of Command’. Det erkendte sangeren Cedric Bixler-Zavala i et tweet femten år senere, men i 2000 i Europa var Drive Like Jehu et forlængst opløst kultband for connaisseurer.

Og uanset hvad: Hverken Fugazi, Drive Like Jehu, Quicksand eller nogle af de andre forgængere for At the Drive-Ins lyd på ‘Relationship of Command’ havde bare tilnærmelsesvis den samme gennemslagskraft. Der var ingen af dem, der spillede på mainstreamtalkshows i USA og Europa, der var ingen af dem, der kom med i spillet ‘Guitar Hero’, der var ingen af dem, der nåede så langt op på hitlisterne som At the Drive-In.



På ‘Relationship of Command’ kommercialiserede At the Drive-In det tilsyneladende ukommercialiserbare. Og betalte prisen for det. 

Knap et halvt år efter udgivelsen blev bandet opløst, og medlemmerne fordelte sig i to nye bands: Cedric Bixler-Zavala og guitaristen Omar Rodrígues-López i det progressive rockband Mars Volta, den tredje stifter, guitaristen Jim Ward, sammen med de to sidste medlemmer, Tony Hajjar og Paul Hinojos i post-hardcore-bandet Sparta. I det brud ligger grunden til det, der gør ‘Relationship of Command’ til noget helt særligt.

Kaos tøjlet
‘Relationship of Command’ er med andre ord historien om et bebudet gennembrud og sammenbrud. Den texanske kvintet, der blev dannet i 1994 i grænsebyen El Paso med fire hispanics og en enkelt hvid, var på baggrund af ‘In/Casino/Out’ og en turné med Rage Against the Machine blevet samlet op af Beastie Boys’ voldsomt eklektiske pladeselskab Grand Royal. Det gav dem lejlighed til at indspille med den tids store producernavn, Ross Robinson, og få pladen mixet af Andy Wallace – det sidste til bandets store fortrydelse, fordi han polerede lyden så hårdt op, at bandet selv følte, at al energi blev drænet ud af optagelserne.

Det, der står tilbage, er en plade, der fra sit anslag virker aldeles bristefærdig af iver for at komme af med alt det, der bobler i hovederne og kroppene på bandet. ‘Arcarsenal’ åbner med rullende tammer, maracas, flangerbas og hyperventilation, inden guitarerne begynder at mane motiver frem.

Så eksploderer lortet. 



Et højtpitchet stop/start-riff og Cedric Bixler-Zavala, der i orkanens øje brøler “I must have read a thousand faces” og sætter gang i et frenetisk kaos af skreget nonsenslyrik, bankende hardcorebund og en guitarmelodi, der er akkurat nok ude af stemning til at få én til at føle, at det hele er på vej ud over kanten. 

Men At the Drive-In holder det lige nøjagtig tøjlet, og i mellemspillet samles trådene fra introen, et klaver lægger akkorder ind over, og Cedric Bixler-Zavala viser for første gang, at hans sangstemme har en langt større rækkevidde, end man anede på de tidligere plader eller bare de første minutter af ‘Arcarsenal’. “Have you ever tasted skin,” crooner han overstyret, inden han vender tilbage til at skrige omkvædslinjen “beware” igen og igen.

Det ligefremme blev maskeret
Omar Rodríguez-López’ oprindelige plan med ‘Relationship of Command’ var at lave en plade med afsæt i tidens europæiske electronica og den genreudfordrende samplerbaserede musik, Beastie Boys diverterede med på Grand Royal. Der skulle bruges sampler og keyboards, musikken skulle alle mulige steder hen. Men da det kom til stykket, endte han med sammen med Jim Ward at skrive At the Drive-Ins hidtil mest rockede plade, og derfor blev øvelsen i løbet af de syv uger, bandet var i studiet i Malibu i Californien, at tilføje så mange afstikkere og forskydninger i musikken, at det ligefremme blev maskeret.

På den måde får man sange som ‘Pattern Against User’ og ‘Sleepwalk Capsules’, der begge baserer sig på den samme, påfaldende maskulint aggressive emo, som Fugazi spillede på de første plader, helt ned til call-and-response-vokalen, der kører frem og tilbage mellem Cedric Bixler-Zavala og Jim Ward, og den højtliggede melodiguitar, der skaber plads i lydbilledet til rytmeguitaren og bassen.



Men man får også i ‘Pattern Against User’ et længere mellemspil i reggaestil, hvor Cedric Bixler-Zavala igen viser sangstemmen frem. Man får et mellemspil som det, der ligger før ‘Cosmonaut’. Og man får den ene sang på ‘Relationship of Command’, der utvetydigt peger frem mod den Santana-inspirerede prog-out i Mars Volta: ‘Enfilade’ med flangereffekt på stemmen, rytmeboks, latin-chikke congas-breaks og igen et reggaemellemspil med melodika og det hele.

Indbyrdes kamp
I Mars Volta kom Omar Rodrígues-López til at give fuldstændigt lods for alle de musikalske idéer, der var i ham. Det resulterede, i hvert fald på de gode første tre plader, i en udmattende, overfyldt, konstant broderende og afsøgende musik, hvor post-hardcore-riffene føltes som en kæmpe forløsning, når de endelig satte ind efter hele og halve timers fiflen rundt.

Til sammenligning virkede Sparta uundgåeligt som en noget fattig udvanding af At the Drive-In. Fordi det, der gør ‘Relationship of Command’ så god, er det modspil, Omar Rodríguez-López og Jim Ward giver hinanden. De forsøger at overgå hinanden i huggende start/stop-riffs, som de kan lægge forsiringer ovenpå eller skrælle alt unødvendig staffage af, som de gør det i den ligefremt rå ‘Mannequin Republic’, og Cedric Bixler-Zavala får en fuld palette af stemninger at fylde ud med sang, skrig, resignation og rasen.

Eller det vil sige, det er det spændingsforhold og så Drive Like Jehus ‘Yank Crime’. Den ligger som fundament for de to guitarers melodilinjer, der vikler sig ind og ud af hinanden gennem bandets ubetinget største hit, ‘One Armed Scissor’, gennem ‘Invalid Litter Department’, der lyder som en noget fortænkt spejling af Drive Like Jehus ‘Do You Compute’ og bliver gentaget med teatertorden i ‘Quarantined’. 

Og de fortsætter i pladens anden store single, ‘Rolodex Propaganda’, hvor Iggy Pop lægger en herligt udkokset baryton som andenstemme til Cedric Bixler-Zavalas skingert dirrende tenor, mens Jim Ward holder det hele i spænd med et huggende riff, som burde få alle til at glemme den der intro til ‘One Armed Scissor’ lige på stedet.  



Skelsættende genopdagelse
Det gør ingen. 20 efter udgivelsen står ‘Relationship of Command’ som en skelsættende plade. Ikke fordi den opfandt noget nyt, sådan som de fleste af os, der ikke vidste bedre, troede dengang. Men fordi den så forbilledligt opsummerede meget af det, der havde været godt ved det forgangne årti, og gjorde det relevant igen. Fordi den føltes påtrængende nødvendig, fordi det var en plade, der gav en lyst til at skrige: Med på pladen, mod den blaserthed, der var blevet dominerende i alternativ rock og metal.

‘Relationship of Command’ kom til at tegne en del af 00’erne. Sammen med plader som Converges ‘Jane Doe’, And You Will Know Us by the Trail of Deads ‘Source Tags & Code’, Liars’ ‘Drum's Not Dead’, Blood Brothers’ ‘Crimes’ og Fucked Ups ‘Hidden World’ viste den 00’erne som et årti, hvor der var plads til at tænke stort og være pompøs, og hvor man absolut intet kunne stille op med det mod uretfærdigheden.

Det var et projekt, der var dømt til at fejle storslået og gjorde det.

I marts 2001 gik At the Drive-In i opløsning på grund af kreative uoverensstemmelser. Det er muligvis én af de eneste gange, den grund faktisk har passet: Medlemmerne forblev på venskabelig fod og skiftede ind og ud af hinandens bands de følgende år, indtil At the Drive-In blev gendannet første gang i 2011. Det er så derefter, det begynder at blive ærgerligt: Bandets fjerde album, ‘in•ter a•li•a’, ville have været en skuffelse, hvis ikke Mars Voltas sidste tre plader og Spartas fire fuldlængder havde givet et fingerpeg om, at de kreative kræfter forlængst havde spillet sig selv ud.

Med tanke på hvad de havde nået at komprimere ned i ‘Relationship of Command’, er det næsten tilgiveligt.