Metaldiktator: Entombed – 'Left Hand Path'

left-hand-path_378808
boss-hm2-1
21533_E2P0260_1300128812
7BBF7812
1601-l
7BBF2811_RT8
7BBF2863_RT8
7BBF4765_RT8

Råt, aggressivt og catchy med en trendsættende guitarlyd. 'Left Hand Path', 30-årsjubilaren fra Entombed, er et fremragende debutalbum, som satte Stockholm på dødsmetallandkortet på samme måde som Death, Obituary og Morbid Angel gjorde det med Florida i USA.

Kunstner
Titel
Left Hand Path
Dato
04-06-1990
Trackliste
Left Hand Path
Drowned
Revel In Flesh
When Life Has Ceased
Supposed To Rot
But Life Goes On
Bitter Loss
Morbid Devourment
Abnormally Deceased
The Truth Beyond
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv), HM-2-pedal (random foto fra www)
Karakter
666

Man kan godt finde guitarnørder, som går op i, hvordan Chuck Shuldiners lyd på ’Scream Bloody Gore’ er drejet ind. Men det er sjældent set, at en bestemt guitartone er blevet så alment kendt som den, der kendetegner svensk dødsmetal. Det er nærmest som et registreret varemærke. Historien om Entombeds legendariske ’Left Hand Path’ er nemlig også historien om en Boss-guitarpedal med alle knapperne drejet i bund. Den klassiske HM-2-pedal og en lyd så ikonisk, at fx bands som Rotten Sound og Feral har lavet merchandise, som klart henviser til pedalen, som var en endog meget vigtig ingrediens i udviklingen af klassisk, svensk dødsmetal.

’Left Hand Path’ er Entombeds debutalbum. I disse dage fylder udgivelsen 30 år. Albummet udkom i en tid, hvor den amerikanske dødsmetal stadig var ny med bands som Death, Obituary og Morbid Angel, som dog havde været på banen i nogle år. I Europa kan det samme siges om Napalm Death og Carcass. I Sverige, hvor kommunale projekter bakkede godt op om musikkulturen og sørgede for let adgang til instrumenter og øvelokaler, havde metallen i 80’erne opnået kommerciel succes med Europe, mens Yngwie Malmsteen viste, hvad man kunne gøre med metallens toner som guitarvirtuos.

I undergrunden levede punk og rå hardcore, men det var først med Bathory, at andre håbefulde unge svenske knøse så, at der også var noget at hente i en mere rå tilgang til metallen end store keyboards og hits som ’The Final Countdown’. Historien om Bathory var vi fortalt over fem kapitler på Devilution (læs det første HER).

En ny start i 1989
For Entombeds succes er der naturligvis flere led i ligningen end en japanskproduceret guitarpedal. Nicke Andersson for eksempel. Han var ivrig tape-trader og dannede Nihilist, som blev udgangspunktet for Entombed. Der er meget mere i den historie, og vil man vide mere om den svenske dødsmetals opvækst, før den blev rigtigt plademoden, så kan det anbefales at gå om bord i Daniel Ekeroths bog ’Swedish Death Metal’. Devilution har desværre ikke anmeldt bogen, men har dog refereret til den flere gange. Og artiklen her er også mestendels baseret på informationer i den bog, samt det amerikanske blad Decibels skriverier om ’Left Hand Path’.

Nihilist blev til Entombed i 1989. Johnny Hedlund var bassist i Nihilists sidste inkarnation. Han var en smule ældre end de andre, som stadig var teenagere, og han og Andersson ville ikke helt det samme med musikken. Andersson nedlagde bandet for at få Hedlund ud. En barnlig løsning i stedet for blot at fyre manden, men i stedet fik metalverdenen så efterfølgende både Entombed og Unleashed, som Hedlund dannede samme år og stadig er ganske aktiv med.

Er det guitaren? Forstærkeren? Studiet?
Den sagnomspundne guitarlyd kom primært fra Nihilists Leif ”Leffe” Cuzner, og da han måtte forlade bandet for at flytte til udlandet med familien, så lånte Uffe Cederlund, som tog over efter ham, hans guitar til indspilning. For det måtte være deri, den seje, fyldige og fede guitarlyd lå. Det rigtige fandt man dog ud af senere. Den ovennævnte pedal. Og en god producer.

Den gode producer var Tomas Skogsberg og hans Sunlight Studio. Han arbejdede med punk- og hardcorescenen, og det var lidt et tilfælde, at det blev lige hans studie, som blev arnested for den særlige gren af dødsmetal. Den svenske dødsmetallyd.

LG Petrov og Uffe Cederlund spillede inden Nihilist i Morbid, som fik en ny sanger i Johan Scarisbrick (den forrige var Per Yngve Ohlin, også kendt som Dead. Ja, ham som tog til Norge og kom med i Mayhem). Han boede tilfældigvis lige ved siden af studiet, og bandet valgte det så til det, der skulle blive den sidste demo fra Morbid. Nihilist overtog herefter halvdelen af flokken i Morbid og benyttede af den grund Sunlight Studio sidenhen, men Nicke Andersson var ikke tilfreds med det lille sted, så det var et rent tilfælde, at Skogsberg kom på banen igen til Entombed. En 7”-udgivelse fra Treblinka (som siden opgav det kontroversielle navn og blev til Tiamat) indspillet af og hos Skogsberg fik dog Andersson til at se mod Skogsberg igen.

Det var et lille studie, hvilket betød, at der ikke var plads til et fuldt trommesæt, hvorfor dele af trommesættet var erstattet af el-trommer. Noget, som flere trommeslagere har skullet vænne sig til, når de satte sig på trommestolen, og optageknappen var trykket ned; en noget anderledes feeling end at slå på rigtige trommeskind. Det lyder måske sært med el-trommer, og foruroligende med tanke på 80'er-poppens brug heraf, men er vel egentlig ikke så meget anderledes end triggere og drum replacement, som flittigt bruges i den digitale indspilningsalder, vi er i nu. Bækkener og lilletrommen skulle dog være den ægte vare på ’Left Hand Path’.

Earache. The only place.
Så er der Earache Records og deres Digby Pearson. Han havde godt bemærket Nihilist, men så også et meget ungt band, som skulle modnes lidt. Han var dog hurtigt klar efter Entombeds demo ’But Life Goes On’, og han tøvede ikke længe med at signe bandet og sende Entombed i studiet med et fuldlængdealbum i sigte. Nuclear Blast var også inde at byde, men for de unge svenskere, der havde bemærket Earaches udgivelser, var det efter sigende Earache eller ingenting.


'But Life Goes On' fra demoen af samme navn. Nummeret blev genindspillet få måneder efter i samme studie til debutalbummet

Indspilningen skete i december 1989, og et lille halvt år senere kom så skiven, komplet med Dan Seagrave-illustreret cover. Seagrave havde Earache allerede anvendt til Morbid Angel, så det var ikke en svær beslutning for de unge svenskere at takke ja til at benytte Seagrave. Alt var, som det skulle være.

Guitarlyd og hvad så?
Og selve skiven ’Left Hand Path’ er defineret af pedalen. For selvom LG Petrovs growls er formidable, Nicke Anderssons trommespil er sejt og medrivende på et imponerende niveau for hans unge alder, så er det altså den her tætte, tykke, summende guitarlyd af HM-2-pedal på max., der fik sat ’Left Hand Path’, Entombed og Sverige på det dødsmetalliske landkort. Indspilningsteknisk så var der også en DS-1 i midten fra Alex Hellids hånd til lige at gøre attacket mere tydeligt, så guitarriffene trods alt blev defineret som andet end en summen.



Men sangene var nu også fede. Der er solide riffs, uden at de nødvendigvis er klassiske som ’Master of Puppets’-riffet eller 'Raining Blood's ditto, men det er måden, powerakkorderne og tremolo-pickingen, 2-beat trommerne, det reverbede seje growl og den tunge lyd spiller sammen på, der efterlader et helhedsindtryk, der skruer smilet helt op på samme måde som knapperne på guitarpedalen. Der er stemning, temposkift og i ny og næ en en obskur melodi. Ikke den overdrevne og Iron Maiden-inspirerede melodiske tilgang, som senere skulle komme fra Göteborg. Blot et luftigt krydderi til den boblende gryde af død.

Entombed, Carnage og Dismember med flere havde base omkring Stockholm og stod for den rå dødsmetal, som havde taget elemeter fra punken og tæmmet dem, kontrolleret dem, selvom den ungdommelige legesyge og energi stadig var intakt. Entombed var først ude, ganske fortjent, når der blev set på benarbejdet gjort i Nihilist og det tydelige potentiale på det bands demoudgydelser. Så det er også Entombed, som huskes for den lyd, som flere af de andre bands tog med sig som fundament og derpå udviklede egen lyd ud fra.

Catchy sange
Temaet fra ’Left Hand Path’, der stadig luftes live (af Entombed A.D. i dag), ’Drowned’, ’Revel in Flesh’, knaldperlen ’Supposed to Rot’ og ’But Life Goes On’. Stærke sager, som her 30 år senere absolut tåler genlyt. Det er catchy, hvilket kan skyldes den punkede rå inspiration fra årene forud, hvor grundstenene blev lagt i Nihilist. Der er ingen unødvendigt snørklede riffs, og musikken er lige til at gå til, selv når musikken spices op af finurlige skift i intensitet.

Bassen bakker godt op om den nu klassiske guitarlyd, og gør sit arbejde, uden dog at gøre særligt væsen af sig. Entombed var da også uden bassist, da skiven blev indspillet, og det var Andersson og Cederlund, som på skift lagde bassporene til albummet. Det skulle ifølge de to ikke have taget meget mere end en time i alt. Det er godt tight, som om der er lagt mange timer i de kommunalt støttede øvelokaler, men det er også ungdommeligt ligetil, ikke så meget pis og flueknepperi.

Diktatoren har talt
Nogle ville måske hellere pege metaldiktatoren hen på den efterfølgende ’Clandestine’, hvor Nicke Andersson i den grad var legesyg med trommespil, riffs og arrangementer, men dog stadig ramt af barnlige reaktioner, som da han lukkede Nihilist i stedet for bare at tale med Hedlund. Han havde nemlig fyret LG Petrov kort forinden indspilningen og endte med at hive en kammerat ind i stedet. Det gik ikke godt, og det er derfor Andersson, som synger på ’Clandestine’. Det mener nogle er genialt og specielt og øv, at han ikke growlede mere for bandet, mens andre hilste LG Petrov velkommen tilbage, da han endelig blev taget til nåde for angiveligt at have lagt an på Anderssons kæreste til en nytårsfest. 

’Clandestine’ har en mere defineret lyd end ’Left Hand Path’. Det er stadig buzzsaw-lyden fra HM-2-pedalen, men den er tæmmet lidt. På godt og ondt. Det giver måske bedre plads til riffene, men der er bare noget lidt federe over guitarlyden på ’Left Hand Path’, som er tyk og sej som røgen på en brun bodega. 

Det kan være, der kommer flere ”metaldiktatorer” her hos Devilution om Entombed, for på tredje album var bandet igen ude at definere en ny sound for metallen. Der var flere andre i bandets samtid, som blandede rock og rul med dødsmetallyden. I Sverige selv var der Furbowl, men med ’Wolverine Blues’ fra Entombed kom potentialet endelig til sin ret. Herhjemme kastede Konkhra også deres kærlighed på den groovy form for dødsmetal.

Der kan med rette skrives store ord om flere udgivelser fra Entombeds hånd. Det er bare at lege Den, som guitarhalsen peger på …